Den tyske præstesøn og læge Johann Friedrich Struensee er både hjemme og i udlandet den kendteste skikkelse i 1700-tallets Danmark. Trods alt hvad der er skrevet om ham, er han imidlertid forblevet en gåde, en historisk skikkelse, som skiftende generationer har set og tolket ud fra egne normer og idealer. Også portrætterne af Struensee viser meget forskellige fysiognomier og udtryk. Det mest vellignende er formentlig det portræt, den unge sønderjyske maler C.A. Lorentzen i 1771 udførte af diktatoren med Mathilde-ordenens rødlige bånd om halsen.

.

I 1771 fik maleren Peder Als til opgave at udføre et portræt af dronning Caroline Mathilde og den lille kronprins Frederik. Den hastige politiske udvikling medførte imidlertid, at kun skitserne blev færdige. Udkastet viser den unge mor, der afslappet hviler på en sofa i sit kabinet, mens sønnen – iført naturligt børnetøj og med en vandkande i hånden – læner sig tillidsfuldt til hende. Hele opfattelsen er i tidens stil og Rousseaus ånd. Det udelukker dog ikke, at billedet også skulle være et svar på offentlighedens kritik af dronningen som en utro hustru og en dårlig mor.

.

Kistebladet fra 1772 viser dronning Caroline Mathilde i mandsdragt og i mandssadel. Forargelsen over det åbenlyse forhold mellem dronningen og Struensee var stor, men indtil paladsrevolutionen var det begrænset, hvad man vovede at sige og trykke. Efter den 17. januar 1772 vældede det derimod frem med smædevers og spottestik. Kritikeren synes ikke at have hæftet sig ved, at mandsdragt var sidste mode, og at alle fyrstebørn blev båret af en amme. Budskabet er dog ikke til at tage fejl af, og fra sit fængsel kigger Struensee ud mellem tremmerne.

.

Henrettelsen af Enevold Brandt og Struensee på Østre Fælled den 28. april 1772 fremkaldte et stort antal reportagestik. Det mest nøjagtige og detaljerede gengiver det høje tømrede skafot omringet af udkommanderede soldater og matroser. Det viser øjeblikket, hvor skarpretteren Gottschalk Mühlhausen har halshugget Struensee, og hans knægt holder det blodige hoved op til beskuelse. Oppe på skafottet står Struensees sjælesørger, pastor Munter, generalfiskal Wivet og kongens foged og hans fuldmægtig. Til venstre for skafottet holder arbejdsvognen med Brandts parterede krop. Kusken venter på, at Struensees mishandlede legeme kastes efter, før han kan køre ud til Vestre Fælled, hvor de to henrettedes lig blev lagt på hjul og stejle.

.

På den store udenlandsrejse havde den unge tyske præstesøn vist sig at udøve en beroligende indflydelse på kongen. Umiddelbart efter hjemkomsten blev Struensee derfor udnævnt til den lægelignende stilling som kongens oplæser. Dermed fik han sin daglige gang ved hoffet, men først i foråret 1770 begyndte politiske iagttagere at se Struensee som en mulig magtfaktor i kampen om kongen.

På det tidspunkt levede han sammen med kongeparret og havde indledt det forhold til den ensomme 19-årige dronning, hvis frugt blev prinsesse Louise Augusta. Men først under kongeparrets og Struensees ophold i sommeren 1770 i Holsten fjernt fra ministrene og hofintrigerne begyndte han sin halvandet år lange magtperiode.

Struensees magtgrundlag var hans forhold til dronningen samt hans personlige autoritet over for kongen, hvis psykiske tilstand forværredes måned for måned. Hans magtmiddel var kabinetsordrerne.

Efter Kongeloven var den enevældige konge fuldstændigt ubundet i udøvelsen af sin enevoldsmagt. En direkte kongelig befaling, mundtlig eller skriftlig, var tilstrækkelig. Og fra kongens kabinet, hans private sekretariat, var der altid udgået befalinger vedrørende nådesbevisninger.

Men de danske enevoldskonger havde aldrig – som de franske konger Ludvig 14. og Ludvig 15. – brugt kongens kabinet som et egentligt politisk redskab. Siden 1660 havde den danske konge truffet sine beslutninger i sit gehejmekonseil, på grundlag af råd fra sine ministre og informationer fra sine kollegiechefer.

Sådan var den danske politiske tradition. Men der stod intet sted skrevet, at den danske enevælde skulle udøves i samarbejde med ministre og kollegiechefer.

Under sommeropholdet i Holsten tog Struensee kongen som gidsel. Overopsynet med kongen gav han sin ungdomsven, den tyskfødte adelsmand Enevold Brandt, der fik tildelt en række hofstillinger, blandt andet som direktør for det franske hofteater. Til at være om kongen i det daglige indkaldte han kongens gamle lærer, Reverdil.

Og ved kabinetsordrer lod han kongen afskedige de mænd, der indtil da havde tilhørt kliken af favoritter. Ved tilbagekomsten til hovedstaden i efteråret 1770 var Struensee derfor parat til at indlede sin kortvarige karriere som diktator.

I 1760'erne var Struensee i det kulturelt vågne Altona og på holstenske herresæder blevet overfladisk påvirket af oplysningstidens ideer, som han blandt andet havde stiftet bekendtskab med gennem læsning af Voltaire og Rousseau. Fornuften blev hans ledestjerne, og hans tanker gik i retning af at reformere et forældet statsapparat og udrydde fordomme og traditioner, der stod i vejen for fremskridtet.

Et egentligt gennemtænkt reformprogram synes imidlertid hverken han selv eller hans snævre omgangskreds af ligesindede at have haft. De to kabinetsordrer, han umiddelbart efter tilbagekomsten til Christiansborg lod kongen underskrive, var typiske ikke blot for hans reformtanker, men også for hans politisk farlige utålmodighed.

Den ene, der sigtede mod at professionalisere statstjenesten, indskrænkede den tildeling af ordener og titler, som enevælden i så rigt mål havde brugt til at sikre sig loyalitet. Den anden ophævede med et pennestrøg censuren og dekreterede en uindskrænket trykkefrihed.

De to kabinetsordrer den 4. september 1770 bar Christian 7.s underskrift. Og det samme gjorde de følgende. Men fra foråret 1771 var de kun underskrevet af Struensee under påberåbelse af kongens mundtlige bemyndigelse. Med byger af kabinetsordrer dikterede han reformer, hvoraf mange var både velmente og hensigtsmæssige og nogle for øvrigt forberedt allerede før magtovertagelsen. Men de fleste kom til at virke mod deres hensigt.

Centraladministrationen reagerede mod de forhastede reformer og de summariske afskedigelser med stigende modvilje og med al den seje forhalingstaktik, den var i besiddelse af. Struensees moderne og humane tanker stødte an mod tradition og moral: man forargedes over, at helligdagenes antal blev indskrænket, at den strenge sædelighedslovgivning blev liberaliseret, og at der – vendt mod de mange ombringelser af spædbørn født uden for ægteskab – blev anbragt en diskret kasse ved Den kongelige Fødselsstiftelse, hvor moderen anonymt kunne aflevere sit barn.

Struensees demonstrative tyskhed og udstrakte brug af udenlandske hjælpere affødte en national reaktion i de borgerlige kredse, han ellers havde haft mulighed for at tiltrække og bruge som magtbase. Hans åbenlyse forhold til dronningen og hans moderne opdragelse af den lille kronprins til hårdførhed – af samtiden udlagt som bevidst vanrøgt – vakte almindelig forargelse. Og kongens stedmor, enkedronning Juliane Marie, og hendes søn arveprins Frederik måtte ikke blot tåle ydmygende tilsidesættelser, men også føle en voksende frygt for deres personlige sikkerhed.

Politisk råderum sikrede Struensee sig i efteråret 1770. Midlet var at isolere kongen. Alle de gamle ministre – Bernstorff, Moltke, Reventlow og Thott – blev afskediget, og konseilet blev ophævet som institution. Samtidig undergravede Struensee administrationens hævdvundne vej til politisk indflydelse, idet kollegiecheferne blev afskåret fra at fremføre deres embedsområdes sager direkte for kongen. Og ved at lade sig udnævne til kongens maître des requêtes sikrede Struensee sig endelig, at alle bønskrifter til kongen skulle gå gennem ham.

Fra december 1770 var Struensee effektivt i stand til at regere som diktator i den hjælpeløse og fuldstændigt isolerede konges navn. Først i juli 1771 markerede han dog magtovertagelsen, idet han i forbindelse med den lille prinsesse Louise Augustas dåb lod sig udnævne til lensgreve og gehejmekabinetsminister.

Modstanden mod diktatoren havde hele tiden eksisteret. Men i efteråret 1771 tog den fast form. Den direkte baggrund var dels upopulære nedskæringer i hærens styrke, dels rygter om at Struensee og dronningen planlagde at rydde kongen af vejen og selv tage magten. Utilfredse officerer tilrettelagde et kup, og ved at inddrage enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik kastede de et skær af legalitet over kuppet.

Paladsrevolutionen fandt sted efter et maskebal på Christiansborg Slot den 16. januar 1772. Kort efter midnat indfandt enkedronningen sig i kongens sovegemak, hvor hun pressede sin skrækslagne stedsøn til at underskrive de allerede renskrevne arrestordrer.

I de tidlige morgentimer blev Caroline Mathilde, Struensee, Brandt og flere af deres tilhængere arresteret. Dronningen blev i hast ført til Kronborg og de øvrige til Kastellet, hvor Struensee blev lagt i lænker.

Dramaets første akt var forbi. Anden akt var retsopgøret.

Beviserne mod dronningen for utroskab var mange og overbevisende. Hun accepterede en skilsmisse, der indebar, at hun aldrig mere fik sin spæde datter og sin treårige søn at se. Og hun forlod Danmark om bord på et engelsk orlogsskib, der førte hende til kong Georg 3.s nordtyske arveland Hannover, hvor hun tog ophold på slottet i Celle.

Struensee og Brandt blev stillet for en særligt nedsat kommissionsdomstol. I sig selv en normal retsform i sager, hvor kongen var part. Men blandt dens ni medlemmer var de nye magthaveres agent, Ove Høegh-Guldberg.

Anklagen mod begge lød på krænkelse af den enevældige majestæt. Begge erkendte deres skyld – der for Brandts vedkommende dog blot bestod i, at han ved en enkelt lejlighed i efteråret 1771 havde ladet sig provokere til et slagsmål med kongen, sådan som kongen havde gjort det med flere af sine pager. Begge blev kendt skyldige.

For øjnene af en tusindtallig tilskuerskare på Østre Fælled den 28. april 1772 blev slutscenen i det makabre politiske drama derpå udspillet. Først blev Brandt ført op på skafottet og frigjort fra sine lænker; dommen blev oplæst og hans adelige våben sønderbrudt af bøddelen. Så blev hans højre hånd afhugget, dernæst hovedet, hvorpå kroppen blev afklædt og parteret i fire dele. Derpå blev Struensee ført op, og på bøddelblokken, der drev af vennens blod, blev han underkastet det samme barbariske ritual.

Dommene var juridisk uangribelige. Både Struensee og Brandt havde klart forbrudt sig imod bestemmelserne i Kongeloven og Danske Lov, og straffen var udtrykkeligt præciseret i loven. Den hastige proces og den skånselsløse eksekvering af de forældede straffebestemmelser fra 1683 var imidlertid lige så klart politisk bestemt.

De nye magthavere var bange. Deres eget grundlag for at gribe magten var forfatningsmæssigt lige så svagt, som Struensees havde været, og til sin død i 1775 repræsenterede den forviste dronning Caroline Mathilde et realistisk politisk alternativ.

Derfor var det så vigtigt for de nye magthavere at gennemføre de barbariske offentlige henrettelser, skønt de stred både mod enevældens politiske tradition for mildhed og mod tidens mere humane syn på forbrydelse og straf. Henrettelserne på Østre Fælled var en kold og kynisk demonstration, ligesindede til skræk og advarsel.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Struensee og Guldberg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig