Gravsten fra Herlufsholms Kirke over godsforpagteren Hans Tidikesen og hans datter Ingeborg, begge døde i 1500. Som kongelig skriver fik Hans Tidikesen 1456 adelsbrev med en lilje i våbenskjoldet. En tid var han rådmand i København, derpå foged for nonneklosteret i Gavnø, hvorpå han lejede Skovklosters gods i Grimstrup. Som klosterets klient blev han begravet i klosterkirken, og muligvis var den senere abbed Tidike hans søn. Hans brogede karriere viser, hvor flydende de senmiddelalderlige standsgrænser længe var.

.

Kalkmaleri fra Elmelunde Kirke på Møn. Det viser en bonde, der spiser grød eller suppe med en vist lidt overdimensioneret træslev. I venstre hånd har han en ildvifte til at holde blus under gryden med.

.

Senmiddelalderlig ølhane, fundet på sortebrødreklosterets grund i Roskilde. Håndtaget forestiller en basilisk og mundingen et dragehoved. Det fornemme malmarbejde har antagelig været sat i tønder med rhinskvin eller tysk kvalitetsøl.

.

Meget tyder på, at 1300-tallets store landbrugskrise blev til ikke ringe fordel for bondestandens flertal, og sandsynligvis er det først nu, at de for eftertiden velkendte, egentlig ret selvstændige fæstebønder bliver bondestandens typiske gruppe.

Som godsejerne under krisen havde svært ved at holde på arbejdskraften, opnåede bønderne stedse bedre vilkår. Afgiftsydelserne var faldende, og fæstebrugene blev ofte større end tidligere. Dertil kom, at det var mindre krævende at overtage et fæstebrug end en selvejergård, da man ikke skulle udløse medarvinger, men alene fremskaffe driftskapital til det nødvendige antal heste og kreaturer, såsæd m.m. Og var det en ødegård, man overtog, var det sædvane, at godsejeren bevilgede nogle års nedsættelse af eller ligefrem fritagelse for landgilde for at sætte fæsteren i stand til atter at få driften i gang.

Og medens de gamle landskabslove gik ud fra, at fæsterne selv medbragte bygninger, enten i form af let flyttelige bindingsværkshuse eller i praksis vel oftere ved, at man købte den forrige brugers bygninger, blev det efter genopbygnings- og omstruktureringsperioden den almindelige sædvane, at fæsteren havde krav på at modtage et brug med nøglefærdige bygninger, som han selvfølgelig skulle vedligeholde forsvarligt.

Kun resterne af selvejergodset udgjorde fortsat problemer for kongemagten, der ikke kunne undvære de afgifter, som disse gårde ydede. Omkring år 1400 undersøgte kronen omhyggeligt, hvorvidt gammelt afgiftspligtigt selvejergods med urette var gået fra kronen til f.eks. adelen, der i så fald ville hævde afgiftsfrihed (se afsnittet Krongodset).

Specielt forsøgte man at indføre en slags „selvejerstavnsbånd”, således at kronen kunne forlange, at arvingerne til en selvejergård havde pligt til at sørge for, at gården fortsat blev drevet så forsvarligt, at i hvert fald de kongelige afgifter blev ydet, selv om der muligvis ikke blev meget igen til arvingerne. Og truslen om, at en velhavende købstadsmand i givet fald kunne blive tvunget til at overtage slægtens gamle selvejergård, har utvivlsomt bevirket, at denne gjorde sit yderste for at finde en fæster, der kunne stille kronen tilfreds.

Da bønderne havde udstrakt mulighed for at flytte, har i hvert fald bondesønnerne set sig godt for, inden de besluttede sig for at fæste gård under et bestemt gods. Men i løbet af 1400-tallet er det, som om landboforholdene stabiliseres, antagelig fordi antallet af nye fæstegårde er ved at tilpasse sig til folketallet.

Under de bedrede forhold har det været i godsejerens interesse at søge igen at bringe landgilden op på det tidligere niveau fra før krisen. Men det var ikke nogen farbar vej, og i ikke helt få tilfælde konstaterer vi, at landgilden langt ned i tiden fortsat kunne være vigende, hvis det da ikke lykkedes at få den fastlåst på det nye og lave niveau. Da Næstved Skovkloster i 1482 bortlejede Grimstrup hovedgård med tilhørende bondegods, forpligtede lejeren sig til at give den sædvanlige landgilde på hele tre td. smør. I 1560'erne bestod godset nu af hovedgården med tre mindre brug, der tilsammen blot ydede to td. smør, og 20 år senere kunne end ikke denne ydelse fastholdes.

Til gengæld fandtes der andre måder, hvorpå godsejerne kunne varetage deres interesser. Som forskellen mellem de gamle bryder (storgårdsforvaltere), landboer (de oprindelige fæstebønder) og gårdsæder (den til godset hørende småbru-gerstand) var ved at udviskes til fordel for den ret ensartede nye fæstebondetype, er det, som om denne arvede træk efter hver af de tidligere grupper. Fæstebonden havde en meget høj grad af selvstændighed i driften af sin gård, blot han overholdt fæstevilkårene, dvs. betalte sin landgilde til tiden. Det var i langt højere grad landsbyfællesskabets lokale regler end godsejerens ønsker, der satte grænser for den individuelle udfoldelse. Men samtidig er det klart, at fæsteren også havde arvet noget af gårdsædens familiære, næsten tyendeagtige stilling.

En forordning af 1466 indskærpede det klassiske forbud imod vilkårlig fængsling uden lov og dom. Men det understregedes udtrykkeligt, at der ikke var noget i vejen for, at en godsejer kunne forhindre sine egne folk i at begå dårskaber og i givet fald sætte en stopper derfor ved egen magt (stok og jern, dvs. midlertidig arrest og fængsling). Og snart opfattedes en godsejers fæstebønder som værende i hans værn, altså i en vis forstand „vornede”.

For en sen eftertid, for hvem vornedskab som ikke mindst stavnsbånd er værdiladede begreber, som vi kun ser skyggesiderne af, er det værd at betænke, at endnu senmiddelalderen var et politiløst samfund med yderst svag offentlig myndighed. Formelt set var der lov og ret for alle; men hvorledes skaffede den fattige bonde sig sin ret over for mægtigere naboer? Derfor var det værn, som godsejeren kunne give sin fæster, af stor betydning, så meget mere som godsejeren ikke havde fjerneste interesse i, at bondens naboer, der kunne være fæstere under andre ejere, generede hans landgildeyder og derved forringede bondens betingelser for at passe sin gård og betale sine afgifter.

Værnet betød, at bonden havde krav på, at godsejeren eller i praksis oftest hans foged ydede ham bistand, ikke mindst af juridisk art; og i urolige tider ligefrem ved korporlig beskyttelse. Til gengæld for dette gav fæsterne såkaldte herlighedsafgifter, der ofte lige ud betegnes som „forsvar”. Og da godsejeren under det nye landbrugssystem ofte ejede meget spredt bondegods, gav dette længe store administrationsproblemer. Derfor måtte fogeden tilbringe en stor del af sin tid til hest, idet han rejste rundt og kontrollerede bondegodsets situation, og følgelig kom han til at hedde ridefoged.

Et sådant godsejer- eller fogedbesøg kaldtes ligefrem gæsteri, og til en begyndelse medførte det utvivlsomt visse udgifter til bespisning, idet gæsten og hans følge blev beværtet, vist ofte i form af det klassiske saltmadsfad med diverse lækkerier som røget gås, lammelår, hjemmelavede pølser m.v., næsten som en forløber for det store kolde bord, hvortil kom godt øl, mens hestene fortærede en god portion havre.

Da nye administrationsformer vandt frem, afløstes gæsteriet af faste ydelser, hvor dog en udbredt havreydelse var en mindelse om det tidligere naturalgæsteri. Forestiller vi os gerne, at bonden oftest havde godsejeren på nakken, har det i virkeligheden nok så ofte været således, at han havde ridefogeden i ryggen. Godset havde pligt til at yde bønderne beskyttelse, ikke mindst ved tingene, hvor fogeden optrådte som bondens forsvarer. Gik det så galt, at bonden alligevel tabte sagen, ja måske ligefrem idømtes en bøde, skulle denne selvfølgelig betales. Men pengene skulle under ingen omstændigheder gå fra godset, og som godsejerne fra gammel tid havde ret til at oppebære de småbøder, deres fæstebønder kunne blive idømt, fik de i senmiddelalderen ret til samtlige bøder, alene undtaget den kolossale fyrremarks bøde for de groveste sager som manddrab og lignende. Og selv denne bøde kunne kongelig majestæt ved særligt privilegium tildele betroede højadelsmænd.

I øvrigt er det et spørgsmål, om denne bøderet ikke kunne være til bondens fordel; medens kongemagten havde god brug for bødeindtægterne, kan man forestille sig, at bonden ofte ville have lettere ved at komme til en mindelig ordning med sin godsejer, der selvsagt ikke havde ringeste interesse i at miste en ellers god og regelmæssigt landgildebetalende fæster ved ruinerende bøder. Om det så var de bøder, som bønderne kunne blive idømt ved gejstlige domstole, tyder noget på, at godsejere og kongelige lensmænd omkring 1500 også tiltog sig retten til disse.

Inden det nye afgiftssystem kom til at ligge helt fast, møder vi flere tilfælde af uenighed om betaling af netop herligheds-og forsvarsafgifter. Visse bønder kunne eventuelt ønske sig en mere effektiv beskytter, hvorfor flere forordninger indskærper, at godsejeren kun måtte kræve gæsteri og forsvar af sine egne bønder. Med tiden kunne det derfor være vanskeligt at holde de forskellige former for ydelser ude fra hinanden.

Men havde f.eks, en adelig enke arvet en fjerntliggende fæstegård, kunne et effektivt tilsyn nemt koste mere, end herlighedsretten var værd, hvorfor det var en praktisk løsning at lade en venlig nabogodsejer se efter en sådan gård. I så fald havde ejeren kun krav på grundlandgilden, mens den tilsynsførende selvfølgelig modtog alle de ekstraydelser, der havde et moment af administrationsomkostninger.

Dette ses tydeligt på kirkegodset. Ejede en sognekirke hele bondegårde, kunne det være problematisk for kirkeværgerne, gerne to af sognets bedste bønder, at føre et effektivt forsvar for disse gårde og deres fæstere. Men da kirkerne regelmæssigt blev visiteret og regnskaberne revideret, var det gerne en visitator, i Jylland således syslets provst, der blev ansvarlig for forsvaret af bønderne. Denne provst var en højere gejstlig, der utvivlsomt var fortrolig med alle juridiske og administrative anliggender, og derfor modtog han herlighedsafgifterne af kirkejorden, medens sognekirken måtte nøjes med grundlandgilden.

Som landboforholdene bedredes, var det nemt for bønder at se, hvor de gode gårde fandtes, og da folketallet atter steg, blev der snart særlig efterspørgsel efter de gårde, der havde godt ry. Henved år 1500 sporer vi en tendens til, at bønder kunne være villige til at yde et indskud, såkaldt stedsmål eller indfæstning, for et særlig favorabelt fæstemål. Til gengæld kunne bonden da regne med at beholde gården på livstid, eller i hvert fald indtil parterne kunne enes om en fraflytning, og senere var den eneste lovlige grund til, at en godsejer kunne sætte en bonde på porten, uanset at denne regelmæssigt opfyldte sine forpligtelser, at godsejeren selv savnede en passende bolig. I så fald skulle bonden selvfølgelig have sit indskud tilbagebetalt.

Da landskabslovene var blevet til under ganske andre samfundsforhold, måtte de bestandigt fortolkes for at kunne anvendes under de stærkt ændrede forhold, hvor betegnelser som bryder, landboer og gårdsæder ikke længere svarede til realiteterne. I Slesvig var Jyske Lov fortsat gældende, og 1488 var det godsrige Haderslev domkapitel i tvivl om, hvorledes man på lovlig vis skaffede sig af med uønskede fæstebønder. Derfor ønskede man et responsum fra Viborg Landsting, for uden videre at sætte fæstere på porten var vist ret risikabelt. I denne situation udtalte landstinget, at den korrekte måde, hvorpå en godsejer kunne opsige en fæster, var at give ham lovligt varsel til tre på hinanden følgende ting ved sankt-hanstid, og derefter var fæsteren forpligtet til at forlade gården til mikkelsdag, dvs. en tre måneder senere. Men karakteristisk nok forudsatte landstinget, at der var tale om en bonde, der havde forbrudt sig ved ikke at overholde fæsteforpligtelserne, f.eks. ved at være i langvarig restance; ellers havde landstingets godsejerjurister ikke fantasi til at forestille sig, at man ville af med en fæstebonde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Værn og vorned.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig