Christian 6. var arbejdsom som sin far, men helt uden dennes robuste godsejermentalitet. Det valgsprog, han antog: „Deo et Populo” – for Gud og mit folk – dækkede præcist hans opfattelse af sine pligter som enevoldskonge.

Som ventet af alle medførte kongeskiftet omfattende udskiftninger i den politiske ledelse, i administrationen og ved hoffet. Dronning Anna Sophies slægtninge og tilhængere blev afskediget. Og den unge konge brød det testamente, hans far havde udfærdiget til gunst for stedmoderen, og som han selv som kronprins havde anerkendt. Hun måtte udlevere en betydelig del af sin personlige formue samt de ærbødige breve, kongen som kronprins havde måttet skrive til hende. En del af sin formue beholdt hun dog, og hun fik tillagt en standsmæssig apanage, imod at hun tog ophold på Clausholm, som Frederik 4. havde købt og ombygget til hende.

Af natur var Christian 6. sky og kejtet, ængstelig ved ansvar og afgørelser og inderligt utilpas ved udførelsen af sine repræsentative og ceremonielle forpligtelser. Men han var lige så næn om sin kongelige værdighed og om enevældens højhed som sin far. Det var derfor også mere personlige end politiske grunde, der lå bag hans afskedigelse af de ministre, han umiddelbart efter tronskiftet havde udnævnt: selvbevidste højadelige godsejere som brødrene Christian Ludvig og Carl Adolph von Plessen og chefen for Danske og Tyske Kancelli, Iver Rosenkrantz. I stedet omgav han sig med mænd, der var indstillet på at udvise den fornødne dybe ærbødighed over for kongens person og som desuden delte hans og dronning Sophie Magdalenes gudfrygtighed og sympati for pietismen.

I den historiske tradition er Christian 6. og dronning Sophie Magdalene blevet mindet for deres bevidste distance til undersåtterne – for jernkæder om slottet, for deres fuldstændige mangel på folkelig fremtræden, for deres stærke pietistiske engagement og for deres udprægede tyskhed. Karakteristikken er ikke forkert. Men den mangler nuancer. Savnet af en udadvendt fremtræden er måske især blevet husket, fordi den stod i kontrast til sønnen Frederik 5.s affable folkelighed. „Der dänische Prinz”, som hans mor spottende havde kaldt ham. Det religiøse præg ved hoffet var endvidere ikke nyt. Også i Frederik 4.s sidste år havde hoflivet været stille og stærkt religiøst. Kongefamiliens stærke personlige fromhed gav sig dog ikke udslag i religiøs fanatisme, og embedsbesættelser i pietistisk favør uden for hovedstaden var få og uden nævneværdig kirkepolitisk betydning.

Kongens og dronningens tyskhed stod heller ikke i speciel skarp kontrast til tidens kulturelle normer. Men i kongens sidste år begyndte en borgerlig dansk national selvforståelse så småt at udvikle sig, og den videre nationale udvikling under Frederik 5. har dannet grundlag for en national kritik af Christian 6.s regeringsperiode – en holdning samtiden næppe har delt. I det længere perspektiv fik Christian 6.s kongegerning navnlig betydning ved den velovervejede og konstruktive krisepolitik, herunder opbygningen af en statsadministration, der kunne fungere som redskab for enevældens erhvervspolitik. Hermed medvirkede Christian 6. – uden at ville det og formentlig også uden at vide det – til en langsom vægtforskydning i opfattelsen af enevælden, fra kongen til staten.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Christian 6.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig