• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fortiden set fra nutiden

Oprindelig forfatter KHvi

I sommeren 1863 åbnedes trafikken på en del af den nye jernbane op langs Jyllands østkyst. Det danske Jernbane-Driftselskab bekendtgjorde den store nyhed med annoncer, bl.a. i Viborg Stiftstidende. Med stolthed bragtes også den nye, let overskuelige køreplan: tre tog om dagen i hver retning. Neden under fartplanen stod med et tykt NB: „Jernbanetiden er ca. ti minutter før byens tid”. Den lille bemærkning var meget vigtig. Hvis man ikke kendte til den, ville man komme for sent til toget hver eneste gang. Noten fortæller en væsentlig historie om den tids Danmark. Den nye skinnevej, der nu blev lagt gennem Danmark, fik for første gang landet til at hænge sammen ikke alene rent materielt gennem metalskinnerne, men også mentalt eller rettere tidsmæssigt. Med de gamle postvogne spillede tidsforskellen ingen rolle, men med jernbanetogene, der susede afsted med ca. 30 km i timen, blev man nødt til at betragte Danmark som en helhed. Solen stod faktisk op ti minutter senere i Viborg end i København. Men køreplanerne blev lagt i København, og der kunne man virkelig ikke tage hensyn til astronomiske nuancer i forhold til landets periferi. Det lille NB stod kun den ene gang på køreplanen i Viborg. Siden bøjede man sig i Jylland og stillede urene ti minutter frem efter hovedstadens klokker. Men først i 1880 fik Danmark officielt fællestid for hele landet.

 Maleren Vilhelm Kyhns store maleri fra egnen ved Himmelbjerget lyser af kærlighed til det danske landskab. Kyhn, der var jævnaldrende med den tidligt afdøde J. Th. Lundbye, opfyldte dennes løfte om systematisk at ville „male det kære Danmark”. Gennem sit lange liv op til 1903 berejste Kyhn landet og malede sine landskabsbilleder. Han udtrykte i oliefarver på lærred den nationalromantiske naturbegejstring, som tidens digtere beskrev i vers og prosa.

Maleren Vilhelm Kyhns store maleri fra egnen ved Himmelbjerget lyser af kærlighed til det danske landskab. Kyhn, der var jævnaldrende med den tidligt afdøde J. Th. Lundbye, opfyldte dennes løfte om systematisk at ville „male det kære Danmark”. Gennem sit lange liv op til 1903 berejste Kyhn landet og malede sine landskabsbilleder. Han udtrykte i oliefarver på lærred den nationalromantiske naturbegejstring, som tidens digtere beskrev i vers og prosa.

Dansk historie i den sidste halve del af 1800-tallet handler netop for en stor del om, hvordan landet på mange forskellige måder kom til at hænge sammen, geografisk, teknisk, åndeligt, politisk og nationalt. Det er ikke en umærkelig, rolig udvikling, men en kamptid, fordi befolkningen efterhånden vågner til politisk selvbevidsthed og lag for lag rejser sig til kamp for sine rettigheder, politisk, socialt og økonomisk. Danmark gennemgår forvandlingen fra bondeland til industrisamfund, fra privilegiesamfund til demokrati og fra naturalieøkonomi til en ren pengeøkonomi. Den gamle tids mænd udfoldede utrolige anstrengelser for at standse udviklingen og bevare deres privilegier. Men fornyelsen i samfundet voksede frem nedefra og rejste sig som bølger, der stødte mod magthavernes politiske barrierer og gennembrød dem langsomt trods stærk modstand. Under disse kampe udviklede Danmark sig til det moderne kapitalistiske samfund.

I 1883 udgav vor store litteraturkritiker Georg Brandes en bog med en række rosende personskildringer af den lille flok forfattere, der fulgte hans litterære ideer: Det moderne Gennembruds Mænd. Hans modstandere forargedes over hans ubeskedne lovprisning af egne tilhængere på andres bekostning. Men med betegnelsen Det moderne Gennembrud havde han givet et rammende navn til den periode, han selv gennemlevede. Navnet lød som en fanfare, en stolt erkendelse af, at det gamle bondeland Danmark havde gennembrudt mure, der gennem århundreder havde holdt landet tilbage fra at blive moderne ikke alene i forhold til dets egen fortid, men også stillet over for det øvrige Europa.

Vi er endnu tæt på denne tid, har et vist følelsesmæssigt engagement i de politiske og økonomiske konflikter, der rasede dengang. Det stærke politiske engagement lyste igennem i de første historiske skildringer af det halve århundrede mellem 1850 og 1900. Radikale historikere, der selv havde taget aktiv del i de års politik, kom også til at præge senere generationer, ja, til dels nutidens opfattelse af tiden før 1900 gennem deres mange historiske værker og skolebøger.

Efterkrigstiden har med velfærdssamfundets interesse for det sociale og det lokale fået nye briller på, også når det gælder synet på tiden før 1900. Begrebet historie er blevet bredt ud, man forsøger at betragte fortidens samfund mere generelt. Udviklingen bestemmes ikke alene af beslutninger fra magthaverne. Man må stille spørgsmålet: hvor i samfundet skete den fornyelse, der førte fremad? I perioden 1850-1900 groede nye og originale ideer og initiativer spontant op fra „græsrødderne” i befolkningen, ofte på flere sociale niveauer samtidigt, små lokale cirkler, som i løbet af de fem årtier smelter sammen til store, livskraftige bevægelser.

Heller ikke for 150 år siden var landet en lukket enhed. Det var under stærk påvirkning sydfra og vestfra. I virkeligheden kan man sige, at kun ganske få nydannelser, teknisk, ideologisk og videnskabeligt, var ægte danske opfindelser. Åndeligt såvel som materielt var vi også dengang en del af fastlandet – eller som det hedder i indledningen til første udgave af det store topografiske værk Trap Danmark: „Det danske monarki består af en fra det europæiske fastland fra Elbfloden mod nord udskydende halvø samt ca. 200 øst og vest for denne halvø beliggende små og store øer.”