Danmarkshistorien

Guldbergs kabinetsstyre

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Om morgenen den 17. januar stod de nye magthavere over for et hovedproblem: hvordan skulle de legitimere det nye styre?

Den 13. februar forelå deres løsning. Den dag lod de Christian 7. underskrive den Forordning om Oprettelsen af et Gehejmestatsråd, som helt frem til 1848 skulle udgøre det formelle grundlag for den danske enevældes magtudøvelse.

Deres mål var for så vidt klart. De ville sikre deres kontrol over kongen og deres greb om den politiske ledelse. I deres valg af midler markerede de tydeligt, hvad de ikke ville. De ville ikke acceptere et gehejmekonseilstyre som under Frederik 5., der havde regeret uden om kongefamilien og hoffet. De ville ikke acceptere, at kollegiecheferne fik egentlig politisk magt. Og de ville ikke risikere, at andre for fremtiden misbrugte kongens underskrift.

Derfor forbød forordningen, at kollegiechefer fik sæde i det nye statsråd, – med udenrigsministeren som eneste undtagelse. Kollegiecheferne måtte ikke længere forelægge deres sager direkte for kongen uden om statsrådet. Samtlige forestillinger fra kollegierne skulle for fremtiden forelægges i statsrådet, og dér skulle kongen underskrive dem. Og ingen måtte adlyde en af majestæten underskreven ordre, før den havde været forelagt i statsrådet og dér blevet bekræftet af kongen.

Christian 7.s vogter var den jævnaldrende mecklenburgske adelsmand Engel Schack. Så sent som i slutningen af november 1771 havde Struensee udnævnt den unge kammerjunker til kammerpage, med pligt til at være om kongen dag og nat. Efter kuppet den 17. januar 1772 var Schack et villigt vidne i processen mod Struensee og Brandt, og han blev af de nye magthavere belønnet med at forblive i sin stilling som opvartende kammerherre med rang af hofmarskal. Vigilius Erichsen har omkring 1776 malet den unge hofmand – Pomade-Schack kaldte hans uvenner ham – med alle de kongelige herskabers nådesbevisninger: Dannebrogsordenen, Christian 7.-ordenen og ringen med kongens navnetræk. Efter regeringsskiftet i 1784 blev Engel Schack afskediget fra sine hofstillinger og udnævnt til amtmand i Flensborg.

De nye magthavere fik det statsråd, de ønskede. Kontrollen over det sikrede de sig ved at udnævne ministre, der var loyale over for kongefamilien og hoffet. Men de vovede ikke at give afkald på Kongelovens fiktion om, at kongen selv regerede sine riger og lande. For Christian 7. betød det, at han resten af sit livløse liv – til han gik til sine fædre i marts 1808 – måtte fungere som marionet og figurere som enevoldsmonark.

Han måtte præsidere ved endeløse tafler og sige komplimenter ved modtagelsen af fremmede gesandter. Og han måtte næsten daglig være til stede i statsrådet og prente sit kejtede Approberet. Christian Rex under akter, hvis indhold han ikke kendte, og hvis rækkevidde han ikke fattede. Vægrede han sig ved at skrive under, ventede ministrene blot, til kongen havde glemt sin vægring.

I mangt og meget lignede den nye magtmodel den gamle. Men på et vigtigt punkt adskilte de nye magthavere sig fra Struensee. De gjorde en bevidst indsats for at betrygge og udbygge deres oprindeligt spinkle magtbasis. De opbyggede et solidt politisk fundament af godsejere, embedsmænd og borgere. Og de gjorde det ved en udstrakt brug af titler, ordener og kontante gunstbevisninger samt ved at føre en udpræget godsejervenlig politik og udvise en demonstrativ danskhed.

Den lille gruppe, der greb magten i januar 1772, havde politisk været påfaldende konturløs. På et tidligt tidspunkt blev officerselementet elimineret fra den politiske ledelse, og efter få år stod det klart, at det nye styre havde én ledende politisk skikkelse: Ove Høegh-Guldberg.

Guldberg blev akademikeren i 1700-tallets danske politik. Som søn af en fattig jysk bedemand var han med slægtninges støtte hjulpet frem til den vanlige teologiske embedseksamen, hvorefter han – takket være sine omfattende teologiske og historiske kundskaber – i 1761 blev udnævnt til professor ved Det adelige Akademi i Sorø.

Bag sin ryg blev prinsesse Louise Augusta kaldt la petite Struensee. Struensee var da også hendes far, men officielt var hun lyst i kuld og køn som datter af Christian 7. og Caroline Mathilde. Miniatureportrættet af den lille pige med den fine hat i den alt for store kronede armstol afslører ikke, at hun i virkeligheden var en vigtig brik i et kompliceret politisk spil. Af politiske grunde blev hun purung bortgiftet til hertug Frederik Christian af Augustenborg for at forhindre en fremtidig dynastisk adskillelse af kongeriget og hertugdømmerne. Hele sit liv forblev hun dog Frederik 6.s loyale søster, og efter hans død blev hun en klog svigermor for den sidste enevoldskonge, Christian 8.

En smuk, men ingenlunde enestående karriere. Hans historiske placering har andre årsager. Dels at han i 1761 blev kaldet som lærer for arveprins Frederik, som dronning Juliane Marie ønskede opdraget på dansk. Dels hans loyale støtte til sit herskab natten mellem den 16. og 17. januar 1772.

Guldberg nærede en religiøs ærefrygt for enevælden og samtidig dyb personlig hengivenhed for enkedronningen og for sin ubetydelige elev, hvis kabinetssekretær han blev i 1771. Derfor stod han med liv og sjæl ved Juliane Maries side under paladsrevolutionen. I kommissionsdomstolen, der dømte de faldne storheder, gik han sit herskabs ærinde.

Og over for det nye statsrådsstyre var han deres og hoffets loyale agent. Så meget han end adskilte sig fra den højadelige A. G. Moltke, lignede han ham i politisk fornemmelse og overblik og i politisk stil. Heller ikke Guldberg tog formelt sæde i regeringen. Sin magt udøvede han ved og fra hoffet, fra 1774 som kongens gehejmekabinetssekretær.

Det nye styres foretrukne instrument blev nemlig ikke det nye gehejmestatsråd, men de gamle kabinetsordrer – der vel at mærke nu alle bar kongens underskrift, og som alle behørigt blev fremlagt i statsrådet, hvor kongen bekræftede dem.

I begyndelsen omhandlede kabinetsordrerne kun personsager og nådesbevisninger, men gradvist udviklede de sig til egentlige politiske direktiver. Den politisk og forfatningsmæssigt vigtige forordning om indfødsretten i 1776 havde således på intet tidspunkt været drøftet i statsrådet, men udsprang direkte af en kabinetsordre i Guldbergs hånd og med kongens underskrift. Igennem 1770'erne gik den politiske udvikling i retning af at koncentrere den faktiske magt ved hoffet og reducere statsrådet til et organ, der blot formelt bekræftede de allerede trufne beslutninger.

C. F. Stanley tegnede i 1777 Ove Høegh-Guldbergs forgemak i Prinsens Palæ og gav dermed et instruktivt billede af, hvad der fulgte med den politiske magt. Allerede i 1773 havde en opmærksom iagttager bemærket, at Guldberg var „herre over både regn og smukt vejr”, og at alle, der ville opnå noget, opsøgte statssekretæren. I forgemakket trænges adel og borger, præster og bønder med deres bønskrivelser, skulder ved skulder med hoffolk og officerer. I døren hilser en audienssøgende dybt bukkende den magtfulde mand.

Kun én mand kæmpede imod denne udvikling. Det var den unge udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff, en brorsøn til Frederik 5.s udenrigsminister. Hans udnævnelse var ikke udtryk for, at han politisk var hoffets mand, men skyldtes, at han professionelt blev anset for uundværlig. På den baggrund måtte hans kamp for statsrådets autoritet blive udsigtsløs. I slutningen af 1770'erne kom han politisk til at stå mere og mere isoleret, og i efteråret 1780 fandt hoffet et anvendeligt påskud til at lade kongen befale ham at søge sin afsked.

Påskuddet var en forbigående diplomatisk uoverensstemmelse med Rusland over den danske neutralitetspolitik. Den virkelige grund var, at Bernstorff i hoffets øjne var ved at blive en farlig mand. I januar 1781 ville kronprins Frederik fylde 13 år og dermed ifølge Kongeloven blive myndig. Kredsen om Juliane Marie frygtede, at Bernstorff i den situation kunne stå frem som politisk leder af en opposition imod hoffet og indføre et statsrådsstyre under den retmæssige tronfølger.

Derfor blev Bernstorff afskediget. Fra november 1780 lå den politiske magt fast i enkedronningens hånd, og de følgende fire år blev denne magt udøvet af Guldberg i form af et rent kabinetsstyre.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

C. F. Stanley tegnede i 1777 Ove Høegh-Guldbergs forgemak i Prinsens Palæ og gav dermed et instruktivt billede af, hvad der fulgte med den politiske magt. Allerede i 1773 havde en opmærksom iagttager bemærket, at Guldberg var „herre over både regn og smukt vejr”, og at alle, der ville opnå noget, opsøgte statssekretæren. I forgemakket trænges adel og borger, præster og bønder med deres bønskrivelser, skulder ved skulder med hoffolk og officerer. I døren hilser en audienssøgende dybt bukkende den magtfulde mand.

© Dette billede må du ...

Bag sin ryg blev prinsesse Louise Augusta kaldt la petite Struensee. Struensee var da også hendes far, men officielt var hun lyst i kuld og køn som datter af Christian 7. og Caroline Mathilde. Miniatureportrættet af den lille pige med den fine hat i den alt for store kronede armstol afslører ikke, at hun i virkeligheden var en vigtig brik i et kompliceret politisk spil. Af politiske grunde blev hun purung bortgiftet til hertug Frederik Christian af Augustenborg for at forhindre en fremtidig dynastisk adskillelse af kongeriget og hertugdømmerne. Hele sit liv forblev hun dog Frederik 6.s loyale søster, og efter hans død blev hun en klog svigermor for den sidste enevoldskonge, Christian 8.

© Dette billede må du ...

Christian 7.s vogter var den jævnaldrende mecklenburgske adelsmand Engel Schack. Så sent som i slutningen af november 1771 havde Struensee udnævnt den unge kammerjunker til kammerpage, med pligt til at være om kongen dag og nat. Efter kuppet den 17. januar 1772 var Schack et villigt vidne i processen mod Struensee og Brandt, og han blev af de nye magthavere belønnet med at forblive i sin stilling som opvartende kammerherre med rang af hofmarskal. Vigilius Erichsen har omkring 1776 malet den unge hofmand – Pomade-Schack kaldte hans uvenner ham – med alle de kongelige herskabers nådesbevisninger: Dannebrogsordenen, Christian 7.-ordenen og ringen med kongens navnetræk. Efter regeringsskiftet i 1784 blev Engel Schack afskediget fra sine hofstillinger og udnævnt til amtmand i Flensborg.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Flensborg
Flensburg , by i bunden af Flensborg Fjord i ...Artikel i Den Store Danske
kabinetssekretær
den af monarken, dvs. kongen eller dronningen, perso ...Artikel i Den Store Danske
Juliane Marie
 4.9.1729-10.10.1796, dronning. Født i Wolfenbüttel, ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Schack
nedersaksisk uradelsslægt, som kendes fra 1100-t ...Artikel i Den Store Danske
Schack
Nordtysk adel. Joachim S. var 3. gang gift med E ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
legitimere
1. gøre legitim ; mens legitimere sig betyd ...Artikel i Den Store Danske
Kongeloven
den danske enevældes forfatningsdokument fra ...Artikel i Den Store Danske
Struensee
tysk slægt, der kan føres tilbage til Christian ...Artikel i Den Store Danske
Engel Schack
Engel Carl Ernst Schack ,  11.8.1750-10.12.1811, ov ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Redaktionen
22/02/2012
  • Læst 966 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki