Vikingetidens eftervirkninger

Vikingernes plyndringstogter kommer let til at dominere vort indtryk af den tid. At krigeriske overfald og erobringer var katastrofer, som har spredt lidelse og rædsel viden om, er indlysende. Alligevel må vi ikke miste overblikket, men tage nogle forbehold. Den omstændighed, at det skriftlige kildemateriale overvejende stammer fra ofrene og deres fæller, betyder, at der er store overdrivelser angående antal af vikinger, ugerninger, ofre og tab. Dernæst må vi huske, at vikingetiden spænder over ca. 250 år – svarende til tidsrummet fra 1750'erne til i dag – og at de skiftende mål for togterne var spredt over store dele af det vest- og nordvestlige Europa.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at kontakterne med udlandet ikke kun var af krigerisk art. Handelen fortsatte ad de gamle ruter, nye ruter og markeder kom til, og handelen stimuleredes fra dansk side ved varer og ædle metaller, som vikingerne bragte hjem. Også kirkens missionsarbejde i Danmark fortsatte. Bispesæder oprettedes, og både fra tysk og frisisk område og fra det angelsaksiske England kom bisper og præster til Danmark for at så kristendommens sæd i det danske folk.

Når man til handelens og missionens muligheder for kulturelle påvirkninger føjer de erfaringer, hjemvendte og hjem-flyttede vikinger medbragte, er vejen banet for et føleligt opsving efter vikingetidens ophør. Den klimatiske medbør er allerede nævnt. De enkelte teknologiske fremskridt vil i det følgende blive omtalt i deres respektive sammenhæng. Endelig må man ikke overse betydningen af, at de, der drog udenlands, stiftede bekendtskab med samfund, der var organiseret og administreret efter en opskrift, som var ukendt hos os.

I sin oprindelse stammede denne opskrift fra det romerske imperium. Da dettes vestlige halvdel gik under i folkevandringstidens kaos, havde den katolske kirke dog for længst overtaget Romerrigets forvaltningsret til eget brug – og til brug for opbygningen af kristenhedens civiliserede samfund. Resultatet blev Karl den Stores (768-814) Frankerrige, som skulle være Romerrigets fortsættelse i Europa. Et system af over- og underordnede embeder, en centraliseret forvaltning og retspleje var hovedelementer i hans rige. Styreformen forudsætter en grad af uddannelse, som kun gejstlige besad: læse- og skrivekunst på deres fælles sprog latin. Disse kunster er betingelse for et centralstyre med greb om forvaltningen i så stort et rige. En anden betingelse er, at det lokale styre ikke må gå i arv. Denne risiko løb kirken ikke på grund af cølibatet; men Frankerriget blev undermineret af tiltagende opdeling, som blev til feudalisering, dvs. opsplitning i arvelige len, som styredes af hver sin lensherre efter rigets – og kirkens – model, men inden for geografisk overkommelige rammer.

Flere vikingehøvdinger og -konger fik tidligt len i Frankerriget, og specielt styret af hertugdømmet Normandiet overgik i 1000-tallet i effektivitet alle andre riger og regioner i Vesteuropa. Mange lærte heraf, ikke blot konger og verdslige stormænd i Frankerriget, i det angelsaksiske England og i Norden, men også gejstligheden. Og i 1066 eksporteredes den normanniske model til England med hertug Vilhelm Erobrerens invasion.

Men invasion var ikke nødvendig for at udbrede kendskabet til nye former for indretning og regulering af samfundet. I Danmark må kirke og kongemagt villigt have taget ved lære. Administrativ inddeling og apparat, møntvæsen, skat og told, ledingsvæsen osv. er vikingetidens vigtige følger på linie med de teknologiske fremskridt: skibe, møller og redskaber. De arkæologiske fund og de sparsomme skriftlige kilder må kombineres, for at disse forhold overhovedet kan forstås.