Valgagitation på Rådhuspladsen i København 1913, det sidste valg med flertalsvalg i enkeltmandskredse uden tillægsmandater. Den enkelte kandidats fortræffeligheder og modkandidatens elendighed skulle trækkes hårdt op. Trods denne indsats måtte socialdemokraten Jacob Andersen vige for Højres Julius Wulff, der var skarp modstander af kvindernes valgret og som den eneste i Folketinget i 1915 stemte imod grundloven. Han var talsmand for de mindre, selvstændige håndværkere og gik i 1918 ind i det nydannede Erhvervsparti.

.

Anthonius Krieger blev i 1910 udnævnt til kabinetssekretær, en post han bevarede til 1936. Han udførte sin ofte vanskelige rolle som bindeled mellem kongen og de skiftende ministerier med megen takt og kløgt. Han var blandt de embedsmænd, der i 1901 hilste systemskiftet velkomment, og han formåede med stor behændighed og loyalitet på én gang at værne om kongemagten og styrke den parlamentariske statsskik under de mange kriser, der opstod i Christian 10.s første regeringsår. Krieger havde et stort personkendskab til politikere i alle partier og nød respekt blandt dem alle.

.

Den 13. marts 1914 fandt aviserne de store overskrifter frem. Dagen før var der indgået en aftale mellem de tre grundlovspartier om retningslinier for en ny grundlov. Socialdemokraterne, der hele tiden var de mest kompromisivrige, så sig bekræftet i deres politik, som forenede „den højeste stræben og den mest nøgterne realitetssans”. Sansen for realiteterne burde have fået dem til at dæmpe begejstringen, for trods forliget skulle det vise sig, at sagen ikke var afgjort.

Regeringen havde i september 1913 genfremsat Berntsens af Folketinget vedtagne forslag med forventning om en let gang i tinget. Men J. C. Christensen havde atter vist, at en ræv har mange udgange. I Berlingske Tidende og i sit eget blad Tiden fremlagde han et helt nyt forslag om valg til Landstinget. 54 af dets medlemmer skulle vælges af alle over 35 år, de 54 skulle yderligere vælge 12, der repræsenterede 12 erhverv, og Landstinget skulle være uopløseligt. Han lod det stå åbent, om der skulle være forholdstalsvalg til Folketinget. En grundlovsændring skulle efter forslaget underkastes folkeafstemning, hvor der krævedes tilslutning fra to tredjedele af de afgivne stemmer. J. C. Christensen havde igen taget initiativet, og hans forslag blev det centrale i de følgende måneders forhandlinger indtil forliget i marts 1914.

Det store problem var fortsat Landstingets stilling, og her skiftede flertallet, da Jacob Brønnum Scavenius Estrup, 1866-grundlovens forkæmper frem for nogen, døde juleaften 1913. Han afløstes efter de radikales indstilling af J. H. Deuntzer. Dermed havde grundlovspartierne et flertal på 33 mod 32. I maj blev der indgået forlig om en modificeret forholdstalsvalgmåde, men da det kom til afstemning i Landstinget den 3. juni, udvandrede Højre og de Frikonservative af tinget og gjorde det beslutningsudygtigt, fordi intet af tingene kunne træffe beslutning, når mindre end halvdelen deltog i afstemningen. En uge senere, da grundloven skulle til afstemning, udeblev de.

Regeringen svarede igen med at opløse Landstinget og udskrive valg. Spørgsmålet om de på livstid udnævnte kongevalgtes stilling udløste en konflikt mellem kongen og regeringen. Ved regeringens dannelse havde Zahle forberedt kongen på, at regeringen i givet fald ønskede de kongevalgte omfattet af en opløsning, mens kongen havde stået fast på sin opfattelse af deres valg på livstid. Situationen var således uafklaret, og i drøftelserne om problemet stødte Zahles og kongens temperamenter for første gang alvorligt sammen. Kongen ville afskedige Zahle og udnævne et forretningsministerium af fremtrædende erhvervsfolk og embedsmænd, blandt andre Alexander Foss og nationalbankdirektør Carl Ussing.

Kongens kabinetssekretær A. Krieger, der nu som mange gange senere måtte belære kongen og hans omgivelser om de parlamentariske grundregler, greb ind sammen med Edvard Brandes, der ene i regeringen havde kongens tillid. Men i de hektiske dage den 10.-11. juni lykkedes det både kongen at vise sin svaghed under pres og Zahle at miste besindelsen. På et afgørende møde mellem kongen, Zahle og Brandes blev der nået et kompromis ved at udskyde spørgsmålet om de kongevalgtes stilling til efter valget til Landstinget.

Krisen løstes denne gang „på en karakteristisk uformel måde”, som den engelske legations førstesekretær rammende skrev i sin indberetning. Med de senere historiske erfaringers bagklogskab kan den imidlertid ses som et varsel om den seks år senere langt alvorligere påskekrise.

Konflikten viste sig at have været overflødig. Valget den 29. juni gav reformtilhængerne et klart flertal i Landstinget og gjorde en udskiftning af de kongevalgte uaktuel. Den 20. juli trådte Rigsdagen sammen, og dagen efter blev forslagene til grundlov og valglov genfremsat. Endnu en gang demonstrerede J. C. Christensen og dele af Venstre deres sejhed ved at kræve nye indrømmelser til Højre. Hvor længe sagen endnu ville være trukket ud, er det umuligt at bedømme, for få dage senere blev den sat i stå med udbruddet af verdenskrigen. Alle fik andet at tænke på.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grundlovsforlig og junikrise.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig