Danmarkshistorien

Den store Landbokommission

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Christian 7.s underskrift var ikke sejren for reformtilhængerne. Tværtimod blev den signalet til kampen om landboreformerne. Og at der kunne ventes kamp, fremgik også af det kommissorium, Reventlow udarbejdede, og hvori han gjorde, hvad han formåede, for at berolige modstanderne i statsrådet og de opskræmte danske godsejere.

Den store Landbokommission blev nok bemyndiget til „at se på alt, hvad der kan tjene til forbedring af bondestandens vilkår”. Men med det udtrykkelige forbehold: „så vidt kun sådant kan ske, uden at nogen af jorddrotternes lovlige ejendomsrettigheder derved indskrænkes, og uden at jorddrotterne hindres i deres godsers lovlige brug og benyttelse”.

Et velovervejet politisk signal til godsejerne om, at de ikke behøvede at frygte for deres ejendoms- og dispositionsrettigheder. Men den opmærksomme godsejer kunne på den anden side ikke undgå at se, at enevældens garanti kun gjaldt hans lovlige rettigheder. Hvad det var, ville blive en politisk afgørelse. Og brugen af det politisk ladede ord „jorddrotter” har næppe beroliget godsejerne. I enevældens Danmark var der kun én drot: kongen.

Schack-Rathlou og Rosenkrantz protesterede imod nedsættelsen af Den store Landbokommission og imod dens kommissorium. De valgte imidlertid at forblive i statsrådet og lede modstanden derfra.

Den 16 mand store kommission var sammensat af både tilhængere og modstandere af reformer. Det var imidlertid ikke noget tilfælde, at den vigtige post som sekretær blev betroet den overbeviste reformtilhænger Christian Colbiørnsen. Og det var heller ikke uden politisk betydning, at det blev bestemt, at kommissionens forhandlinger skulle offentliggøres. I kampen mod reformmodstanderne havde tilhængerne en vigtig allieret: den slagkraftige offentlige mening i hovedstaden.

Et af de tidligste satiriske stik i reformdebatten var tegnet af Nicolai Abildgaard, stukket af J.F. Clemens og averteret til salg i marts 1787. Landbokommissionen taler og skriver og trækker tiden i langdrag. Til lystig militærmusik konkurrerer samtidig en bonde og en godsejer om, hvem der vejer tungest i staten og samfundet. Godsejeren er fremstillet som en grobrian med pisk og sporer og med hirschfænger ved siden, og som værn holder han sit adelige skjold med en opblæst kalkunsk hane som våben. Sympatien er på bondens side. Han er fremstillet som den, der gravede godsejerens jord, sikrede kongen skatter og soldater og gav samfundet brødet.

Den store Landbokommission gik straks i gang med sit arbejde, og allerede den 8. juni 1787 kunne Christian 7. sætte sit navn under de to første reformlove.

De to forordninger var karakteristiske ved demonstrativt at komme den reformbegejstrede offentlige mening i møde og ved politisk at være yderst afbalancerede. De bestemte, at uvildigt syn ved indgåelse og afståelse af fæste herefter skulle være bondens ret og godsejerens pligt, at en fæstebonde ikke kunne sættes fra sin gård uden en retskendelse, og at brugen af træhest, hundehul og halsjern herefter var forbudt – en gratis politisk gestus, idet næppe nogen dansk godsejer længere vovede at bruge disse straffemidler. Samtidig indskærpede forordningerne bondens pligt til at vise godsejeren den hørighed og lydighed, som han havde lovet i sit fæstebrev, samt deltage i udflytning, hvis godsejeren forlangte det.

Allerede i de to første reformlove markerede enevælden således klart, at den tilstræbte en balance mellem hensynet til godejeren og til bonden.

Året efter kom så den reform, som både samtiden og eftertiden betragtede som den vigtigste, og som blev symbolet på de samlede landboreformer: stavnsbåndsløsningen. Forordningen af 20. juni 1788 – som kongen gav sit ord på aldrig ville blive tilbagekaldt eller indskrænket – ophævede med øjeblikkelig virkning stavnsbåndet for alle under 14 og over 36 år. Efter en aftrapningsperiode skulle det fra og med den 1. januar 1800 bortfalde for alle. Samtidig overgik soldaterudskrivningen fra godsejerne til statslige sessioner.

I virkeligheden var de første resultater af Den store Landbokommissions arbejde ikke så revolutionerende, som reformtilhængerne opfattede dem – eller gerne ville opfatte dem. De to forordninger i 1787 havde således ikke indskrænket godsejernes lovlige rettigheder, men blot lovgivet mod misbrug, og formelt var stavnsbåndsløsningen heller ikke et indgreb i godsejernes lovlige rettigheder.

Joachim Otto Schack-Rathlou kunne som politiker spille på, at han i modsætning til de tyskfødte ministre var af gammel dansk adel. Efter en karriere som gesandt i Stockholm og chef for finanserne fik han efter Struensees fald sæde i gehejmestatsrådet. I begyndelsen arbejdede han godt sammen med Guldberg, blandt andet om indfødsretten, men vendte sig senere mod hoffets overhåndtagende indflydelse. Han var indviet i kronprinsens kupplan og overlevede som den eneste politiker personudskiftningen den 14. april 1784. Med sin konservative indstilling var han modstander af landboreformerne. I protest mod stavnsbåndsløsningen nægtede han at tjene kongen, og han organiserede fra sine østjyske godser den fortsatte reformmodstand. Malet 1783 af C.A. Lorentzen.

I 1733 havde kongen forpligtet godsejerne til at stille soldater, og havde betalt for det med stavnsbåndet. I 1788 fritog kongen godsejerne for at stille soldater, og tilbagekaldte derfor også stavnsbåndet.

Den politiske realitet var dog en anden. Godsejerne havde erhvervet deres godser og disponeret over dem i en periode, hvor stavnsbåndet gav dem et stærkt magtmiddel over for godsets beboere. Eller mere enkelt udtrykt: de havde købt og betalt for et gods med stavnsbåndsrettigheder. For dem måtte stavnsbåndsløsningen derfor stå som en ekspropriation uden erstatning og et brud med en hævdvunden produktionsform.

Det forklarer, hvorfor godsejernes repræsentanter i statsrådet reagerede så skarpt. Dagen efter at kongen havde underskrevet stavnsbåndsløsningen, forlod Schack-Rathlou og Rosenkrantz statsrådet i protest. På et tidspunkt, hvor reformarbejdet kun lige akkurat var begyndt, og hvor de tunge politiske problemer: hoveriet, tienden, udskiftningen og udflytningen endnu ikke var kommet til behandling i den politiske ledelse, nægtede de at tjene deres konge.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Joachim Otto Schack-Rathlou kunne som politiker spille på, at han i modsætning til de tyskfødte ministre var af gammel dansk adel. Efter en karriere som gesandt i Stockholm og chef for finanserne fik han efter Struensees fald sæde i gehejmestatsrådet. I begyndelsen arbejdede han godt sammen med Guldberg, blandt andet om indfødsretten, men vendte sig senere mod hoffets overhåndtagende indflydelse. Han var indviet i kronprinsens kupplan og overlevede som den eneste politiker personudskiftningen den 14. april 1784. Med sin konservative indstilling var han modstander af landboreformerne. I protest mod stavnsbåndsløsningen nægtede han at tjene kongen, og han organiserede fra sine østjyske godser den fortsatte reformmodstand. Malet 1783 af C.A. Lorentzen.

© Dette billede må du ...

Et af de tidligste satiriske stik i reformdebatten var tegnet af Nicolai Abildgaard, stukket af J.F. Clemens og averteret til salg i marts 1787. Landbokommissionen taler og skriver og trækker tiden i langdrag. Til lystig militærmusik konkurrerer samtidig en bonde og en godsejer om, hvem der vejer tungest i staten og samfundet. Godsejeren er fremstillet som en grobrian med pisk og sporer og med hirschfænger ved siden, og som værn holder han sit adelige skjold med en opblæst kalkunsk hane som våben. Sympatien er på bondens side. Han er fremstillet som den, der gravede godsejerens jord, sikrede kongen skatter og soldater og gav samfundet brødet.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
ekspropriation
i dansk ret tvungen afståelse af ejendomsret ell ...Artikel i Den Store Danske
Lorentzen
Da fornavnet Lorentz har været almindeligt i Sønderj ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Nicolai Abildgaard
 1743-1809, dansk billedkunstner. Han dyrkede et nor ...Artikel i Nordisk Mytologi
hirschfænger
stor jagtkniv eller kort sværd, ofte med tveægge ...Artikel i Den Store Danske
disponeret
(se disponere ), oplagt; rask; det modsatte af ind ...Artikel i Den Store Danske
Nicolai Abildgaard
Nicolai Abraham Abildgaard , 11.9.1743-4.6.1 ...Artikel i Den Store Danske
udflytning
se udskiftning . ...Artikel i Den Store Danske
Christian Colbiørnsen
1749-1814, dansk jurist. Colbiørnsen var født i N ...Artikel i Den Store Danske
kommissorium
(afledt af lat. committere 'betro et hverv'), udta ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OFel
13/02/2012
  • Læst 722 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki