I 1671 anbragtes den svære sandstensplade over Holstenporten på fæstningen Rendsborg. På latin bekendtgjorde den, at Ejderen var Det hellige tysk-romerske Riges grænse. Holsten var kejserens len, og Slesvig den danske konges. Da Napoleon i 1806 opløste Det tyske Rige, og Danmark indlemmede Holsten i det danske rige, beordrede kronprins Frederik stenen taget ned. Indtil efteråret 1863 stod den derpå i Rendsborg Tøjhus, hvorefter den blev evakueret til Tøjhuset i København.

.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var et territorialt kludetæppe, skabt af 1500- og 1600-tallets fyrstelige arvedelinger. Omkring 1700 regerede den danske konge og den gottorpske hertug over hver sine områder i Slesvig og Holsten, samtidig med at betydelige dele af de to hertugdømmer var under de to fyrsters fællesforvaltning. Og ind imellem de kongelige, de hertugelige og de fællesregerede områder lå små selvstændige fyrstendømmer samt helt mod syd enklaver tilhørende de frie tyske rigsstæder Hamburg og Lübeck og fyrstbiskoppen af Lübeck. Stridighederne mellem kongen og hertugen var grundlæggende af politisk art, idet den gottorpske hertug var indgiftet i det svenske kongehus og Sveriges loyale allierede. I det daglige antog rivaliteten karakter af endeløse kompetence- og prestigestridigheder.

For Danmarks historie er det væsentligste træk ved hertugdømmernes udvikling gennem 1700-tallet, at det opsplittede territorium blev samlet under den danske konge. Under Den store nordiske Krig havde Frederik 4. besat hertugens slesvigske og holstenske besiddelser. Efter fredsslutningen måtte de danske tropper dog rømme de holstenske dele. Frederik 4.s eneste territoriale gevinst blev derfor de gottorpske dele af Slesvig, som han i 1721 ved en arvehyldning inkorporerede i de kongelige dele – en indlemmelse, som stormagterne England og Frankrig garanterede den danske konge. Først i 1773, efter generationers sej politisk og diplomatisk indsats blev den danske kongemagts fulde territoriale mål realiseret. Det år anerkendte den gottorpske hertugslægt ikke blot inkorporationen af de slesvigske besiddelser, men afstod også sine holstenske besiddelser til den danske konge i bytte med grevskabet Oldenburg-Delmenhorst.

Sideløbende med bestræbelserne på at opnå en fredelig overenskomst med den gottorpske hertugslægt havde den danske konge gennem 1700-tallet erhvervet de fleste af de tilbageværende selvstændige områder: i 1722 og 1730 hertugdømmet Nordborg, i 1734 rigsgrevskabet Rantzau, i 1761 hertugdømmet Plön og i 1749 og 1779 hertugdømmet Glücksburg. Ved udgangen af 1700-tallet eksisterede af de selvstændige fyrstendømmer i Holsten kun det gamle fyrstbiskoppelige område omkring Eutin, der fra 1773 udgjorde en del af det nyoprettede hertugdømme Oldenburg under en sidelinie af den gottorpske hertugslægt.

Den danske konges territorialpolitik i hertugdømmerne medførte ikke, at kongens tyske provinser, som samtiden kaldte dem, blev indlemmet i Danmark. Statsretligt var hertugdømmet Slesvig et len under den danske krone. Hertugdømmet Holsten og grevskabet Oldenburg-Delmenhorst var derimod statsretligt en del af Det hellige tysk-romerske Rige, og det var ikke uden reel politisk betydning, at den danske konge i sin egenskab af hertug og greve var tysk rigsfyrste, og dermed kejserens vasal og underlagt den tyske Rigskammerret.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hertugdømmerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig