Sognepræsten i Romdrup-Klarup øst for Ålborg udfærdigede i 1816 denne plan for et nyt skolehus med undervisningslokale til højre og lejlighed til læreren til venstre. 1814-loven krævede gennemførelsen af et omfattende skolebyggeri, da der mange steder enten ikke fandtes egentlige skolebygninger, eller fordi de, der fandtes, var i miserabel tilstand. Loven satte nogle minimumskrav. Blandt andet skulle skolestuen være mindst fire alen høj (ca. 2,5 meter), og der skulle være „anstændigt husrum” til læreren og hans familie.

.

Københavns Universitets hovedbygning blev indviet i 1836. Arkitekten Peter Malling havde oprindelig tænkt sig en klassicistisk bygning i stil med C. F. Hansens Metropolitanskole og Frue Kirke. Men genopbygningen af universitetet trak ud, og nye arkitekturstrømninger begyndte at gøre sig gældende. Da man endelig kom i gang omkring 1830, havde Malling ladet sig inspirere af den middelalderlige gotik. Hovedbygningen skulle oprindelig have været på 11 fag, men af økonomiske årsager blev de nedskåret til syv. Arkitekten arbejdede bevidst ud fra den forudsætning, at bygningen skulle opleves i et skråperspektiv, idet C. F. Hansens kirke forhindrede en frontal beskuen af facaden i hele dens udstrækning. Det bærende motiv, de tværstillede gavle, har størst effekt, når man ser dem skråt forfra.

.

Regensen omkring 1830. Samtidigt litografi. Regensens bygninger stammer fra midten af 1700-tallet, og de undgik ødelæggelse under bombardementet i 1807. Indtil den nye hovedbygning blev opført, benyttede universitetet kirkesalen i billedets baggrund som festsal ved højtidelige lejligheder. Til venstre i billedet den sagnomspundne lind, der var plantet i 1783 og stod til 1954. Regensen kunne huse ca. 100 beboere, og det var derfor en ret betydelig del af studenterbefolkningen, der kunne nyde godt af gratis husly og kommunitetet, 4 rdl. om måneden. Det var af stor betydning for det liberale akademiske miljø, at størstedelen af tidens jævnaldrende jurister. teologer og medicinere havde et personligt kendskab til hinanden fra Regensen eller fra Studenterforeningen.

.

Hans Christian Ørsted, malet af C. W. Eckersberg i 1822, da Ørsted havde placeret sig som den ledende skikkelse i dansk naturvidenskab og to år forinden havde gjort den epokegørende opdagelse af elektromagnetismen. Det blev Ørsteds indsats i Danmark at gøre naturvidenskaben til et eksakt, eksperimentelt begrundet fag. Han var tillige en praktisk-organisatorisk skikkelse, der i 1824 fik oprettet Selskabet til Naturlærens Udbredelse i Danmark og i 1829 blev den første direktør for Polyteknisk Læreanstalt. Hans indsats for at skabe danske ord og udtryk for naturvidenskabelige begreber har sat sig spor i dagligsproget: ilt, brint, vægtfylde, tidevand m.fl.

.

Almueskolen var et afsluttet forløb, der ikke ledte videre. Et andet uddannelsesforløb udgjordes af latinskolerne og universitetet. Sammenhængen mellem de to led illustreres ved, at skolerne nok dimitterede eleverne, men det var universitetet, der eksaminerede til studentereksamen, der så gav adgang til de videre studier.

Latinskolernes forhold var reformeret 1805-09, hvor sigtet var at forbedre undervisningen og hævde lærerstillingen ved disse skoler. Skolernes antal blev stadig reduceret og de nedlagte skolers midler henlagt til de fortsat eksisterende. Efter at Fredericia lærde skole var ophørt 1817, var der 20 i kongeriget, et tal, som yderligere formindskedes til 16 i 1846.

Undervisningsforløbet var otteårigt. Latin og græsk var hovedfagene, men fagkredsen var i øvrigt ret omfattende, og pensum var krævende. Skolernes rektorer og overlærere skulle fra 1818 have bestået den filologiske embedseksamen, men hovedparten af lærerkræfterne var teologer, for hvem lærerstillingen normalt var et gennemgangsled til et præstekald.

De godt 20 skoler sendte årligt omkring 150 dimittender til universitetet. Reformerne af den lærde skole havde gjort denne mere elitepræget, bl.a. skulle man erlægge skolepenge. Størstedelen af eleverne rekrutteredes derfor fra akademikerhjem eller de mere velstillede lag i by og på land.

Latinskolen forberedte til embedsstudier ved universitetet i København. Det var ved universitetet, der fandt en videregående uddannelse sted, og det var omkring denne læreanstalt, at der fortrinsvis blev drevet videnskabelig forskning. Der var enkelte andre højere uddannelsessteder – således veterinærskolen, oprettet 1773, der uddannede dyrlæger, og fra 1829 Den Polytekniske Læreanstalt.

Tilsvarende bød de militære kadetakademier på videregående undervisning i de fag, der var af betydning for hær og flåde, og fra 1830 skulle Den kongelige militære Højskole arbejde for „udviklingen af en højere videnskabelig dannelse i militærstanden”.

Men universitetet var perioden igennem den centrale højere uddannelsesinstitution. Man optog årligt mellem 100 og 200 nye studerende. De helt dominerende fag var teologi og jura, hvor der i 1815 var 35 kandidater i hvert fag. Hertil kom et lille antal medicinske kandidater og fra 1818 nogle få filologer.

Universitetet uddannede embedsmænd dels til kirken og dels til den lokale og centrale administration og retspleje. Den gamle tradition for brugen af latin ved eksaminer og disputatser levede endnu, og der var kun liden plads til naturfagene. H. C. Ørsted måtte således uddanne sig som farmaceut for at studere kemi og fysik, og hans egentlige videnskabelige skoling foregik på en studierejse til Tyskland og Frankrig. Først i 1817 blev han ordinær professor i fysik.

Der var sket en social højnelse af universitetsuddannelsen. Den juridiske embedseksamen var en forudsætning for ansættelse i administrationen. Ingen af den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds, der tog magten i 1784, havde en afsluttet universitetsuddannelse bag sig. Ved slutningen af det tidsrum, der behandles i dette bind, var de ledende ministre og embedsmænd så godt som alle jurister.

Universitetet havde ændret præg fra tidligere overvejende at have været en snæver præsteskole til nu især at befordre den „dannelse”, der var forudsætningen for en mere fremtrædende position i datidens samfund, det være sig opinionsmæssigt, åndeligt eller politisk.

H. C. Andersens trængselsår i Slagelse latinskole, fordi han skulle være student, hvis han ville optræde som digter, var udtryk for hans mæceners nøgterne erkendelse af vilkårene. Da en anden underklassedreng, Thomas Overskou, i 1826 debuterede med et historisk drama på teatret, følte en gruppe studenter det som en provokation, at en ikke-akademiker skrev for scenen. Det kom til optøjer ved premieren, og i de følgende år skrev Overskou under streng anonymitet, indtil hans skuespil havde opnået tilstrækkelig succes.

Universitetets omkring 6-800 studerende blev op gennem første halvdel af 1800-tallet en betydende gruppe i det københavnske liv. Studenterforeningen, der blev oprettet 1820, var et tidligt udtryk for den nye foreningsånd. „Studenterne” blev efterhånden et begreb i opinionsdannelsen – let bevægelig til hyldest eller det modsatte – ligesom „studenten” blev en type på scenen og i skønlitteraturen, oftest tegnet med positive egenskaber (af forfattere, der selv havde været studenter).

Universitetets professorer indtog i første halvdel af 1800-tallet en langt mere fremtrædende stilling end i tiden før 1800. De spillede en betydningsfuld rolle i den almindelige offentlige debat omkring æstetiske og senere samfundsmæssige spørgsmål, og da det politiske liv begyndte at udfolde sig fra 1830'rne, fik adskillige af dem hurtigt en ledende placering.

Den akademiske dannelse, formidlet gennem studentereksamen og de videregående studier til embedseksaminerne, blev i løbet af de første årtier af 1800-tallet den herskende dannelse – og de herskendes dannelse. I sidste halvdel af 1700-tallet havde adkomsten til at beklæde de øverste stillinger i samfundet været den særlige aristokratisk-kosmopolitiske dannelsesform, som f.eks. J. H. E. og A. P. Bernstorff repræsenterede. Nu ændredes det efterhånden til, at akademikeren i kraft af selve sin akademiske status kunne gøre krav på at tilhøre den kreds, der var kaldet til at præge samfundets udvikling.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dannelsens institutioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig