Landbefolkningen mødte tidens nye kirkelige tanker, når sognet fik en ny præst. I sådanne situationer kunne der opstå spændinger mellem menighedens ureflekterede ortodoksi og tilvante forestillinger og det fremmede, den nye præst forkyndte.

Normalt var sognepræstens autoritet tilstrækkelig til at forhindre konflikter. Men enkelte steder reagerede landbefolkningen i de sidste år af 1700-tallet åbent og aktivt imod deres præsts forsøg på at lade oplysningstidens og rationalismens fade forkyndelse og milde, optimistiske menneskesyn træde i stedet for ortodoksiens stærke vægt på synd og nåde.

Stærkest blev reaktionen i en række sogne mellem Horsens og Vejle. I nogle menigheder opstod der modstand mod, at den nye Evangelisk-kristelig Salmebog skulle afløse Kingos Salmebog fra 1699, og at børnene ikke længere skulle undervises efter Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed fra 1737, men efter biskop Balles Lærebog i den evangelisk-kristelige Religion fra 1791.

Enkelte steder formåede præsten ikke at forhindre, at det kom til åben strid inden for menigheden, og at kongens og kirkens autoritet blev anfægtet. I Langeskov kom de vakte, som en senere tid gav navnet „de stærke jyder”, i 1799 i regulært slagsmål på kirkegården med menighedens flertal, der støttede deres sognepræst. Protesten kom såvel fra tjenestekarle som fra gårdmænd, og de blev alle straffet med bøder.

I Nebsager nåede den religiøse konflikt sit foreløbige højdepunkt under en kirkegang i 1802, da to unge vakte tjenestekarle, Jens Andersen og Claus Pedersen, førte an i en veritabel sangerkrig, der effektivt forhindrede indførelsen af den nye salmebog. Som gammel mand huskede Jens endnu den søndag i kirken: „A kun rov å Claus kund syng, men så kom der syv læs dævl og syv læs degne, men vi sang lige rask; da Claus gik op til alteret, sang a jen, og da a gik til alters, sang Claus; men vi stod os.”

Åben konflikt mellem menighed og statskirke var uhørt. Umiddelbart lykkedes det statskirkens repræsentanter at inddæmme og tæmme modstanden, som skulle vise sig at være et forvarsel om de folkelige vækkelser en menneskealder senere, hvor den afgørende strid mellem statskirke og folkekirke blev udkæmpet. Men allerede den tidlige folkelige protest kunne dog notere sig resultater. I Øster Snede sang menigheden helt frem til 1966 efter Kingos Salmebog fra 1699.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De stærke jyder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig