- til spot for alle nabofolk

I Rydårbogen hedder det under den 28. marts 1241: „Døde kong Valdemar, den anden Valdemar, på skærtorsdag. Sandelig, da han døde, da faldt kronen af de danskes hoved.”

Om udviklingen efter kong Valdemars død siges det, at landsmænd begyndte at kives og strides indbyrdes. Og i alle omliggende lande blev de siden til spot og spe. Videre hedder det, at de lande, som forfædrene havde vundet med sværd og sejr, ikke blot gik tabt for kronen, men de blev rigets fjender og til stor skade for det, som vi dagligt erfarer. Alt det siges høvedsmændene selv at have forvoldt ved at påføre hinanden krig. For som Vorherre siger i evangeliet: Ethvert rige i splid med sig selv går under!

Lundeårbogen konstaterer, at der indtraf solformørkelse det samme år, og at tatarerne drog erobrende og hærgende frem igennem Ungarn.

Ikke blot for Danmark, men for hele Europa så det mørkt ud. Pave Gregor 9. døde samme år og i de følgende år stod pavestolen tom. Og de mongolske tatarer faldt ind i Polen, hvor en polsk-tysk ridderhær forsøgte at stoppe dem. Det kom til et blodigt slag ved Liegnitz den 9. april 1241. Men mongolerne under ledelse af Ogotai Khan, en søn af den frygtede Djengis Khan, kunne ikke stoppes af ridderne. Det var en melding om konflikter i Centralasien, der blev årsag til tatarernes pludselige hjemfærd fra Europa, hvor tvivlen om egen uovervindelighed bredte sig. Medvirkende hertil var også, at Jerusalem i 1244 erobredes af tyrkiske krigere, og at araberne, som i Marokko var samlet under en stærk fyrste, forberedte angreb på Spanien.

Beretninger om alle disse ulykker, ledsaget af rygter og uheldsvangre varsler løb over hele Europa og skabte frygt og dermed grobund for nye religiøse bevægelser.

Det er allerede nævnt, at Anders Sunesen i 1223, hans sidste år som ærkebiskop, skænkede jord i Lund til oprettelse af et dominikanerkloster, det første tiggermunkekloster i Danmark.

Dominikanerne er en munkeorden, som blev stiftet af spanieren Dominicus (Domingo) og stadfæstet af paven i 1216. Dens medlemmer fik navnet prædikebrødrene; de skulle være præster og lagde vægten på prædiken og kætteres omvendelse. I 1221 sendte Dominicus, som vist nok selv havde besøgt Danmark, en dansker, broder Salomon fra Århus, til kong Valdemar og Anders Sunesen med breve fra sig selv og paven, som anbefalede prædikebrødrene og bad om hjælp og støtte til dem. Broder Salomon kom til København og traf der ærkebiskoppen, som efter at have læst brevene modtog ham med en velvilje, som siden fulgtes af den skænkede jord i Lund. I 1238 anerkendtes dominikanerne i Norden som en selvstændig ordensprovins. Munkene kaldtes her for sortebrødre.

Inden 1254 havde dominikanerne i Danmark ti huse, beliggende i alle stiftsbyer samt i Åhus i Skåne, i Næstved og i Haderslev. Fordi prædiken og tiggeri var sortebrødrenes hovedopgaver, var det naturligt at vælge stiftsbyerne som centre for bevægelsen.

Også andre nystiftede munkeordener fra 1200-tallets begyndelse fik betegnelsen tiggermunkeordener. De var fælles om den opfattelse, at besiddelse af jordisk gods spærrede vejen til Gudsriget. Derfor levede de af tiggeri, som organiseredes således, at hvert kloster kun tiggede i et tildelt område. Da tiggermunkene var pavens støtter, fik de udstrakte privilegier – i hvert fald i deres første tid.

Ved siden af dominikanerne er franciskanerne, eller gråbrødrene, den mest udbredte tiggermunkeorden. Dens stifter var Frans af Assisi hvis mening det var, at brødrene skulle gå ud som lægprædikanter og prædike evangeliet ligesom apostlene; som fattige skulle de tigge eller arbejde for føden. En egentlig organisation skulle da være helt overflødig – troede Frans.

Men tilslutningen blev overvældende; alle og enhver kunne være med, og ingen havde styr på bevægelsen, som var uden regler, og som i det sydlige Europa snart blev præget af en religiøs og nu og da kirkefjendtlig fanatisme. Det blev for kirken nødvendigt at tøjle „de små brødre”, som de også kaldtes. På kirkens opfordring opstillede Frans et sæt regler, som blev godkendt i 1223. Ud over krav om almindeligt munkeløfte bestemtes, at franciskanerne for deres arbejde ikke måtte modtage penge, men kun hvad legemet havde behov for. De måtte intet eje eller besidde, skulle leve af almisser og tjene Gud i fattigdom. Hele ordenen blev stramt organiseret og styret; i spidsen indsattesen generalminister, som valgtes af et generalkapitel. Hvert kloster blev ledet af en forstander med titlen guardian.

Således lagt i faste rammer blev også franciskanerne pavemagtens hjælpere og redskaber. Inden for kirken som modvægt imod et selvbevidst præsteskab, udadtil til bekæmpelse af spontane og kirkefjendtlige missionsbevægelser, som flere og flere steder trådte åbenlyst frem.

Om franciskanerne hedder det i en klosterkrønike: „I det Herrens år 1232 kom de små brødre på deres bare ben for første gang til Danmark. De blev modtaget med velvilje og kærlighed af kong Valdemar, hele gejstligheden og folket.” Inden 1250 var elleve huse i deres besiddelse i Danmark; i alle stiftsbyer undtagen Odense, og desuden i Randers, Tønder, Svendborg, Kalundborg, København og siden Næstved. „I deres besiddelse” – hvordan det, når de intet måtte eje på denne jord? Dette juridiske problem klarede pave Innocens 4. elegant i 1245.

Paven forkyndte at være ejer af alle franciskanerklostre i hele Europa; franciskanerne havde kun ret til brug og nytte af jord og huse – hokus pokus. De var stadig lige så fattige som Jesus og disciplene og kunne med god samvittighed modtage almisser af godtfolk, som jo boede tættest i byerne. Derfor lå alle tiggermunkenes klostre i eller tæt ved byer.

I 1215 havde den katolske kirke forbudt oprettelsen af nye klosterordener. Alligevel fik franciskanerne og dominikanerne pavens godkendelse. Bagved ligger en ulmende folkelig kritik af den etablerede og velhavende kirke.

Nu lykkedes det at dæmme op for kritikken, som ikke mindst havde vundet tilslutning fra byernes fattige. Også i de danske byer har de nye ordener dækket et klart behov, ikke blot ved prædiken, sjælesorg og barmhjertighedsarbejde, men også ved at optage fattige og dermed gøre en dyd af nødvendigheden.

Over for de velbjergede har tiggermunkene uden tvivl ofte gentaget Jesu ord: „Den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg jer: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.”