Laurids de Thurah blev 1700-tallets første store danske arkitekt. Hans karriere var tidstypisk: en militær uddannelse i ingeniørkorpset, som han forlod i 1753 som generalmajor – derfor det martialske kyras på Johan Homers maleri fra 1750'erne. I 1729-31 blev han sendt på en stor uddannelsesrejse, der skulle føre ham til Tyskland, England, Holland, Frankrig og Italien, for at han også kunne virke som civilarkitekt. Efter hjemkomsten udnævntes han til hofbygmester og kom dermed til at sætte sit barokpræg på Christian 6.s store byggerier: Christiansborg, Hørsholm og Eremitagen. Fra begyndelsen af 1740'rne blev det imidlertid Nicolai Eigtved og hans elegante østrigsk-franske rokoko, der nød hoffets og publikums bevågenhed, og Thurahs store periode som arkitekt var forbi.

.

I sit arkitekturværk Hafnia Hodierna fra 1748 har Laurids de Thurah vist det nye teater på Kongens Nytorv, som hans kollega og konkurrent, hofbygmester Nicolai Eigtved samme år havde fået godkendt tegningerne til af Frederik 5. Thurah har gengivet bygningens langside mod Holmens Kanal loyalt, men på en måde, der mere modsvarer hans egne barokidealer end Eigtveds lette rokoko. Bygningen, som i udvidet stand skulle fungere som Det kongelige Teater, stod indtil 1874, da den blev nedrevet for at give plads til det nuværende teater. Kælderdøren til højre fører ned til teatrets vinstue. I sin oprindelige skikkelse rummede tilskuerrummet 600 tilskuere, inklusive de kongelige herskaber i deres loger.

.

Det Holberg repræsenterede – ikke som den eneste, men som den mest fremtrædende i Danmark – var den europæiske oplysning.

Oplysningstiden i Europa stod for en udvikling bort fra et religiøst og spekulativt livssyn, hen imod et verdsligt verdens- og tilværelsesbillede. Det var 1500- og 1600-tallets bibeltro og autoritetstro holdninger, der nu blev trængt i defensiven af et nyt astronomisk og fysisk verdensbillede og af en voksende tillid til, at indsigt kunne erhverves gennem selvstændig iagttagelse og fornuft. Fornuften blev på én gang den kritiske evne og den ordnende kraft.

I fortalen til Peder Paars harcelerede Holberg over de meningsløse akademiske universitetsdisputationer, „nu om et ord, nu om en bogstav, nu om de gamles sko, tøfler, bukser, ringe, halsbånd etc. etc., hvorover man ser så mange lærde, men unyttige dissertationer”. Et grelt eksempel – en karikatur – på den lærdom, der endnu kunne findes ved et universitet som Københavns, var den disquisitio physicocritica om muldvarpens øjne og syn, som Christopher Jensen Lidøe forsvarede i 1712. Den lærde magister havde med stor flid samlet og citeret samtlige klassiske forfatteres mening om emnet. Selv at iagttage en muldvarp var ikke faldet ham ind.

Og at Jorden ikke var universets centrum – og ej heller flak som en pandekage – havde forståeligt nok nær kostet den påståelige student Erasmus Montanus både kald og kæreste, da han docerede denne ugudelige lærdom i sine forældres sjællandske landsby.

Det var farlige påstande, for oplysningstidens krav om, at viden skulle bygge på selvstændig og kritisk iagttagelse, og at alt principielt skulle stilles for fornuftens domstol, indebar ikke blot en tvivlende holdning til traditionelle autoriteter som den enevældige kongemagt og til Guds rolle i tilværelsen, men også i sin yderste konsekvens til en tvivl om Guds eksistens.

Så vidt gik oplysningstidens danske repræsentanter aldrig. I hvert fald udtrykte de sig ikke så radikalt på tryk. Men de introducerede de nye tanker og bragte dem i anvendelse over for en lang række problemer, der optog dem selv og det publikum, der købte deres skrifter – og som samtidig påvirkede forfatterne med hensyn til, hvad de skrev og hvordan.

Det var et publikum, der var enigt med Holberg, når han fremhævede borgernes indsats i Danmarks og Norges historie på den gamle adels bekostning, og når han gav økonomi og handel en hæderfuld plads i sine værker. Og de kunne nikke bifaldende, når han hævdede, at „en husfar, der har bragt et dusin af vel optugtede børn til verden”, var en større helt „end den store Alexander, der opofrede en million af mennesker”.

Det var ikke nye tanker, oplysningstidens mænd stod for. Hovedsagelig populariserede de 1500- og 1600-tallets videnskabelige gennembrud. Deres originalitet lå i formidlingen. Tidens ideal var ikke den lærde pedant, men den belæste og berejste verdensmand, der formåede at videregive sin nyttige viden til et bredt publikum, ikke på latin, tysk og fransk, men på modersmålet. Der var i stand til at skrive letlæste bøger, ikke lunge folianter. Og som kunne udtrykke sig kort, klart og behageligt i pjecer og tidsskrifter.

Det var på den anden side en udvikling, der gik langsomt, og som var længe om at sætte sig spor.

Først omkring 1720 begyndte der i København at komme egentlige aviser med nyhedsstof. De udkom med et par numre om ugen på dansk, tysk eller fransk; og det meste af deres indhold var taget direkte fra hollandske og tyske aviser. Disse aviser forblev et hovedstadsfænomen langt op i 1700-tallet.

Den avis, der begyndte at udkomme i Odense i 1735, var i en menneskealder den eneste danske provinsavis. Og indtil der i 1729 blev givet et kongeligt privilegium til en bogtrykker i Odense, havde København monopol på de aviser, der blev trykt i enevældens Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Farlig oplysning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig