Biskop Valdemars oprør

De spegede forhold i Nordtyskland leverede snart en anledning. Kejseren havde bestemt, at Ditmarsken, som grev Adolf 3. af Holsten havde underlagt sig, skulle høre under ærkesædet i Bremen som før. Uden større besvær fik bisp Valdemar ditmarskerne overtalt til at høre under Slesvig Stift frem for under Bremen. Hertug Valdemar støttede biskop Valdemar militært ved besættelsen af Ditmarsken for næsen af Bremen og den holstenske greve.

Samarbejdet imellem hertug og biskop i Slesvig revnede snart. I det politiske spil i Tyskland efter Barbarossas død modarbejdede biskop Valdemar den danske politik, ja, samlede støtte til sit krav på den danske trone. Han henvendte sig til flere nordtyske fyrster, greven af Holsten, den norske og den svenske konge og til utilfredse stormænd i Danmark.

Noget tyder på, at planerne er kommet hertug Valdemar og kong Knud for øre, for bisp Valdemar flygtede over hals og hoved fra stift og rige til Sverige. I 1192 dukkede han op i spidsen for en norsk-svensk hær, som gik i land i Nordjylland, hvor han proklamerede sig som konge. Samtidig og åbenbart efter aftale med bisp Valdemar gik den holstenske grev Adolf med en hær over Ejderen og rykkede frem til Slien.

Trods planlægningen mislykkedes oprøret. Den kongelige hær gik først imod bisp Valdemar, som blev besejret og snart efter taget til fange af hertug Valdemar og sat i fængsel på Søborg i Nordsjælland. Ved efterretningen herom trak grev Adolf sig tilbage til Holsten. Men hertug Valdemar fulgte efter på hævntogt. Greven bad om forlig og måtte som betingelse betale en større bod.

Fængslingen af biskop Valdemar gav genlyd i Rom. Pave Celestin 3. pålagde Absalon at bevæge kong Knud til at løslade bispen. Ellers ville riget blive lagt under interdikt, dvs. at der ville blive indført forbud imod alle kirkelige handlinger. Absalon fik ordre til at bandlyse hertug Valdemar for den for brydelse det var at lægge hånd på en biskop og berøve ham friheden. Kongen selv samt hele gejstligheden i Danmark fik pavebreve med samme besked og med pavens anklage imod hertug Valdemar for med vold at have taget borge, landsbyer, andre besiddelser og meget gods fra bisp Valdemar og kirken i Slesvig.

Ved abbed Vilhelms hjælp lykkedes det dog Absalon at få paven til at forstå, at bisp Valdemar ikke var en forfulgt uskyldighed, men at han var skyldig i forræderi og mened, som kirken fordømte strengt. Paven indskrænkede sig herefter til en formel protest, men han nægtede at afsætte Valdemar som biskop.

Når paven ikke gjorde alvor af sine trusler kan det atter skyldes hans behov for støtte til en antikejserlig politik. Kejser var nu Frederik Barbarossas søn, Henrik 6., som i sin korte regeringstid forsøgte at få kejserdømmet gjort arveligt. Paven og fyrsterne hindrede dette, men Henrik fik dog sin spæde søn Frederik (2.) hyldet som tronfølger. At Henrik 6. i kraft af sin broders ægteskab med en byzantinsk kejserdatter kunne kræve selve Byzans' trone og dermed noget, der ligner et verdensherredømme i antik forstand, kunne ikke være behagelige udsigter for paven i Rom.

På toppen af sin magt planlagde kejser Henrik i 1197 et korstog. Inden han kom af sted døde han af en feber, 32 år gammel.

Hermed var Tyskland tilbage i tronstriden imellem de regerende Hohenstaufere og fyrstehuset Welferne, Henrik Løve og hans slægt og venner. En gruppe fyrster nægtede at anerkende Henrik 6.s lille søn Frederik og hyldede Henrik Løves 16-årige søn Otto 4. Som svar på dette valgte Hohenstaufernes tilhængere Henrik 6. s 20-årige broder Filip af Schwaben til konge.

I denne situation anmodede begge parter om hjælp og støtte, hvor den var at få, og hermed fulgte for hjælperne mulighed for indblanding i og indflydelse på tyske forhold. Philip 2. August af Frankrig sluttede forbund med Filip af Schwaben. Philip Augusts fjende Richard Løvehjerte, engelsk konge med store franske besiddelser, støttede Otto 4. Senere måtte også den danske konge bekende kulør i dette spil, hvori ægteskabs-politik havde stor betydning. Knud 6. var således gift med Henrik Løves datter Gertrud, mens det aftalte giftermål imellem Valdemar den Stores yngre datter og kejsersønnen Frederik blev annulleret af kejser Barbarossa, da Knud 6. i 1184 nægtede at aflægge lensed til ham.

Pave Celestin døde i 1198 og efterfulgtes af Innocens 3., som ikke bar nag på grund af bispen i Slesvig. I Danmark havde man ikke glemt, at grev Adolf 3. havde støttet bisp Valdemars oprør imod kong Knud. Greven var stadig en farlig mand, som forstod at fiske i de rørte vande, som var følgen af Henrik Løves fald og død i 1195. Tæt på krig kom det i 1199, da greven i spidsen for en koalition af fyrster lod en større hær tage opstilling ved Ejderen. Men hertug Valdemar havde i Slesvig holdt sig underrettet om udviklingen, så en dansk hær var beredt nord for grænsefloden. Grev Adolf tabte modet og trak hæren bort fra grænsen. Han mistede herefter anseelse blandt sine forbundsfæller, og mange faldt fra. Året efter kunne hertug Valdemar kræve fæstningen Rendsborg udleveret, og kravet blev opfyldt. Efter endnu et år måtte grev Adolf i afmagt og næsten uden sværdslag opgive alle sine besiddelser, overgive dem til hertug Valdemar og sig selv til dansk fangenskab.

I byerne Hamburg og Lübeck havde borgerne længe været utilfredse med de urolige politiske forhold i almindelighed og med grev Adolfs hårde skatteudskrivninger i særdeleshed. Mange mente, at den stærke danske kongemagt var den eneste mulighed for at genskabe stabile og fredelige tilstande til gavn for byerne og handelen. Efter grevens politiske fiasko overgav de to byer sig til den danske hær uden kamp. Næppe ganske frivilligt, for Knud 6. havde forinden beslaglagt lybske skibe på Skånemarkedet ved Skanør og berøvet alle derværende lybske borgere friheden. De blev efter byens overgivelse sat på fri fod, og kongen blev siden modtaget i lübeck „med glans og hæder”, ifølge historieskriveren Arnold af lübeck.

Hermed var Nordalbingien underlagt den danske trone – „mere ved klogskab end ved magt”, men sandelig også på baggrund af magtkampen i det tyske rige imellem Staufer og Welfer.