Kort over Slesvig og Holsten ca. 1400. Fra Traveflodens biflod Stecknitz til Elbens biflod Delvenau lod Lübeck i 1390'erne grave en kanal for at lette transporten af varer mellem Østersøen og Hamburg. Men den blev vist ingen større succes, og midt i 1400-tallet gjorde man endnu et forsøg på at forbinde Elben og Trave, denne gang nær Oldesloe.

.

Sølvskat, fundet 1881 ved Dune på Gotland. Den består af i alt 117 enkeltgenstande, skåle, skeer, smykker og enkelte mønter, der er omdannet til smykker. Da den yngste mønt er slået ca. 1380-82, er der grund til at formode, at skatten er blevet gemt under de urolige tider, da Den tyske Orden besatte øen, eventuelt under det mislykkede danske angreb 1403-04.

.

Et bæltespænde fra sølvskatten, der 1881 blev fundet ved Dune på Gotland.

.

Borgen Duborg ved Flensborg er nu helt forsvundet og kun bevaret som navn for byens højtliggende nordkvarter. Maleriet fra 1591 giver dog et vist indtryk af den befæstning, der frem til 1431 var Danmarks sidste støttepunkt i Mellemslesvig. Formentlig har borgen navn efter dronning Margretes hofmester hr. Jens Due. Den stærke fæstning udholdt en belejring 1427, men 1431 måtte hr. Morten Jensen Gyrstinge og børglumbispen Gert Pedersen (Gyldenstierne) overgive sig imod, at den udhungrede besætning fik fri afmarch.

.

Som ofte nævnt undgik Margrete med stor dygtighed at skaffe sig fjender på ubelejlige tidspunkter. Blandt omkostningerne for hendes overtagelse af magten i Danmark i 1386 var således, at hun måtte forlene de holstenske rendsburggrever med hertugdømmet Slesvig. I 1396 foregik der atter en art forlenings-ceremoni i Assens; hvad der egentlig skete her, er senere danske og holstenske kilder mildt sagt uenige om; men der holdtes fortsat fred.

I Holsten havde tre grevebrødre overtaget magten, men de havde svært ved at enes indbyrdes. I 1402 fik den yngste broder Henrik det nordtyske bispedømme Osnabrück, og den anden broder Albrecht faldt 1403 i fejde med ditmarskerne. De selvbevidste storbønder i marsklandet var ganske vist formelt underordnet ærkebispen af Hamburg-Bremen; men i praksis udgjorde landet en selvstændig republik, der var et konstant uromoment. Der var utallige indre slægtsfejder, og den fredelige skibsfart var til stadighed truet fra det kaotiske område, der ganske manglede evne og vilje til at opretholde fred.

Derfor drog hertug Gerhard ind i Ditmarsken, hvor han i 1404 led et knusende nederlag, der aldrig glemtes i holstensk adelstradition: „Holstens ædelsten og lys gik under med de herlige mænd. Den berømmelige fyrst Gerhard, den første hertug af Slesvig, blev til ubodelig skade dér på stedet, ikke ved sin egen, men ved sine rådgiveres skyld. Henneke Limbek, en stridbar og mod kongen af Danmark sejrrig mand, blev slået ned som et lam. Wulf Pogwisch …, begge de hovedrige brødre Henrik og Claus Ahlefeldt, Henrik af Siggem, marsk, og over 200 riddere … blev myrdede den dag.”

Praktisk talt enhver holstensk slægt mistede familiemedlemmer, hvad der ydermere gav anledning til utallige arvestridigheder blandt de overlevende. Værst af alt var dog, at også hertug Gerhard var blevet dræbt, da dette omgående gav anledning til problemer med landets fremtidige styre.

Hertugen efterlod sig en enke Elisabeth af Lüneburg med to umyndige sønner, der kort efter slaget forøgedes med nok en søn. I denne kritiske situation forlod Henrik af Osnabrück sit bispedømme for at deltage i styret af de holstenske besiddelser. Men inden længe kom han i konflikt med enkehertuginden, hvis rådgivere anbefalede en tilnærmelse til dronning Margrete.

Da de indbyrdes stridende holstenere snart kom i stor pengetrang, var situationen uhyre gunstig for dronningen. Hertuginde Elisabeth pantsatte således Tønderhus med omliggende besiddelser til hende. Den indflydelsesrige slægt Limbek solgte dronningen Trøjborg ved Tønder, som Margrete overlod til ribebispen, og den trofast kongeligtsindede slesvigbiskop Johan Skondelev overlod midlertidigt sine borge Svavsted og Stubbe til dronningen, der således fik forposter frem til Slien.

Skridt for skridt kom Margrete således i besiddelse af størstedelen af Slesvig, medens enkehertuginde Elisabeth med sine umyndige børn alene beholdt Sønderborg Slot og Flensborg. Da der fortsat var ufred, ikke mindst i form af fejder inden for det holstenske aristokrati, havde både danske undersåtter og den lybske handel lidt skade, hvilket blev benyttet til at tvinge hertuginde Elisabeth og hendes svoger biskop Henrik til forhandlingsbordet i 1409.

Ifølge holstensk tradition blev hertuginden groft snydt. I hvert fald måtte hun pantsætte Flensborg by og slot for en erstatningssum svarende til 10.000 lybske mark. Men nu blev disse evindelige tilbagetog det holstenske aristokrati for meget. Det havde alt for store interesser bundet i Slesvig til at kunne affinde sig dermed, og en gruppe holstenske adelsmænd tog ligefrem den aldrende biskop til fange og aftvang ham hans to borge. Selv de fjernere slægtninge af den schauenburgske grevelinie kom holstenerne til hjælp, og de altid autoritetsfjendtlige frisiske bønder i den vestslesvigske marsk rejste sig. I 1410 forsøgte en dansk hær at undsætte bispeborgen Svavsted, men led nederlag ved Eggebæk, og her faldt dronningens trofaste hærfører hr. Mogens Munk.

Selv havde kong Erik mere held med sig, idet han besatte Ærø og gik i land på Als, hvor Nordborg snart overgav sig, medens et angreb på Sønderborg slog fejl. Her udspillede der sig en begivenhed, som har interesseret eftertiden særdeles meget. En af dronningens nære tilhængere var ridderen hr. Abraham Brodersen, der som slotslensmand og gennem omfattende godstransaktioner havde samlet sig et mindre imperium af slotte, godser og kongelige len fra Halland og langt ind i Småland. Såvel i bjærgsomhed som i gavmildhed til kirken lignede han sin dronning; men uanset hvad den konkrete årsag end kan have været, overtrådte han her i 1410 landefreden, dvs. de våbenstilstandsbetingelser, som kong Erik havde udstedt for Als under forhandlingerne.

Som god elev af Margrete huskede kong Erik sin instruks' første paragraf, at der altid skulle være fred, hvor kongen personligt opholdt sig. På grund af sin forseelse, hvis art er ganske ukendt, blev hr. Abraham omgående henrettet, hvorpå dronningen konfiskerede hans enorme godser. Men efter at hans arvinger havde indrømmet, at hr. Abraham var dømt og henrettet med god grund og på lovlig vis, fik de efter dronningens død 1412 arvegodset tilbage. Den svenske efterslægt huskede siden hen alene ydmygelsen.

I 1411 satte Margrete sig atter til forhandlingsbordet, og situationen var ikke ugunstig. Blandt andet havde tyskhedens forpost ved Østersøen Den tyske Orden i 1410 lidt et knusende nederlag over for Polen ved Tannenberg. I Lübeck var der indre uro, og fra 1408 var det gamle byråd ligefrem i landflygtighed. Nu sluttedes en femårig stilstand, hvor hertuginden fik Als m.m. tilbage, medens Margrete genvandt Flensborg og beholdt sit pant i Tønder. Hertil kom, at hertugen af Lauenburg, der var gift med afdøde grev Nicolaus' datter, overdrog dronningen sine panterettigheder i Åbenrå. Endvidere skulle slesvigbispen have sine slotte tilbage. Ikke afgjorte stridsspørgsmål skulle afgøres endeligt af en voldgiftskom-mission bestående af seks råder fra hver side, dvs. såvel fra Danmark som fra Slesvig, en elegant formulering, der holdt Holsten ude af sagen, som skulle behandles efter dansk ret. Men såfremt voldgiftsmændene ikke kunne nå til enighed, kunne man indanke sagen for den tyske kejser, en bestemmelse, der kom til at vise sig skæbnesvanger.

Den indflydelsesrige slesvigske drost hr. Erik Krummedige søgte nu med holstensk hjælp at overrumple Flensborg. Byen blev indtaget; men den nyanlagte borg var fortsat på danske hænder. Og under forhandlinger om genoprettelse af stil-standsvilkårene kom dronningen personligt til staden, hvor hun den 28. oktober 1412 udåndede.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Holstenerfejden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig