Arden fra Døstrup fundet i en lille mose nord for Døstrup by i Sydhimmerland. Kulstof-14 dateringer har vist, at den hører hjemme i bronzealderens slutning omkring 700 f.Kr.

.

Kornbeholdere fra den store bronzealderboplads ved Voldtofte på Sydvestfyn. I alt fem sådanne lerkar blev fundet nedgravet med et indhold hovedsagelig af byg.

.

Fiskekroge fra bronzealderens sidste halvdel. I begravelser ved kysten er disse fangstredskaber ikke sjældent medgivet som gravgave.

.

Rundt om bronzealderens bosættelser lå de små dyrkede markstykker. Dem bearbejdede man med arden, som man havde gjort det i årtusinder. Man pløjede på kryds og tværs af agrene for at smuldre jorden, så den kunne blive bekvem at så 1. Men noget effektivt pløjeredskab var arden ikke, en kraftig plovfure kunne den ikke frembringe. En muldfjæl, der kunne vende jorden, har denne primitive plov ikke haft.

En vis udvikling af pløjeredskabet fandt dog sted. Vi så i det 2. årtusinde f.Kr., at det var den enkle krogard, der var i brug. Hvorslevarden (se foto) er det ældst kendte eksemplar af denne type. Men ploven forbedredes på en række punkter og resultatet blev buearden.

Med denne var man nået frem til et mere sammensat redskab, hvis enkelte dele kunne udskiftes, efterhånden som de blev udslidte. Buearden er f.eks. sammensat af fem dele: en ås med en trækrog til fastgørelse af oksernes åg nedtappet i den forreste ende, et styr som ender i et svært ardhoved og er forsynet med et forskær og et håndtag. Efterhånden som ardskæret blev slidt, kunne det skubbes frem – for til sidst at blive erstattet af et nyt. Denne udformning fastholdt man, indtil muldfjælsploven ved oldtidens slutning langsomt trængte igennem.

De agre, som pløjningen foregik på, må have været ganske små. Men selv om man her og der har fundet små stykker af agrene bevaret under gravhøjene, er det ikke meget, vi ved om, hvordan de så ud, da kornet stod på dem. Man må regne med, at markstykkerne først og fremmest har ligget omkring bosættelsen, måske indhegnet med hække, som skulle beskytte afgrøderne mod dyrene.

En mere permanent fastlæggelse af agerskellene, som kan have resulteret i fremkomsten af voldindrammede agre – en agertype, som bliver så almindelig i jernalderen – er måske allerede sat ind i denne periode. Men vidnesbyrdene herom er endnu meget spinkle.

Når markerne var så små, skyldtes det helt enkelt den grænse, redskaberne satte for, hvor meget jord man kunne holde under dyrkning. Afgrøderne var heller ikke store, men af dem har vi til gengæld bevaret helt direkte vidnesbyrd.

En husholdnings forråd af korn fra tiden omkring 800 f.Kr. fandt man f.eks. nedgravet i fem store lerkar ved bronzealderlandsbyen på Kirkebjerget nær Voldtofte på Sydvestfyn. Indholdet af disse samt kornfund fra senere undersøgelser på stedet har givet et billede af de afgrøder, som groede på de omkringliggende marker. Hovedparten af kornet var byg, af hvilken flere arter dyrkedes. Hvedearterne emmer og spelt har også været avlet, men kun i begrænset omfang.

Interessant var det, at der på nogle af markerne havde stået hirse, en afgrøde der synes at være ny i den yngre bronzealder. Denne plante gror meget hurtigt, 60-65 dage er tilstrækkeligt fra såning til modning. Det er derfor muligt, at man har brugt den som en art fødereserve, hvis de øvrige afgrøder så ud til at svigte, idet man kunne så den sent i vækstperioden. Endelig var der tegn på, at man også havde indsamlet, ja måske endog dyrket ukrudtsplanten hvidmelet gåsefod.

Hvad Voldtofte-afgrøderne viser i forhold til tidligere tider er således en større variation af de dyrkede planter, en tendens som fortsætter i løbet af de efterfølgende århundreder. Sammenlignet med andre fund viser Voldtofte-kornet også, at planteavlen i oldtiden hele tiden var genstand for en langsomt fremadskridende ændring, uden at der på noget tidspunkt var tale om radikale skift. Sammensætningen af jernalderens afgrøder var således på flere punkter foregrebet i Voldtofte allerede flere århundreder før periodens begyndelse.

Det er dog vanskeligt at sige noget generelt om agerbrugets omfang i bronzealderens samfund. Man kan antage, at en husstand på seks-otte personer, børn og gamle medregnet, næppe har magtet at dyrke mere end et par hektarer jord. Mere tillod det arbejde næppe, som pløjningen, lugningen af markerne og afhøstningen krævede. Det vil sige at man med kornavlen kun har kunnet dække en begrænset del af det daglige proteinbehov.

Resten af føden måtte skaffes fra andre kilder, fra husdyrenes mælkeprodukter og slagtekødet især, men også fra jagt, fiskeri og indsamling af naturens egne produkter. Der er ingen tvivl om, at bronzealderlandbrugets økonomi har været meget blandet, naturligvis afhængig af de økologiske variationer, som de lokale forhold bød på.

Samspillet mellem de enkelte erhvervsformer er det imidlertid vanskeligt at bestemme. Det hænger sammen med, at knoglefundene fra bronzealderens bopladser endnu er et næsten uudforsket område. Nogle hovedlinier kan man dog skitsere. Den dominerende betydning, som kvæget havde fået i oldtidslandbruget i løbet af det 3. årtusinde f.Kr., synes stadig at være fremherskende.

Men der er heller ingen tvivl om, at der i løbet af bronzealderen opstår en tendens til mere ligelig fordeling mellem kvæget og de øvrige husdyr, som får, ged, svin og hest. Dog er billedet præget af store lokale variationer.

Går man f.eks. til den store Voldtofteboplads på Sydvestfyn, som er den vestligste plads i Danmark, hvorfra husdyrholdets omtrentlige sammensætning kendes, så ser vi, at hornkvæget indtog en absolut dominerende stilling. Ca. 80% af de bevarede knogler stammer fra okse, 11% fra svin, 5% fra får og ged, mens kun ca. 2% stammer fra hest.

På Sjælland og i Skåne ser det ud til, at kvæget ikke har indtaget den samme dominerende stilling. Her er en væsentlig mindre del af knoglerne på bopladserne fra okse. Tilsvarende har de andre husdyr en langt større procentandel i det samlede husdyrhold. Svinet kan i Østdanmark og Skåne nå op på omkring 20% af det samlede knoglemateriale, hest i enkelte tilfælde på 27% – normalt er dette dyrs andel i husdyrbestanden dog ret ringe.

Får og ged varierer særdeles meget, tilsyneladende afhængig af hvor tæt bopladsen har ligget ved kystområdernes gode græsningsarealer. Modsat synes svineholdet mere knyttet til de bopladser, som lå i indlandet. Her må svinet, ligesom i bondestenalderens landbrug have udgjort en vis sikkerhedsfaktor, idet bestanden meget hurtigt kunne udvides og i øvrigt krævede en minimal arbejdsindsats.

Det er endnu vanskeligt at sige noget generelt om husdyrholdets stilling i bronzealderens landbrugsøkonomi, bl.a. fordi lokale naturforhold har betydet så meget. Det samme gælder også den rolle, jagten, fiskeriet og fødeindsamlingen har spillet på de enkelte bopladser. I indlandet har disse erhvervsgrene ikke haft noget større omfang. Det har de derimod, naturligt nok, på de kystnære bopladser, hvor fangsten, fiskeriet og fødeindsamlingen så at sige erstatter det svinehold, som man finder på indlandets bopladser.

I visse tilfælde har man på bopladserne spor efter et overordentlig omfattende fiskeri. Herom vidner talrige knoglefund af især torsk. Ligeledes kan man også på bestemte lokaliteter se, at jagten på havpattedyr har været meget betydningsfuld.

Det er således et ret sammensat billede, der fremstår af erhvervsformen på bronzealderens bopladser. Lokale variationer i landskabet, i vegetationen og i dyrebestanden blev udnyttet vidtgående. Set på den baggrund er det enhedspræg, der var over kulturbilledet i bronzealderen, ganske påfaldende.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ploven og husdyrene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig