Peter Hansen har i „Søndagsbajere” (1912) fanget tre københavnske arbejdere i en afslappet stund. Peter Hansen tilhørte gruppen af fynske malere, men havde i modsætning til de øvrige en dobbelt hjemstavn. Han skildrede med lige stor fortrolighed den frodige fynske muldjord („Pløjemanden vender”) og københavnske miljøer på Enghave Plads og Nørrebro. Peter Hansen lagde farven i sine billeder i et højt, lyst leje, hvilket gav dem en optimistisk, livsbekræftende styrke.

.

Billedhuggeren Kai Nielsen under arbejdet med udsmykningen af Blågårds Plads på Nørrebro i København med lokale beboere som interesserede iagttagere. Udsmykningen blev udført i samarbejde med arkitekten Ivar Bentsen i årene 1913-15. Modellerne til de 18 figurgrupper blev til i Paris, men Kai Nielsen huggede dem færdig på selve pladsen. Blågårds Plads er en af dansk kunsthistories mest helstøbte og vellykkede udformninger af et større rum i fri luft.

.

Peter Hansen malede i 1913 Kai Nielsen under arbejdet med at modellere statuen af Mads Rasmussen til Faaborg Museum. Gruppen af fynske kunstnere (Kai Nielsen er født i Svendborg) var forbundet i tætte venskaber, mødtes hyppigt og brevvekslede flittigt, når nogen af dem var i udlandet. Under opbygningen af Faaborg Museum blev de med Mads Rasmussen som mæcen forenet i et fælles projekt.

.

Arkitekten Carl Petersen, som af Mads Rasmussen i 1912 fik overdraget udformningen af museumsbygningen i Fåborg. Han var uddannet tømrer og studerede 1896-1901 på akademiets arkitektskole, som han i 1901 forlod uden at have aflagt afgangsprøven. Så kastede han sig over maleri og keramisk virksomhed, og først med Faaborg Museum vendte han tilbage til arkitekturen. Blandt hans forholdsvis få værker er Grønningens udstillingsbygning og indgangspartiet til Statens Museum for Kunst. Carl Petersen står som den skarpeste profil i det nyklassicistiske opgør med bl.a. Nyrops romantiske skole.

.

Fåborg var i årtierne før 1. verdenskrig en af landets mange mindre, men driftige provinsbyer. Den havde et alsidigt erhvervsliv med en udstrakt handel og mange industrivirksomheder, og den havde en matador, fabrikant Mads Rasmussen. På en rejse til USA havde han lært teknikken for konservesfabrikation og set dens fremtid. Efter sin hjemkomst opbyggede han i 1890'erne gradvis et lille imperium af konservesfabrikker på Fyn med centrum i Dansk Vin- og Konservesfabrik i Fåborg. Han blev pioner inden for konservering af grønsager fra den gode fynske jord og iværksatte en givtig produktion af danske frugtvine, der i modsætning til de udenlandske vine var ubeskattede. Han sørgede selv for afsætningen ved at rejse rundt til købmændene og præsentere sine varer, og han udnyttede i sin reklame flittigt de mange medaljer og udmærkelser, hans produkter opnåede på tidens talrige industriudstillinger. Mads Rasmussen blev en holden mand.

I 1905-06 fik ejerne af den skrantende københavnske konservesfabrik Beauvais øje på hans talenter og kapital, og Beauvais sluttedes sammen med den store Fåborg-fabrik med Mads Rasmussen som direktør og ejer af aktiemajoriteten. Han tog sig også tid til politisk arbejde. 1900-09 var han medlem af Fåborg byråd for Venstre, og i København satte han sine kræfter ind for at skabe et solidere fodfæste for sit parti, blandt andet som formand for „venstreklubben” indtil 1911. Sine mange penge investerede Mads Rasmussen i teglværker, bryggerier, margarinefabrikker rundt om i landet og – i malerier.

Han knyttede nære forbindelser til de fynske malere, købte deres billeder og indbød dem til selskaber i København. I 1910 undfangede han ideen om et museum i Fåborg for den fynske kunst. Han dannede en komité med blandt andre Jens Birkholm, Peter Hansen og Fritz Syberg. I løbet af få måneder havde de købt omkring 200 malerier og nogle skulpturer af Kai Nielsen. Sankthansdag 1910 kunne samlingen indvies i Mads Rasmussens sommerbolig i Konservesgården i Fåborg.

Her blev rammerne imidlertid hurtigt sprængt, og i løbet af 1912 blev et selvstændigt museum planlagt. Der var ikke langt fra tanke til handling hos Mads Rasmussen. Ved nedlæggelsen af grundstenen året efter skænkede han Fåborg Kai Nielsens skulptur Ymerbrønden til opstilling på byens torv. Som arkitekt til museet blev valgt en af periodens markanteste profiler Carl Petersen, der gjorde Faaborg Museum til en af de fineste bygninger fra den nyklassicistiske periode 1910 til 1930. Han tog sig af alle detaljer, blandt andet de smukke mosaikker i gulvene og, sammen med Kaare Klint, møblerne. Resultatet blev en lille perle af et museum, hvor bygning og indhold harmonerer på en enestående måde. Mads Rasmussen fik også sit. Det første, der møder den besøgende bag den beskedent monumentale indgang, er en imposant skulptur af mæcenen, udført af Kai Nielsen til bygningens indvielse i 1915.

Faaborg Museum, de fynske maleres fortsatte yndest hos mange danskere og forfattergenerationens uopslidelige store og små værker vidner om en enestående forening af folkelighed og kvalitet. Der har været bedre kunstnere både før og efter, men kun få har rummet begge disse egenskaber og haft en tilsvarende gennemslagskraft i samtiden og eftertiden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kunst og konserves.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig