Fattigplanen for Sønderup-Suldrup pastorat i Himmerland fra 1814 viser fattigforsorgen i praksis. Sognepræst Maximilian Suckow har her opregnet de fattige og inddelt dem i de påbudte tre klasser. Under første klasse hører tre personer på henholdsvis 74, 68 og 74 år – det var de gamle eller syge, der intet kunne tjene til livets opretholdelse. To børn på 11 og 7 år er placeret i anden klasse. I tredje klasse finder man kvinder mellem 50 og 60, der ifølge forordningens bestemmelser og også efter præstens kommentarer delvis skulle kunne tjene til deres underhold. Til denne klasse hører også husmand Niels Olsens kone og børn. Niels Olsen er fraværende i kongelig tjeneste, dvs. at han antagelig ligger inde som soldat. Pastoratets udgifter til de fattige blev fortrinsvis erlagt i naturalier – rug og byg – og blot tre rigsdaler blev givet i kontant understøttelse. Det var sognepræstens opgave at administrere fattigordningen, vurdere de fattiges trang og værdighed og fremskaffe de nødvendige midler ved ligning på pastoratets beboere.

.

På Stagsted Hede på den østlige side af Jyske Ås mellem Brønderslev og Sæby har Historisk Samfund for Hjørring Amt for få år siden sat dette mindesmærke for begivenheden i Hedehuset den 1. november 1841. De dræbtes navne er anført på stenens bagside. Allerede under retssagen efter drabene samlede der sig udbredt sympati for de syv bønder, og den dag i dag kan man i Vendsyssel høre folk fortælle med en vis stolthed, at de nedstammer fra en af de syv mænd, der – krænkede i deres retsfølelse – tog loven i egen hånd. De syv blev idømt fængselsstraffe og forholdsvis kort tid efter benådet. De vendte hjem og levede resten af deres liv som respekterede medlemmer af det lokale samfund.

.

Da Søren Pedersen i 1811 afløste sin fader på gården i Havrebjerg, gik hans forældre på aftægt. Det var den normale forsørgelsesmåde, når alder eller svagelighed meldte sig. Gården, stedet eller huset skulle så underholde aftægtsfolkene, for hvem det også normalt var en ret at sikres en anstændig begravelse efter egnens skik, når den tid indtraf. Søren Pedersens forældre havde selv fået opført et hus, som han skulle holde ved lige, og fra gården skulle der årligt ydes visse mængder korn, malt, kød, tørv og græsning til en ko og to får.

"Og da de flyttede fra gården ud i huset medtog de følgende: 1 seng med alt tilbehør, 3 ildkar, 1 stort madskab, 2 stole, nogle trækar, to kister, deres gangklæder og noget linned til deres fornødne brug. Deslige også tager de 1 ko og 3 får og 1 gås … "

Efter de nøjagtige optegnelser over ydelserne at dømme har Søren Pedersens forældre, der døde få år efter, ikke lidt materiel nød. Og selv om de ikke længere var gårdmandsfolk, må man regne med, at de som aftægtsfolk har beholdt deres tidligere status i det lokale samfund. Aftægten var den pension, man kunne vente, når man havde drevet sin gård vel og svaret sine forpligtelser.

Men langtfra alle i landbosamfundet kunne regne med en aftægt. Søren Pedersen fik ombygget forældrenes aftægtsbolig til en lejlighed, der husede en indsidder, dvs. en husmand uden jord, højst med et stykke have.

Det var ifølge forfatteren til beskrivelsen af Randers amt, J. C. Hald, en beklagelsesværdig klasse af mennesker. Når de giftede sig, regnede de „alene på den understøttelse, de, som fattiglemmer, kunne vente af sognet for dem og deres altid voksende børneflok”.

Det var et fast element i enhver drøftelse af udstykning og udparcellering i de første årtier af 1800-tallet, at man overvejede denne befolkningstilvækst i forhold til fattigvæsenets faktiske eller formentlig fremtidige udgifter til underhold af disse folk – dels i arbejdsløshedsperioder, dels når alder eller sygdom meldte sig.

I 1803 blev fattigvæsenet omorganiseret efter „Reglement for fattigvæsenets provisoriske indretning og bestyrelse på landet i Danmark”. Dette reglement gav ret til understøttelse til alle, der ikke ved egne kræfter på lovlig måde kunne ernære sig. De fattige blev inddelt i tre klasser: 1. Gamle, syge og svækkede, 2. Fader- og moderløse børn eller børn af forældre, der var ude af stand til at forsørge dem, og 3. Familier og enkeltpersoner, som af forskellige årsager ikke tjente tilstrækkeligt til livets ophold.

Understøttelsesberettiget var den, der i mindst tre år havde boet og på lovlig vis ernæret sig i kommunen, der var den økonomiske ramme for forsørgelsen. De fattige af 1. klasse skulle sikres kost, klæder, husly, varme samt pleje i tilfælde af sygdom, men det stod den lokale kommission frit for at indrette sig efter de lokale omstændigheder. De fattige børn i 2. klasse skulle sikres skolegang som andre, og de blev normalt sat i pleje for betaling. De fattige i 3. klasse skulle sikres det mest nødvendige og fortrinsvis skaffes arbejde.

I Åsum sogn umiddelbart øst for Odense var den „fulde almisse”, dvs. ydelsen til de fattige af 1. klasse, for årene 1811-20 gennemsnitlig ca. 80 kg rugmel, ca. 48 kg malt, ca. 12 kg bygmel, ca. 12 kg gryn, 4 kg flæsk og 4 kg smør samt 600 stkr. tørv årligt. Det svarede i grove træk til emæringssituationen i Danmark i 1918, da rationeringen under 1. verdenskrig var strammest. For nogle sogne på Lolland er det for 1840'rne beregnet, at de fattigunderstøttedes ernæring har svinget lige omkring eksistensminimum.

Fattigvæsenet regulerede fra begyndelsen af 1800-tallet forholdene for dem, der ikke kunne klare sig selv. Der fandtes mange steder hospitaler og legater for de fattige. Og landbosamfundet accepterede langt op i 1800-tallet tiggeri fra „ens egne” fattige som et led i forsørgelsessystemet, hvilket har bidraget til at hjælpe på fattigfolks ernæringssituation. Man rev også mange steder „marken let”, for at de fattige kunne samle aks, når høstfolkene var færdige.

I 1841 opskræmtes man af en uhyggelig begivenhed, der fandt sted på Stagsted Hede i Skæve sogn i Vendsyssel. Syv mand med sværtede ansigter dukkede op i fattighuset og tævede husets voksne mandlige beboere ihjel med medbragte stokke og en spade. Det viste sig at være bønder fra de nærliggende byer, der ville afstraffe en tyvebande, der holdt til i fattighuset.

En særdomstol blev nedsat, og efterhånden dømtes – foruden de syv bønder – 170 personer for et utal af lovovertrædelser. Det var i én uendelighed tyveri og hæleri af fødevarer, penge, klæder osv. Ofrene var enligtliggende gårde og huse, som man let kunne bryde ind i ved nattetide, eller når beboerne var ude. Mordene førte her til afdækning af et kriminelt miljø, hvor et mindretal synes at have været „heltidstyve”, mens resten var hælere eller stjal, når lejlighed bød sig.

Denne og lignende sager i 1800-tallets første halvdel kastede lys over landbosamfundets allerunderste lag, hvor fattigunderstøttelse, tiggeri, for kvindernes vedkommende prostitution, og kriminalitet gled over i hinanden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Nederst i landbosamfundet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig