Krigsinflation og statsbankerot

Årene umiddelbart op til krigens udbrud havde været præget af fremgang og gode konjunkturer for landbrug og handel. Udviklingen fortsatte i nogen grad i selve krigsårene. Søhandelen blev ramt af fjendtlighederne, men trods fastlandsspærring, krig og kapere – hvor også franskmændene optrådte i danske farvande – var der mellem Danmark-Norge og Storbritannien en betydelig samhandel.

Træ fra Norge og korn fra Danmark gik over Nordsøen, mens tekstilvarer strømmede den modsatte vej. Samhandelen havde været stor i de sidste fredsår, tog så et dyk i 1808 for i de sidste år af krigen ifølge den britiske officielle statistik at ligge på samme niveau som i 1790'erne.

Landbruget var stort set uafhængigt af importen, og landbosamfundet var i vid udstrækning selvforsynende. I foråret 1809 noterede bonden i Holevad, at priserne på heste gik stærkt i vejret. Gode dyr på fire-fem år kostede 300 rdl., en almindelig bondehest indbragte 100 rdl., mens udlevede øg handledes til omkring 30 rdl. Samme sommer hørte man om, at der var betalt 14 á 18, ja op til 20 rdl. for en fjerding (28 kg) smør, „men andre ting er og i høje priser”. Ved indgangen til 1811 hed det, at „priserne var store og høje på alle ting, og næsten enhver søgte at ville tage del i prangeri”.

Også i byerne var der dem, der tjente godt. Kapervirksomheden bragte lejlighedsvis store penge hjem, og man oplevede i de danske søkøbstæder „gullaschbaroner” med pludseligt kolossalt forbrug lidt over et århundrede før, at dette udtryk blev skabt.

De stærkt stigende priser ramte den del af befolkningen, der var lønmodtagere. For embedsmænd og tilsvarende var det vanskelige år, da lønningernes købekraft udhuledes stadig mere. Arbejdslønnen steg i årene 1807 til 1813, men priserne steg mest, så reallønnen blev stærkt forringet. På baron Güldencrones godser ved Århus, Moesgaard og Vilhelmsborg, steg folkelønningerne i årene 1807-12 med mellem 100 og 350 procent. Men i samme tidsrum blev kapitelstaksterne på korn tidoblet og på smør seksdoblet.

Den politiske udvikling stillede krav om stadig større indfægter til staten. Opretholdelsen af den danske hær i hertugdømmerne krævede store summer, og andre ekstraordinære udgifter foranlediget af krigen måtte dækkes ind ved forøgede skatter. Der var indført en skattereform i 1802, der i et vist omfang lagde skat på hidtil privilegerede dele af samfundet.

Nu søgte man at hente flere penge hjem ved at beskatte køb og salg af ejendom, og i 1810 indførte regeringen en progressiv indkomstbeskatning. Man var dog ikke i besiddelse af et administrativt apparat, der kunne få denne skatteform til at fungere, og på landet blev den opgivet efter et år.

Da skatterne ikke slog til, begyndte man at finansiere de øgede udgifter for staten ved at forøge pengemængden – samtidig med at man med alle til rådighed stående midler forsøgte at holde de uundgåelige prisstigninger i skak. I 1806 havde det samlede omløb af sedler haft en værdi af ca. 25. mill. rdl., men i 1812 var der tale om 127 mill.

Sedlernes værdi i forhold til sølvværdien faldt drastisk. Ved krigsudbruddet havde den været 87 procent, men fem år senere var den 14 procent. Ved nytårstide 1813 var man tvunget til at gribe radikalt ind, og det skete ved forordningen af 5. januar 1813 om forandring af pengevæsenet.

Indgrebet betød, at der skulle oprettes en ny rigsbank med eneret på at udstede sedler for hele monarkiet – men hvis virksomhed kun kom til at omfatte kongeriget. Udstedelsen af sedler fik et loft på 46 mill. De nye betalingsmidlers reelle værdi skulle sikres ved, at man pålagde al fast ejendom en førsteprioritet på seks procent af ejendommens værdi. De seks procent kunne ejerne vælge enten at indbetale eller forrente.

I begge tilfælde skulle det ske i sølv, og indbetalingerne skulle finansiere en gradvis inddragelse af den store cirkulerende seddelmængde. En del af sølvet skulle henlægges til en beholdning, der på længere sigt skulle gøre de nye sedler indløselige. Af de maksimalt 46 mill. nye rigsbankdalersedler var de 24 afsat til at indløse de nu 144 mill. gamle sedler, hvad der svarede til en vekselkurs på 1:6.

Anders Andersen i Holevad noterede kort i sine optegnelser, at den ny lov „nedsatte vore penge til en mark fra en rigsdaler”. Den samme kurs – ca. 16 procent – gjaldt for dem, der ønskede statspapirer indløst med de nye sedler. Staten erkendte altså hermed, at den ikke kunne svare sine forpligtelser, og når pengeforandringen er gået over i historien som statsbankerotten, skyldes det dette forhold.

Den fortsatte krigstilstand vanskeliggjorde vilkårene for det reformerede pengevæsen. Kursen på de nye sedler faldt øjeblikkelig. Grevinde Reventlow skrev den 2. februar til svigerinden, at alt var forvirring på grund af den nye måde at regne på, når det drejede sig om de gamle sedler – de nye var endnu ikke kommet i omløb. Alle priser var forhøjede, selv om det på papiret kom til at se ud af mindre, når sedlernes værdi var reduceret til en sjettedel.

Den manglende tillid til de nye penge var udtryk for en udbredt mistillid til regeringens evne til at styre landet under de givne vilkår. Privat udstedte betalingsmidler florerede, og seddelkursen nåede bunden i september 1813 med ni procent.

Den rettede sig noget, men det var først landets udtræden af krigen i begyndelsen af 1814, der fik kursen til at nærme sig de 50 procent.

Pengereformen vakte betydelig uvilje, og finansministeren, Ernst Schimmelmann, blev afskediget. Der havde næppe været andre muligheder på daværende tidspunkt og under de givne vilkår, og reformen blev også uden Schimmelmann stående som grundlaget for kommende årtiers pengepolitik.

I efteråret 1813 tog Chr. D. Reventlow sin afsked fra Rentekammeret – forholdet mellem Frederik 6. og ham var tydeligt køligt i de senere år. De to ministre havde været bærende i den indenrigske styrelse siden 1784, så deres fratræden markerede et tidehverv i den politiske ledelse af land og rige.

Christian 7. var død i Rendsborg i 1808, og kronprins Frederik havde efter de mange år som kongemagtens faktiske udøver besteget tronen. I krigsårene var den politiske magt i højere grad end på noget andet tidspunkt koncentreret hos kronprinsen, fra 1808 kongen. Det var betegnende for situationen, at han den største del af tiden residerede i hertugdømmerne, Rendsborg eller oftest Kiel, i betragtelig afstand fra regeringskontorerne på Slotsholmen i København.