Løsgængeren Jacob Haugaard introduceres til folketingssalens tekniske finesser 1994. Som forgængeren Fremskridtspartiet blev Dansk Folkeparti af politiske kommentatorer ofte tolket som et udtryk for protest mod et politisk system, der ikke var tilstrækkeligt lydhørt over for vælgernes ønsker. Et klart udtryk for protest var i hvert fald valget af entertaineren Jacob Haugaard, som ved folketingsvalget i 1994 opnåede 32.000 personlige stemmer i Århus Amt. For Haugaard var der tale om en spøg, som blev drevet for vidt. Han havde allerede flere gange tidligere stillet op som repræsentant for sit en-mands parti „Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer”, hvis program bestod af punkter som „medvind på cykelstierne” og „julegaver året rundt”. Nu fangede bordet. Løsgængeren Haugaard søgte i starten at fortsætte pjanket i folketingssalen, men blev hurtigt bevidst om det politiske arbejdes alvor og endte sin politiske karriere som et seriøst arbejdende medlem i politisk nærhed af CD's gruppe. Ved valget i 1998 stillede han ikke op igen.

.

Siden 1973 havde Fremskridtspartiet udgjort et yderpunkt til højre side i det politiske landskab, berygtet for sin uforudsigelighed og sine voldsomme indre magtkampe. Efter partistifteren Mogens Glistrups udvandring i 1990 lykkedes det for en tid at dæmpe gemytterne og skabe nogenlunde fodslag omkring den samarbejdsorienterede slapperlinje, men de personorienterede magtkampe truede bestandig med at bryde ud igen. Pia Kjærsgaards forsøg på at vinde kontrol med hele partiet stødte på hård modstand fra flere andre med lederdrømme, så efter et par år var partiet tilbage i den sædvanlige kiv og ballade for åbent tæppe. Kulminationen indtraf på et kaotisk landsmøde i efteråret 1995, hvor kaos, højrøstet skænderi og endda håndgemæng herskede, og det eneste åbenlyse resultat var, at Pia Kjærsgaard og hendes støtter blev sat fra magten. Det ville Kjærsgaard ikke affinde sig med. Den 6. oktober stiftede hun Dansk Folkeparti sammen med folketingskollegerne Ole Donner, Poul Nødgaard og Kristian Thulesen Dahl.

De farverige individualister i det gamle parti måtte snart sande, at deres sejr var dyrekøbt. Ved valget den 11. marts 1998 mistede Fremskridtspartiet syv mandater, og som om det ikke kunne være nok, gerådede det ud i et nyt slagsmål, som resulterede i, at samtlige fire tilbageværende folketingsmedlemmer meldte sig ud og frem til næste valg fortsatte som løsgængere under betegnelsen Frihed 2000.

Initiativet på den yderste højrefløj overgik næsten øjeblikkeligt til Dansk Folkeparti, som viste sig særdeles slagkraftigt. Partiet havde draget den lære af Fremskridtspartiets historie, at intern uenighed var af det onde, og derfor blev der slået hårdt ned på selv den mindste ansats til afvigelse fra partilinjen. Partiledelsen bestemte suverænt, hvem der måtte udtale sig på partiets vegne, og hvad talsmændene måtte sige, og den tøvede ikke med at skride til eksklusion af dem, som overtrådte partidisciplinen. Medlemmer, som af andre årsager blev anset for at være en belastning, blev ligeledes ekskluderet. Det gav ledelsen med Pia Kjærsgaard som den ubestridte nummer et fuldstændig magt over partiet og sikrede den entydighed i budskaberne, Pia Kjærsgaard var mester i. Dansk Folkeparti havde ikke plads til „anarkister, landsbytosser og lykkeriddere”, som hun udtrykte det med klar adresse til sit gamle parti.

Med hensyn til det politiske indhold videreførte det ny parti sit ophavs stærke modstand mod indvandringen og udbyggede den til at være del af et veritabelt redningsprojekt for den danske nation og stat. Målet var at „genoprette Danmarks selvstændighed og frihed og at sikre den danske nations og det danske monarkis beståen”, hvilket indebar en kamp mod fremmede kulturers og religioners indtrængen, såvel som mod det europæiske integrationsprojekt. Dansk Folkeparti videreførte derimod ikke helt så klart Fremskridtspartiets modstand mod de velfærdsstatslige institutioner. Nok ville partiet forvandle „formynderstaten” til et samfund af frie borgere, der kunne og ville klare sig selv, og det ville skære kraftigt ned på den offentlige sektor, men det fremhævede også indimellem, at økonomisk og socialt trængte borgere skulle opretholde offentlig hjælp.

Dansk Folkeparti lancerede sig som fortaleren for de små i samfundet. „Vi gør en dyd ud af det, de andre håner,” forklarede pressechefen Søren Espersen. „De ledende i Danmark kalder jævne mennesker for bingo-folket, bodega-Danmark eller kolonihave-folket. Det er den slags, der gør folk stiktossede. Når de håner en hjemmehjælper, vender vi det om og er stolte af det.” Strategien fik succes. Ved kommunalvalgene i november 1997 fik Dansk Folkeparti repræsentation i kommuner over hele landet, og ved valget i 1998 opnåede det hele 7,4 procent af stemmerne, resulterende i 13 mandater. Men det sluttede ikke her. Partiet formåede ikke blot at skabe sig en vælgermæssig platform med sin kombination af protestpolitik og velfærdsforsvar. Det viste sig også at have behændige talsmænd, der formåede at gøre sig til acceptable samarbejdspartnere for Venstre og Det Konservative Folkeparti. Og da det bejlede til mange socialdemokratiske vælgere, var det en vigtig del af det pres, der blev lagt på regeringen for at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken. Det slog klart igennem, da Nyrup Rasmussen op til kommunalvalget i efteråret 1997 indsatte den populære Århus-borgmester Thorkild Simonsen som ny indenrigsminister. Thorkild Simonsen havde længe krævet en barskere udlændingepolitik. Nu blev han selv sat i spidsen for udarbejdelsen af en sådan. Da han i februar 2000 havde udført opgaven, kom der med Karen Jespersen en politiker på posten, som i endnu højere grad var villig til at efterkomme de udbredte folkelige krav om en hård udlændingepolitik. Danmark fik EU's mest restriktive udlændingelovgivning, og det havde Dansk Folkeparti sin store del af ansvaret for.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dansk Folkeparti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig