Om landsbystyret i tidlig dansk middelalder findes ingen oplysninger i samtidige skriftlige kilder. Men uden tvivl har landsbyfællesskabet, så snart det antog en fastere karakter, frembragt et organ, et landsbystævne med regelmæssige møder, der udøvede selvstyre og afgjorde tvistigheder imellem bymændene. En lang række problemer af fælles interesse krævede drøftelse og afgørelse i fællesskab, frem for alt landbrugsdriften: beslutninger om arealets udnyttelse, driftsformer, såning, høst, gærder og deres vedligeholdelse, fordeling af fælles goder og fælles pligter. I de yngre love for landene fra 1200-tallet omtales sådanne bystævner eller grandestævner (grander er beboere af gårde, der ligger i klynge) og deres vedtagelser samt valg af forskellige tillidsmænd med særlige funktioner. Men landsbystyret må have eksisteret længe før. I områder, hvor egentlige landsbyer ikke fandtes, f.eks. på Bornholm, har sognet været rammen om et lokalt selvstyre administreret af et sognestævne. Også i Skåne var stormands-gårdenes klynger af større og mindre huse det almindelige bebyggelsesmønster.

Med herredsinddelingen fulgte forsamlingen af alle bofaste bønder på herredstinget, som blandt andet må have haft kompetence til at afgøre tvister imellem to eller flere landsbyer. Men den nærmere kompetencefordeling imellem bystævnet og herredstinget kender vi ikke. Lokale sædvaner kan have været bestemmende, men vi kender dem først fra yngre perioder.

Den omstændighed, at især landbrugsdriften kræver en række fælles beslutninger med virkning for alle i landsbyen, er jo ikke ensbetydende med enighed bag afgørelserne. Men det betyder, at alle skal respektere trufne vedtagelser. Om „mindretalsbeskyttelse”, endsige „demokratiske” tilstande, har der ikke kunnet være tale. At alle bymænd mødtes på herredstinget har ikke været ensbetydende med „én mand én stemme”. Den omstændighed, at de yngre skrevne landslove blot taler om „bønder”, som synes at være ligemænd, har fremkaldt den urigtige forestilling, at der har været tale om et oprindeligt demokrati i landsby- og herredsstyret. Men de samme lovtekster røber flere steder de mere formuendes magt over de mindre. Dette i forbindelse med arkæologernes påvisning af endog ret store forskelle i gårdstørrelser i landsbyerne fra vikingetid og tidlig middelalder taler tydeligt imod, at „en bonde var en bonde” i beslutningsanliggender. Som bondehøvdingen alene bestemte på sit gods, således har landsbyens førende bonde eller bønder kunnet træffe de nødvendige beslutninger, som på stævne eller ting forkyndtes for alle og enhver – med den følge, at trods og overhørighed betød bøder. Om flertalsafgørelser har der ikke været tale i landsbystyret – så lidt som på hærtog eller under sejlads. I rettergangens bevissystem var flertalsafgørelser lige så ukendt et begreb, indtil kirken i 1200-tallet fik magt, som den havde agt, også på dette område.

Hvordan kommer vi videre med en beskrivelse af bøndernes retsstilling i tidlig dansk middelalder, deres indbyrdes retsforhold, deres forhold til de fælles organer og deres adkomst til jord og andre ressourcer – når vi nu ikke har skriftlige kilder? Vi kan forsøge at sammenligne med bønders retsstilling i andre nordvesteuropæiske regioner, hvor kilderne fra denne periode er bedre end i Danmark. Af dem kan vi lære, at det er meget farligt at slutte fra begreber, hvis betydning er utvetydig for nutiden, men som for samtiden var usikker og måske uensartet på grund af lokale opfattelser af en og samme, i reglen latinske, benævnelse.

Et af de „farlige” ord er „frihed”. At være fri i middelalderen dækker mange forskellige forhold, så mange, at den traditionelle sondring imellem frie og trælle, som også danske rets-historikere har anvendt, er mere vild- end vejledende. Frihed i middelalderen er ikke et katalog over et positivt sæt frihedsrettigheder, som vi kender dem fra grundloven. Omvendt kan man heller ikke gå ud fra, at begrebet negativt kan bestemmes som det at være fri for noget, f.eks. skatter, afgifter af jord osv., ej heller som fri for nogen. Snarere tværtimod: det at være fri er nemlig nøje forbundet med at kunne eksistere og udfolde sig under en form for beskyttelse af en højere magtfaktor. Sproghistorisk er det betegnende, at det gammeldanske ord frælsæ betyder sikkerhed for liv og gods, men fri og frihed indlånes først i senmiddelalderen fra tysk, hvor frei i betydningsmæssig sammenhæng med fred (Friede) og ven eller slægtning (Freund) er at være elsket i betydningen skånet og beskyttet. Det middelalderlige frihedsbegreb har således med forholdet imellem de stærke og de svage i samfundet at gøre. I et samfund med konkurrerende magtforhold er den mest fri, som har den mægtigste beskytter. At frelse antager en religiøs betydning kan derfor ikke undre, men for det jordiske liv er afhængigheden af en besiddende slægt eller en beskyttende bondehøvding ikke til hinder for bondens frihed, men i virkeligheden betingelsen for den. Modydelser i form af slægtssolidaritet, troskabsed, skat og landgilde er derfor ikke tegn på ufrihed, og kirkens frihed svækkes ikke, men styrkes af kongens pligt til at beskytte den.

Studiet af frihedsbegrebet synes dermed at blive en mere jordbundet undersøgelse af magtforholdene i det middelalderlige bondesamfund: Forholdet imellem storbønder og mindre bønder. Men i udlandet kompliceres dette forhold allerede i Frankerrigets tid. De fries jordbesiddelse, dispositionsret og arveret får mange forskellige former ved lensvæsenets opståen og forskellige udvikling i Tyskland, Frankrig og England. Der er i disse lande beskrevet så mange kategorier af frie, frie ufrie og ufri frie, at resultaterne ikke er til megen hjælp, når danske forhold skal forstås.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bonden og landsbyen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig