Danmarkshistorien

Byens erhvervsliv

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Når København virkede så overbefolket, skyldtes det, at der foruden boliger også skulle være plads til et voksende antal værksteder og fabrikker i de snævre gader. Byens erhvervsliv skulle udfolde sig inden for de snævre baggårde. En af de mest almindelige virksomheder var brændevinsbrænderier, der leverede den billige og socialt set ødelæggende snaps. Når akvavit næsten intet kostede, skyldtes det, at der ved fremstillingen, der var baseret på destillation af et udkog af byg eller kartofler, kom et meget næringsrigt biprodukt, masken, der egnede sig fint til kreaturfoder. Til brænderierne hørte derfor oftest en rummelig kostald. Den lå ikke så sjældent på første sal, fordi fyrstedet og de store kobberkedler til destillationen måtte være i jordhøjde. Køerne blev derfor hejset op i stalden som kalve og tilbragte resten af deres liv formodentlig i en bimmelim af masken og dens indhold af ikke fordampet alkohol. Endnu i midten af 1880'erne rummede Københavns gader ca. 125 brændevinsbrænderier, der tilsammen husede over 3000 køer. Ved siden af sås ofte svinestier i gårdene, hvor byens køkkenaffald omsattes. Knap 1000 svin fristede en tilværelse inden for byens volde og prægede dens duft og lyde. På voldene og ude på broernes grønne områder gik næsten 1200 får og græssede.

Væveseddel fra I. H. Rubens dampvæveri. Fabrikken lå på Rolighedsvej på Frederiksberg og beskæftigede i 1860'erne henimod 400 med tilvirkning af bomuldstøj. De nye, lettere bomuldsvarer slog helt den gamle klædeindustri ud. Også sejldugsfabrikationen, der tidligere var en vigtig industrigren, forsvandt med dampskibenes sejr over sejlskibene.

Gaderne genlød af larm fra hamre og andet klangfuldt værktøj. Byen rummede et rigt udbud af håndværksvirksomheder med en mester og en række svende og lærlinge. Værkstedernes medarbejdere boede ofte hos mester og nød godt af den gamle patriarkalske husorden. Men denne ældgamle erhvervsstruktur var i hastig opløsning i 1860'erne. Både mestre og svende havde forgæves kæmpet mod ophævelse af lavene i 1857. Efter lovens vedtagelse opgav håndværkerne med ét alle gamle sædvaner og samarbejdsmønstre og søgte end ikke at etablere nye samarbejdsorganer. Fra 1862, hvor næringsloven trådte i kraft, havde erhvervslivet næsten ingen faglige organisationer, og det var en medvirkende årsag til, at håndværkssvendene tabte en betydelig del af deres arbejde til ufaglærte, der var langt billigere som arbejdskraft og lettere at kommandere med for mestrene. Kun inden for byggefagene holdt svendene rigtigt sammen også efter 1857. Her havde hver mester nemlig ofte 20-30 svende. Mange af disse murere og tømrere var så gamle, at de havde giftet sig og skulle ernære en familie af den dårlige løn. De gifte tømrer- og murersvende blev siden hen nogle af fagbevægelsens pionerer i dens kamp for at presse mestrene til højere løn.

En anden og vigtigere faktor undergravede det gamle håndværk. Det var industrialiseringen. De første årgange af ingeniører uddannet ved Polyteknisk Læreanstalt hentede ny teknik til Danmark og sørgede bl.a. fur, at de lidt større virksomheder købte dampmaskiner og dertil hørende maskiner. Dermed var vejen beredt til masseproduktion og ansættelse af billige ufaglærte arbejdere. I 1847 var der kun 49 dampmaskiner i hovedstaden, men i de følgende år tiltog antallet med stigende hast – i 1855 sendte 81 dampskorstene kulrøg ud over byen, i 1873 over 200 – byen var langsomt ved at blive „moderne” og få små mindelser om det industrielle miljø i f.eks. Manchester eller Ruhrområdet. Den tidlige industris håbløse fattigdom kendte man endnu i tressernes København kun fra Dickens' romaner, der blev flittigt læst herhjemme, efterhånden som de løbende bragtes som føljetoner i Fædrelandet. Oliver Twist kunne man f.eks. læse i bladet dag for dag fra januar 1850.

Baron Gottlieb Gedalia spillede en dominerende rolle i københavnsk erhvervsliv op til slutningen af 1870'erne. Som finansmand var han et naturtalent. Han nåede at samle en mægtig formue og dominere bankverdenen og en række store virksomheder. Hans magt udgik fra hjørneejendommen på Højbro Plads, som han lod gengive på sin skydeskive, da han blev fuglekonge. Som menneske var Gedalia en forfængelig figur, som hele byen lo af. Barontitlen købte han 1870 i San Marino. I 1875 gik han konkurs, og til sin død i 1888 prøvede han forgæves at genvinde sin position.

Byens største virksomhed var Orlogsværftet med knap 500 arbejdere, Baumgarten og Burmeister – det senere B & W havde 211 medarbejdere i 1855, men der var i øvrigt kun i alt 15 virksomheder i byen, der havde mere end 80 ansatte. En af dem, J. Chr. Jespersens Chokolade- og Kradsuldsfabrik, bød, som man ser, på et ejendommeligt varesortiment! I midten af 1850'erne var der i alt beskæftiget ca. 10.000 egentlige arbejdere på byens fabrikker. Omkring 1870 var tallet steget til næsten 20.000, et politisk mindretal i byen på ca. ni procent. Arbejderne var begyndt at blive synlige i gadebilledet.

En stigende del af arbejderne var kvinder, ofte beskæftiget i tekstilindustrien med hjemmearbejde. I tobaksindustrien tjente mange hundrede børn på mellem ti og 14 år ved at sortere dæksblade og hjælpe de faglærte, der kunne rulle cigarer. At ryge stor cigar blev fra 1860'erne borgerskabets kæreste last, et af mange nye rigdomstegn. Cigaren var meget smartere end de besværlige lange piber. Ude på landet fandt man dog cigarer for dyre og holdt sig endnu nogle generationer til piberne med det store porcelænshoved. Godt stoppet med „Melange nr. 1” var der røg til lang tid.

1860'erne kom til at danne overgang mellem den gamle og den ny tid, en etableringsperiode både på landet og i byerne. København gik i spidsen for udviklingen mod det industrielle samfundsmønster på godt og ondt. I løbet af dette årti dannedes de økonomiske forudsætninger for den store erhvervsekspansion, nemlig et organiseret kapitalmarked. Mange købstæder havde fået mindre lokale diskontokasser og sognene deres sparekasser. Men i 1857 grundlagde Tietgen med Privatbanken det første landsdækkende pengeinstitut ved siden af Nationalbanken. Desuden trivedes en række mindre, men vigtige bankiervirksomheder, der havde nære forbindelser til købstædernes købmandshuse. Mange af dem blev drevet af jødiske familier som vekselerere eller vekselmæglere. Nogle opnåede ved børsspekulationer at få stor indflydelse i erhvervslivet. Det gjaldt den skandaleomsuste baron Gedalia, for en tid en alvorlig konkurrent til Tietgen. Andre jødiske familier drev mere traditionel bankier- og vekselererforretning, hvor handelen med guld og ædelstene indgik sammen med køb og salg af værdipapirer. En betydelig stilling indtog dynastiet efter Ruben Henriques jr. med dets udstrakte internationale forbindelser, der jævnligt hjemtog store lån til staten fra Hamburg eller Paris.

Baron Gottlieb Gedalia spillede en dominerende rolle i københavnsk erhvervsliv op til slutningen af 1870'erne. Som finansmand var han et naturtalent. Han nåede at samle en mægtig formue og dominere bankverdenen og en række store virksomheder. Hans magt udgik fra hjørneejendommen på Højbro Plads, som han lod gengive på sin skydeskive, da han blev fuglekonge. Som menneske var Gedalia en forfængelig figur, som hele byen lo af. Barontitlen købte han 1870 i San Marino. I 1875 gik han konkurs, og til sin død i 1888 prøvede han forgæves at genvinde sin position.

Det jødiske element i København var dengang stærkere end nu, ca. to procent af byens indbyggere. M. L. Nathansons mangeårige arbejde på at åbne forbindelsen mellem den jødiske menighed og befolkningen resulterede i en betydelig assimilation. Mange unge jøder fik højere uddannelser og indgik i akademiske stillinger i det offentlige og det private erhvervsliv. En stor del af de jødiske familier, der i et århundrede havde levet beskedent som silke- og klædehandlere i byen, etablerede sig nu også som fabrikanter. De ejede omkring 1870 ca. en tredjedel af byens tekstil- og beklædningsfabrikker.

I 1860'erne skabtes også begyndelsen til et andet hovedtræk i det moderne industrisamfund: det jernhårde arbejdsmarked med et proletariat, der blev trykket ned af arbejdsgiverne. På landet er udviklingen omkring tyendeklassen beskrevet i afsnittet Klasseskel på landet. I København foregik en tilsvarende forarmelse af underklassen. Forholdet var ikke så meget, at arbejdslønnen blev sat ned. Noden udviklede sig snarere ved, at priserne langsomt steg og gjorde lønnen mindre værd. Det gjaldt særlig huslejen. Byggeriet holdt ikke trit med befolkningstilvæksten, og dermed blev lejen tvunget ca. 40-50 procent op. Mange børnerige familier, der før boede i to værelser, måtte nu leje det ene ud. Dertil kom, at arbejdsløsheden også dengang florerede, men i et større omfang end nu. I 1860 blev det således konstateret, at 400 af byens 1200 skomagersvende var uden arbejde, ligeledes 320 af 870 gifte snedkersvende foruden ikke mindre end tre femtedele af samtlige malersvende i byen. I hælene på fattigdommen fulgte pantelånerne; efter en opgivelse fra 1863 var der i de foregående år dukket 160 pantelånerkontorer op i byen. Deres rente lå mellem 350 og 650 procent pr. år.

Omnibussen, der gik fra Frederiksberg til Christianshavn, fotograferet 1865. Ellers var det hestetrukne sporvogne, ofte toetages, der dominerede den tidligste offentlige transport i København. Den første tilladelse til en sporvogn blev givet i 1859, men linierne kom først i gang fra 1863. I 1866 blev de mange enkeltkoncessioner købt op af C. F. Tietgen og samlet i aktieselskabet De kjøbenhavnske Sporveje.

Det var ikke, fordi det manglede på offervilje fra byens borgere. Filantropien var i mange tilfælde en effektiv form for socialhjælp. Netop i 1860'erne, hvor konflikten mellem arbejdere og arbejdsgivere næppe endnu var synlig, dukkede en lang række hjælpeforanstaltninger op, dampkøkkener med gratis mad, „Fattige Børns Fodbeklædning” og lignende. En af de stærkeste drivkræfter i denne godgørenhed var den energiske konservative politiker C. V. Rimestad. I „Arbejderforeningen af 1860” samlede han 2-3000 af byens borgere i et omfattende hjælpearbejde for arbejderne. De gjorde bl.a. en imponerende indsats med undervisning og kulturformidling for at forebygge den kløft mellem arbejderstanden og borgerskabet, som man kunne se åbne sig faretruende i andre europæiske lande. Man skal ikke undervurdere betydningen af dette på mange måder idealistiske stykke filantropi. Men indsatsen var altså ikke stærk nok til at forhindre sulten og „farlige” europæiske ideer i at sprede sig til København i de følgende år. Da socialismen dukkede op, havde Rimestad og hans forening mistet sin indflydelse i byen.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Omnibussen, der gik fra Frederiksberg til Christianshavn, fotograferet 1865. Ellers var det hestetrukne sporvogne, ofte toetages, der dominerede den tidligste offentlige transport i København. Den første tilladelse til en sporvogn blev givet i 1859, men linierne kom først i gang fra 1863. I 1866 blev de mange enkeltkoncessioner købt op af C. F. Tietgen og samlet i aktieselskabet De kjøbenhavnske Sporveje.

© Dette billede må du ...

Baron Gottlieb Gedalia spillede en dominerende rolle i københavnsk erhvervsliv op til slutningen af 1870'erne. Som finansmand var han et naturtalent. Han nåede at samle en mægtig formue og dominere bankverdenen og en række store virksomheder. Hans magt udgik fra hjørneejendommen på Højbro Plads, som han lod gengive på sin skydeskive, da han blev fuglekonge. Som menneske var Gedalia en forfængelig figur, som hele byen lo af. Barontitlen købte han 1870 i San Marino. I 1875 gik han konkurs, og til sin død i 1888 prøvede han forgæves at genvinde sin position.

© Dette billede må du ...

Baron Gottlieb Gedalia spillede en dominerende rolle i københavnsk erhvervsliv op til slutningen af 1870'erne. Som finansmand var han et naturtalent. Han nåede at samle en mægtig formue og dominere bankverdenen og en række store virksomheder. Hans magt udgik fra hjørneejendommen på Højbro Plads, som han lod gengive på sin skydeskive, da han blev fuglekonge. Som menneske var Gedalia en forfængelig figur, som hele byen lo af. Barontitlen købte han 1870 i San Marino. I 1875 gik han konkurs, og til sin død i 1888 prøvede han forgæves at genvinde sin position.

© Dette billede må du ...

Væveseddel fra I. H. Rubens dampvæveri. Fabrikken lå på Rolighedsvej på Frederiksberg og beskæftigede i 1860'erne henimod 400 med tilvirkning af bomuldstøj. De nye, lettere bomuldsvarer slog helt den gamle klædeindustri ud. Også sejldugsfabrikationen, der tidligere var en vigtig industrigren, forsvandt med dampskibenes sejr over sejlskibene.

Viser 4 af 4 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Hamburg
(da. Hamborg ), storby i Nordtyskland ved El ...Artikel i Den Store Danske
filantropi
velgørenhed; ofte med en forbindelse til kristen ...Artikel i Den Store Danske
Højbro Plads
plads i København mellem Amagertorv og Gamme ...Artikel i Den Store Danske
destillation
adskillelse af to eller flere flygtige stoffe ...Artikel i Den Store Danske
socialhjælp
se kontanthjælp . ...Artikel i Den Store Danske
Orlogsværftet
tidligere samlet betegnelse for Holmen i Københ ...Artikel i Den Store Danske
Rimestad
Slægten der formodes at have navn efter en lokalitet ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelig forfatter
KHvi
13/02/2012
  • Læst 1020 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki