På et kalkmaleri fra ca. 1300 i Ringsted Sankt Bendts Kirke ses Erik Plovpenning flankeret af to hofmænd. Helgen blev den myrdede konge aldrig officielt. Alligevel viser billedet ham med helgenglorie. Indskriften lyder: „Kong Erik, Guds kære ven.”

.

På et af kalkmalerierne i Sankt Bendts Kirke flyder Erik Plovpennings lig på vandet i Slien natten til den 10. august 1250. En af de krigsklædte mordere stikkel til liget for at få det til at synke, for hvis det ikke gjorde det, var det som en gudsdom et tegn på uskyld. Snart efter fortaltes beretninger om mirakler ved kongens grav, der først var Slesvig dominikanerklosters kirke, siden i Slesvig Domkirke og endelig i Ringsted Sankt Bendts. Men mågerne over Slien siges stadig at skrige på „Erik, Erik”.

.

Efter en kort stilstand blussede borgerkrigen op med fornyet kraft i 1246. Ribe erobredes af begge parter efter tur, Randers, Vejle, Odense og mange landsbyer blev hærget og afbrændt af Abels tropper. Kongens hær hævnede dette ved i 1247 at afbrænde flere sønderjydske byer samt Svendborg og Arreskov ved Fåborg, steder som Abel havde arvet efter sin fader. Opgivende skriver kronikøren i Rydårbogen: „Hvad kan man sige til det? Begge fordærvede de riget på det jammerligste og påførte riget stor ufred i alle lande. Og den ene stræbte den anden efter livet.”

Kong Eriks hær overvandt brødrene Christoffer og Knud, som blev taget til fange. Søsteren, markgrevinde Sophie af Brandenburg rejste højgravid til Danmark for at mægle imellem brødrene; men for sent, forinden døde hun i barselseng i Flensborg 1247.

Et forlig kom dog i stand, men freden blev kortvarig. Abel tog kongenavn og samlede tropper med støtte af sine forbundsfæller. Kong Erik udskrev i 1249 under påberåbelse af korstog og til hævn over Lübeck, hvis flåde havde hærget de danske kyster, en plovskat, en afgift på al dyrket jord, uanset om ploven tilhørte skattepligtige bønder eller i øvrigt skattefri herremænd.

Denne skat bevilgedes ham af alle lande undtagen Skåne, hvor kravet affødte oprør, da kongen forsøgte at opnå landstingets godkendelse. Bønderne, store og små, gik til angreb på kongens mænd og dræbte mange. Erik måtte flygte til Sjælland medbringende sit tilnavn „plovpenning”. Plovskat var opkrævet før, i 1230'rne, men kun til møntens forbedring og nok begrænset til de skattepligtige bønder.

Omsider mistede paven i Lyon tålmodigheden med Erik Plovpennings planer om korstog. Den tanke trænger sig på, at paven har stillet Niels Stigsens sag i bero i håb om korstogets afvikling. Men nu ændredes tonen. I maj 1250 bebrejder paven kong Erik, at han har frataget kirken „dens friheder og brudegaver, som troende og gavmilde fyrster har skænket den i gamle dage”, og her tænkes specielt på Roskilde Domkirkes gods. Yderligere pålægges det kongen at vise velvilje mod den af paven indsatte nye bisp i Roskilde, Jakob Erlandsen, der før var domprovst i Lund. Samme år døde biskop Niels Stigsen i landflygtighed.

Korstogene blev aldrig til noget. Kongen turde ikke forlade riget. Borgerkrigen brød snart ud igen. En lybsk flåde støttede Abel ved at angribe København og nedbryde Absalons borg.

I den vestlige del af riget havde Erik medgang og erobrede Sønderjylland til og med byen Slesvig, Abels egen residensby. Nu måtte Abel acceptere fred. Han beholdt sit sønderjydske fyrstelen og måtte give afkald på alt andet.

Freden blev aftalt i Slesvig by, og den blev beseglet ved en fest. Efter festen blev Erik Plovpenning overmandet af Abels mænd og dræbt. Liget blev kastet i Slien.

Rydårbogen beretter: „Det Herrens år 1250. Med forræderi fangede hertug Abel sin broder i Slesvig Sankt Laurentii nat [10. august]. Og en af hertug Abels riddere ved navn Lave Gudmundsen førte ham om bord på et skib. Og siden dræbte han ham og sænkede ham ud i Slien …” Og samme år blev hertug Abel valgt til konge på Viborg Landsting og kronet i Lund. Erik Plovpenning efterlod sig fire små døtre, Sophie, Jutta, Ingeborg og Agnes, men ingen overlevende sønner.

At netop en Abel skulle anstifte et brodermord og optræde i Kains rolle undgik ikke samtidens opmærksomhed. „Abel efter navnet, Kain efter gerningen” hed det lakonisk i en krønike, og vitterligt drog Abel fordel af Eriks død; men skylden for den fralagde han sig ved ed med 24 mededsmænd.

Erik Plovpennings lig blev fundet, og det blev begravet i Slesvig. Med Abel som hans efterfølger blev Sønderjylland forenet med kongeriget. Sydgrænsen var atter Ejderen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Abel af navn, Kain af gavn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig