I et manuskript med Hamburgs Stadsret fra 1497 finder vi denne illustration af en markedsscene fra byens efterårsmarked med kvæg og svin. Til venstre er nogle købmænd i færd med at komme til enighed. I og for sig kunne disse okser godt være danske, og det er værd at bemærke, at datidens kvæg var langt mindre end nutidens.

.

Træsnittet fra Nürnberg ca. 1490 viser en vogn læsset med sække af samme type, som så ofte optræder i f.eks. Gottorp toldregnskaber. I forgrunden er en mand ved at fylde en sæk med korn fra en skæppe, medens købmanden til venstre kontrollerer, at det går rigtigt til.

.

Træsnit fra en bog om hverdagsliv, trykt i Augsburg 1479. Her afsluttes en handel om sækkens indhold, der vel består af korn. Desuden ser vi andre former for emballage, således både en tønde og en pakke i korsbånd.

.

Senmiddelalderlig klædeplombe, fundet ved Øm. Da hver enkelt nederlandsk by havde sit mål for klæde, kunne kun stadens autoriserede plombe garantere, at såvel kvalitet som bredde og længde var i orden. Det smukke billede af en karak, et oceangående skib, viser, at plomben stammer på Harderwijk ved Zuidersøen. Her gengivet i ca. tredobbelt størrelse.

.

Kong Hans' nobel med årstallet 1496. Han var den første danske konge, der slog guldmønt. Øresundstolden skulle fra gammel tid udgå i engelske rosenobler, der nu var blevet sjældne, hvorfor der opstod mange stridigheder om, i hvilke mønter og til hvilken kurs, der kunne afregnes. Mønten synes at efterligne den nye engelske sovereign, der på forsiden havde den tronende kong Henrik 7., men den vejede ca. fire procent mindre.

.

Da der ikke er bevaret handelsregnskaber fra denne tid, må vi søge den danske købmands virke dér, hvor kildematerialet eksisterer, nemlig i de utallige bestemmelser om frie årsmarke-der og igennem de toldregnskaber, der brudstykkevis kaster lys over eksporterhvervet.

I 1485 mødte otte danske handlende op ved toldstedet i Gottorp, hvor de fortoldede i alt 36 heste, og kort efter dukkede endnu 11 købmænd op med hele 77 heste. Toldregnskabet meddeler, at de alle var fra Holstebro. Vi kender imidlertid ikke så få af disse hestehandlere fra andre kilder og ved, at de var borgere i vidt forskellige byer. Dvs. at når tolderne spørger dem, hvorfra de kommer, meddeler de ikke deres hjemsted, men fortæller i stedet, at de sidst har været i Holstebro, og da der her kort forinden havde været holdt det traditionelle hestemarked, må de ganske enkelt have købt deres heste der.

Disse danske heste var af betydelig værdi; men i tal kunne de slet ikke måle sig med studeeksporten. Begge varer har spillet en vigtig rolle langt tilbage i tiden; men måske eksporterede man tidligere især slagtet, saltet eller tørret oksekød pr. skib. Med de nordtyske og nederlandske byers betydelige vækst i senmiddelalderen fik importen af levnedsmidler voksende betydning. Centraleuropæiske stæder som Wien, Nürnberg og Ulm fik forsyninger østfra, medens Nederlandene især fik okser fra Nordvesttyskland og dermed også fra Holsten, hvorved danske okser kommer ind i billedet.

Med landbrugets beskedne muligheder for at opstalde og fede kvæg vinteren igennem var det skik om efteråret at nedslagte eller sælge det kvæg, som man ikke mente at have foder til. Dvs. at der fra først af var tale om græsøksne, ungkvæg, der havde strejfet om sommeren igennem på enge og overdrev, og som de handlende derpå drev til de nordvesttyske marskområder, hvor den egentlige opfedning fandt sted, før slagtningen skete i aftagerbyen.

At man vedblev med at foretage en omfattende nedslagtning af dansk kvæg om efteråret, mere end antydes af, at Lübeck endnu i 1492 indførte 60.000 huder fra Danmark, medens Gottorps toldregnskaber fra samme tid blot opregner 18.000 styk levende kvæg. Dette tal omfatter den jysk-fynske eksport, hvortil kommer en desværre ubekendt handel til søs, især fra Sjælland og Skåne.

Allerede de talrige klager om overgreb på den fredelige handel under Erik af Pommerns evindelige holstenerfejde omtaler skader på eksporten af levende kvæg, og da hertug Adolf i 1455 stadfæster Haderslev bys privilegier, indskærper han, at borgerne skal betale told af oksetransporterne som alle andre. Nogenlunde samtidig klagede Kiel over, at priserne steg, fordi lybske handlende trods forbud rejste rundt i byens opland og købte kvæg op, ikke til eget forbrug, men til videreforhandling.

Også i Danmark finder vi flere og flere klager over, at andre end virkelige købmænd deltog i den sikkert givtige forretning, at handle med øksne. For den godsejer, gejstlig, adelig eller storbonde, der havde en mindre flok stude til salg, kunne det være fristende at aftage også naboens kvæg og således komme til at virke som mellemmand. Endnu i 1475 forbød Christian 1. danske købmænd at rejse længere end til grænsen ved Kongeåen, hvor de udenlandske købmænd skulle overtage studene og foretage den kostbare transport og risikable videreforhandling. Det var vist en traditionel rest af den teologiske opfattelse af handel som et nødvendigt onde. Den sikrere avl og detail-afsætningen skulle naturligvis være dansk; så kunne man lade de kapitalstærke udlændinge tage sig af den måske nok så givtige, men også mere risikobetonede side af sagen. Større effekt fik det senere gentagne forbud ikke, da vi fortsat finder danske eksportører i toldregnskaberne såvel i Gottorp som i holstenske byer. Mange af dem må være søgt ned til Wedel, vadestedet på Elbens sydside, hvor nederlandske købmænd overtog varen til videre opfedning og forhandling.

Medens heste og okser fra gammel tid havde hørt til de vigtigste danske eksportvarer, tyder noget på, at den specielle jyske oksedrift ad den gamle hærvej til Ribe eller Kolding, over toldstedet i Haderslev til Gottorp og videre gennem talrige holstenske toldsteder, var en ret ny foreteelse. I hvert fald synes en sådan trafik først nu at tage et vældigt opsving. I 1489 ansøgte staden Luneburg om sikkerhed for dem af byens borgere, der hvert år plejede at besøge Ribe efterårsmarked for at købe øksne; og det var ikke noget helt nyt, eftersom 10 lüneburgere i 1485 betalte told i Gottorp for næsten 700 øksne.

Også i Kolding var der om efteråret et stort oksemarked, i og for sig en logisk konsekvens af, at den kongelige forordning krævede, at danske handlende afhændede kvæget ved kongerigets grænse. Men hertil kom den fynske eksport, der gerne gik over Assens-Årøsund til Haderslev mod Gottorp.

Ifølge gottorpregnskaberne fortoldedes i 1485 13.000 øksne, hvoraf de 80 procent kom om efteråret. Allerede i løbet af 1490'erne voksede tallet til henved 18.000, men nu kom kun de 60 procent om efteråret; 1501 var tallet steget til hele 26.000 jysk-fynske stude, og nu vendes der op og ned på forholdet mellem forårs- og efterårseksport.

Det var en vigtig udvikling, der viser, at det danske landbrug faktisk var i stand til at omstille sig og drage nytte af verdensmarkedets priser. Græsøksne var og blev en primitiv råvare, det halvvilde ungkvæg, man ikke havde vinterfoder til, og som derfor solgtes på efterårsmarkeder. Forårsøksne var staldøksne, dvs. at de var opfedede vinteren igennem. Ganske vist tabte de meget af deres huld under den lange vandring og måtte fortsat til nyopfedning inden afsætningen i modtagerbyerne. Men overgangen fra en råvare til en art „bedre forarbejdet halvfabrikata” gav sig udslag i priserne. Hvor efterårsprisen i Ribe i 1492 lå på 1 1/2 lybsk mark for en stud, var forårsprisen for en staldokse det dobbelte.

Uanset den kongelige forordning optræder danske købmænd mere og mere hyppigt i gottorpregnskaberne, og mellem 1485 og 1519 voksede deres antal fra ca. 15 procent til 35 procent af de handlende. Især ribekøbmænd deltog ivrigt; men i stigende grad møder vi gamle kendinge fra andre jyske og fynske stæder. Ikke få var faste kunder, hvorfor tolderne nøjedes med at give dem deres kaldenavn som „Store Iver” (Nielsen) og „Lille Jep” (Christensen), da enhver dog vidste, at der var tale om henholdsvis en varde- og en ribeborgmester. Også odensekøbmænd kom tidligt med i denne handel; men selv om det fortsat var købmænd fra Lübeck og Hamburg, der spillede den dominerende rolle, kan de være svære at identificere, da lederne af de store handelshuse sjældent selv tog på rejse, men kunne engagere fragtmænd, for ikke at sige rene speditører, i hvis navn fragten derfor fortoldedes.

Hesteeksporten lå i et ret stabilt leje, idet der årligt fortoldedes en 4500 styk i Gottorp. Det betød, at før oksehandelens store opsving ved århundredskiftet var værdien af de solgte heste endnu større end den samlede okseeksports værdi. Den betydelige prisforskel mellem heste og stude mærkedes også i transportsystemet, hvor okserne gerne blev drevet i store flokke på 100, 200 eller eventuelt 300 styk, dvs. at tolderne ofte må have accepteret runde tal, og hvor købmanden eller hans repræsentant havde professionelle studedrivere til hjælp. En hestehandler rejste ofte med blot tre til syv kostbare heste, og derfor slog hestehandlerne sig gerne sammen og rejste i flok, således at de kunne hjælpe hinanden med at passe på de dyrebare varer.

Da toldsatserne var ganske lave, havde de handlende ikke større anledning til at indlade sig på grovere toldsvig. Tolden var en kongelig afgift for ret til fredelig passage, ikke et finans-eller handelspolitisk instrument. Til gengæld passerede den handlende talrige toldsteder undervejs, ved grænsen til Slesvig, i Gottorp, ved flere holstenske byer osv., så fyrsterne havde alt i alt gode indtægter deraf.

Medens eksportvarer som heste og stude havde den fordel, at de var selvtransporterende, gik der en strøm af vogne den modsatte vej, hvor en fragtmand kunne transportere flere småhandlendes kramkister, eller en speditør kunne føre et helt vogntog af varer fra en lybsk storkøbmand. Her var der større mulighed for toldsvig; en lybsk amtmand bad således i 1460 rådet i Lübeck om at meddele speditørerne, hvad de medbragte kasser og sække indeholdt, da tolderne ellers ville blive nødt til at åbne pakkerne.

Selve toldsystemet var uhyre enkelt, næsten som en art emballageafgift: i Gottorp betalte man fire skilling for en pakke, gerne med klæde, hvor de forskellige kvaliteter skulle holde bestemte mål; ellers kunne de ikke få fabrikationssta-dens garantiplombe. Større kreaturer gav to skilling, en kramkiste med diverse nyttige brugsgenstande (ofte isenkram m.v.) gav blot to hvid, medens svin, tjæretønder m.v. slap med en enkelt hvid (dvs. 1/3 skilling).

Toldsatserne var således ret beskedne i forhold til varernes værdi. Da en pakke leidisk klæde kan anslås at have haft en salgspris på 700 mark, udgjorde tolden på fire skilling (1/4 mark) blot 1/3 promille. Lidt hårdere beskattedes eksportvarerne; hvis en tønde smør kan antages at have kostet seks-otte mark, beløb tolden på en hvid sig til ca. tre-fire procent. En billig efterårsokse kan næppe sættes til mere end to marks værdi, og en told på to skilling bliver derfor til mere end seks procent. Men da også de dyrere staldøksne og de langt kostbarere heste slap med denne to skillingsafgift, blev tolden for disse varer langt mindre tyngende.

Der er næppe tvivl om, at også Sjælland og småøerne eksporterede okser, f.eks. over Rødby og Gedser, og de indre skånske landskabers mulighed for græsning kan også have fristet til studeavl. Men måske var kornavl og smøreksport af større betydning her. Sammenligner vi kreaturtallene for nordjyske og sjællandske herregårde, er det tydeligt at se, at ungkvæg spillede en større rolle i Jylland. På Ågård i Han Herred fandtes der i 1495 foruden 22 plovstude 56 malkekøer og kvier, 39 ungdyr og hele 65 opfodrede stude; på den sjællandske gård Bregentved var der året før også 22 plovstude foruden fem ungstude, der endnu ikke havde været anvendt som trækdyr, 32 køer og kvier og kun fire ungdyr.

Skønt Øresundstolden næppe havde den helt store betydning for dansk handelsliv, var den dog afgørende for statsfinanserne og for forholdet til udlandets handelsinteresserede magtfaktorer. Som sagt var det lykkedes at fortsætte den af Erik af Pommern gennemførte beskatning, sandsynligvis i virkeligheden en omlægning og betydelig forhøjelse af en ældgammel gennemfartsafgift, idet hvert skib nu skulle betale en engelsk nobel.

Desværre egner de ældste bevarede brudstykker af sund-toldsregnskaber sig ikke til egentlig handelsstatistik, da netop de vendiske stæder med Lübeck i spidsen var fritaget for afgiften, medmindre de da havde gods fra ikke-privilegerede byer om bord. Da regnskabet for 1497 blot anfører 795 skibe, og regnskabet for 1503 kun 1222, medens lidt senere overslag regnede med 2-3000 toldpligtige gennemsejlinger om året, er kildeværdien begrænset. Men i begge år dominerede de nederlandske stæders skibsfart (i 1503 således 60-70 procent), medens de blot ca. 10 procent fra Lübeck og nabobyer skal ses på baggrund af, at disse kun undtagelsesvis var toldpligtige. 15-20 procent kom fra andre tyske østersøbyer, hvor især Danzigs skibsfart spillede en voksende rolle. At England helt savnes i 1497, kan skyldes et muligt køligt diplomatisk forhold; til gengæld kom 21 skibe fra Skotland, et tal der i 1503 var fordoblet.

Da tolden blev opkrævet i Helsingør, havde denne by selvfølgelig stor glæde heraf; men også andre sundbyer blomstrede, og fra Landskrona til Køge skete en vækst. Ikke få varer blev omsat her, hvorved skipperen undgik den tidkrævende rejse ind gennem Østersøen. Bayesalt fra den franske Biscay-kyst og nederlandsk klæde blev udvekslet med danske landbrugsvarer, og fra Østersøens østkyst kom skibsartikler som tjære, hamp og hør.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Told og marked.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig