Danmarkshistorien

Kriser, krak og arbejdskampe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


1920'rne begyndte og sluttede med dybtgående internationale økonomiske kriser. Fredskrisen fra efteråret 1920 og den store verdenskrise fra efteråret 1929. Den første ramte sektorerne i den danske økonomi vidt forskelligt. Landbruget kom ganske vist ud i afsætningsvanskeligheder, men klarede sig uden alvorlige skrammer gennem årene frem til krisens afvikling 1922-23. Derimod gik det hårdt ud over industrien. Der blev renset grundigt ud i de usunde spekulationsforetagender fra krigsårene. I 1921 faldt industriproduktionen med ikke mindre end ca. 25 procent i forhold til 1920. En række industrier var hårdt ramt af dumping fra udenlandske virksomheder både på hjemme- og eksportmarkederne. De, der overlevede, var gennemgående de store, stærke og politisk offensive virksomheder.

Offentligheden var dog mest optaget af bankkrakkene. Den ene mindre bank efter den anden i både København og provinsen gik nedenom og hjem med store tab for småsparerne, og ved årsskiftet 1921-22 kom turen til den fjerdestørste bank, Københavns Disconto- og Revisionsbank. Den måtte rekonstrueres med hjælp fra Nationalbanken og de tre hovedbanker. I sommeren og efteråret 1922 fulgte så årtiets mest opsigtsvækkende krak, sammenbruddet for Nordens største bank, Landmandsbanken.

Det blev landbruget og den solide storindustri, der gik styrket ud af krisen. Til gengæld bidrog krisen til at svække det, der efter påskekrisen tegnede til at blive en solid borgerlig offensiv. Hele Neergaard-regeringens levetid var gennemsyret af uenighed om erhvervspolitikken mellem Venstre og konservative. Venstre ønskede at lade krisen gå sin gang ud fra Madsen-Mygdals enkle devise: „Nedad med produktionsomkostningerne, nedad med levefoden og nedad med kravene til andre, men opad med kravene til os selv.” Omvendt krævede de konservative med Industrirådet og håndværkerorganisationerne i ryggen en aktiv statslig indsats for at beskytte de udsatte brancher, krav som Socialdemokratiet i princippet støttede ud fra ønsket om en „positiv erhvervspolitik”.

Dragoner, politi og arbejdere i Randers under den 28 dage lange generalstrejke, den længste der har været i Danmark. Der var flere alvorlige sammenstød mellem de strejkende, politi og militær. Et større slag blev udkæmpet lørdag den 18. marts 1922 i Brødregade, hvor det i øvrigt mest gik ud over uskyldige bønder, der var i byen med forsyninger. Herefter forbød politimesteren al sammenstimlen og alle friluftsmøder. Militæret patruljerede døgnet rundt for at sikre overholdelse af forbudet. Efter generalstrejken blev 25 arbejdere idømt fængselsstraffe på fra ti dage til tre måneder, senere forhøjet af Højesteret til for nogles vedkommende fire måneder.

I virkeligheden var det en fortsættelse af tidligere principopgør om forholdet mellem statsmagten og det øvrige samfund. I udlandet fremførte efterhånden mange borgerlige samfundsteoretikere og politikere ønsket om en udvidelse af den statslige sfære, både for at skabe en afbalanceret økonomisk udvikling uden de store konjunkturudsving og for at anvende staten som en harmoniskabende faktor i konflikterne mellem klasser og grupper i samfundet.

En sådan tankegang var imidlertid endnu fuldstændig fremmed for danske borgerlige kræfter. De valgte konfrontationen. Efter påskekrisen karakteriserede Arbejdsgiverforeningens formand, bogtrykker Hans Langkjær, arbejdsgivernes indsats som en „vellykket defensiv”. Arbejdsgiverne havde måttet vige på det faglige plan, men opnåede en politisk sejr. De kunne nu med regeringen i ryggen indlede en offensiv mod en arbejderklasse og fagbevægelse, der blev voldsomt svækket under krisen.

Dens virkning var først og fremmest en dramatisk stigning i arbejdsløsheden fra ca. seks procent i 1920 til 18-20 procent i de to følgende år. Alene i industrien blev ca. 40.000 eller omkring en fjerdedel af alle sendt ud i arbejdsløsheden som følge af krak og afsætningsproblemer. Svækkelsen gav sig tillige udtryk i et fald i fagforeningernes medlemstal på mere end 60.000 (ca. 15 procent) mellem 1920 og 1924. Til billedet hører også konflikter mellem fagforbundene indbyrdes, mellem disse og DsF om kompetencen i forhandlings- og konfliktsituationer og mellem DsF og en ganske vist svækket venstrefløj omkring DKP og en række syndikalistisk dominerede fagforeninger. Samfundshjælpen og Landbrugets frivillige Arbejdskraft bidrog også til et skifte i styrkeforholdet til arbejdsgivernes fordel.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1921 og 1922 var arbejdsgivernes krav „lønreduktion over hele linien” og i 1922 yderligere krav om ophævelse af aftalen om ottetimers arbejdsdagen. De førte begge år til storkonflikter med inddragelse af flere arbejdere end nogen sinde tidligere og med tab af henholdsvis 1,3 og 2,2 millioner arbejdsdage, de største tal siden storkonflikten i 1899. For første gang måtte arbejderne acceptere direkte lønnedgang, hvilket trods krisens prisfald også medførte et betydeligt fald i reallønnen. Derimod lykkedes det at afvise anslagene mod ottetimersdagen.

Både i 1921 og 1922 kom det til sammenstød mellem strejkende og strejkebrydere, navnlig i forbindelse med søfolks og transportarbejderes strejker. Det indebar en direkte konfrontation mellem landbruget, som det var livsvigtigt for at opretholde eksporten, og de arbejdere, der var i konflikt. I begge situationer blev strejkebryderne mobiliseret. Regeringen og de lokale myndigheder stillede politi og militære enheder til rådighed for at beskytte skruebrækkerne.

I flere provinsbyer lykkedes det venstrefløjen at organisere kortvarige generalstrejker. I Randers udviklede situationen sig dramatisk. Den da otte år gamle Jens Otto Krag oplevede den således:

"Fra vores have stod man op på en bænk og klavrede op på keglebanens tjærede tag. Herfra så jeg i 1922 de strejkende syndikalistiske arbejdere jage dragonerne på flugt med stenkast op ad Rosenørnsbakken. I Randers var der generalstrejke, byen var på revolutionens rand, og det forlød med sikkerhed, at en officer med sin sabel havde hugget hovedet af et barn. Min første indføring i klassekampen var samtidig dens kulmination i min tid."

Bønder fra omegnen havde forsøgt at losse et skib med såsæd. Det førte til voldsomme sammenstød med de strejkende. Arbejdsgiverne indkaldte en hel skibsladning strejkebrydere. Også de blev mødt med håndfaste modforholdsregler fra arbejderne. Politimester Aage Seidenfaden troede, det var selve revolutionen, der var kommet til Randers, så han indkaldte politi fra Århus og dragoner og befalingsmandselever fra Viborg. I 28 dage var byen nærmest i undtagelsestilstand. Trods udbredt støtte fra lokale fiskere og småhandlende måtte arbejderne give op.

Bogtrykker Hans Langkjær ledede fra 1893 sit eget trykkeri, der hurtigt blev kendt for fornemt boghåndværk og for at støtte udgivelsen af en række unge digteres værker, blandt andet tidsskriftet Tårnet, som blev redigeret af Johannes Jørgensen. I 1907 blev han medlem af Arbejdsgiverforeningens forretningsudvalg, i 1918 næstformand og fra 1920-32 formand for foreningen, hvor han moderniserede arbejdsgangen. Hans Langkjær tegnede frem for nogen Arbejdsgiverforeningens profil under de store arbejdskampe i 20'rnes første halvdel. Han var en smidig forhandler, der i spegede situationer evnede at holde hovedet koldt. Politisk var han tilknyttet Venstre, som han dog forlod i 1933 i protest mod Kanslergadeforligets forbud mod arbejdskonflikter.

Belært af erfaringerne fra 1917-20 havde arbejdsgiverne besluttet at gennemføre stærkt centraliserede forhandlinger og sammenkobling af afstemningerne, således at en vedtagelse af overenskomsterne også ville være bindende for de fag, der havde stemt mod forlig. I modsat fald ville alle blive lockoutet. Taktikken blev en succes over for en svækket arbejderbevægelse. Efter to storkonflikter var kampkraften udtømt, og de to følgende års overenskomster blev afsluttet uden større problemer.

Arbejderbevægelsens svækkede stilling blev også tydeligt demonstreret ved en ændring af arbejdsløshedsloven i slutningen af 1921. Her blev betingelserne for medlemskab af en a-kasse strammet på en måde, der gjorde det muligt at udelukke oppositionelle arbejdere. A-kassernes administration blev lagt sammen med arbejdsanvisningskontorerne i et nyoprettet Arbejdsdirektorat. Til stor forargelse for arbejderne blev der indført et arbejdskort, hurtigt døbt „hundetegn”, der skulle påtegnes af arbejdsgiverne ved arbejdsforholdets begyndelse. Det skulle sikre, at arbejderne ikke hævede understøttelse, mens de var i arbejde. Reelt blev det opfattet som en offentlig kontrol af den enkelte arbejder.

Den lære, alle parter drog af disse års konflikter, var, at staten og arbejdsmarkedet, den politiske og faglige kamp, blev stadig tættere sammenflettet.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Bogtrykker Hans Langkjær ledede fra 1893 sit eget trykkeri, der hurtigt blev kendt for fornemt boghåndværk og for at støtte udgivelsen af en række unge digteres værker, blandt andet tidsskriftet Tårnet, som blev redigeret af Johannes Jørgensen. I 1907 blev han medlem af Arbejdsgiverforeningens forretningsudvalg, i 1918 næstformand og fra 1920-32 formand for foreningen, hvor han moderniserede arbejdsgangen. Hans Langkjær tegnede frem for nogen Arbejdsgiverforeningens profil under de store arbejdskampe i 20'rnes første halvdel. Han var en smidig forhandler, der i spegede situationer evnede at holde hovedet koldt. Politisk var han tilknyttet Venstre, som han dog forlod i 1933 i protest mod Kanslergadeforligets forbud mod arbejdskonflikter.

© Dette billede må du ...

Dragoner, politi og arbejdere i Randers under den 28 dage lange generalstrejke, den længste der har været i Danmark. Der var flere alvorlige sammenstød mellem de strejkende, politi og militær. Et større slag blev udkæmpet lørdag den 18. marts 1922 i Brødregade, hvor det i øvrigt mest gik ud over uskyldige bønder, der var i byen med forsyninger. Herefter forbød politimesteren al sammenstimlen og alle friluftsmøder. Militæret patruljerede døgnet rundt for at sikre overholdelse af forbudet. Efter generalstrejken blev 25 arbejdere idømt fængselsstraffe på fra ti dage til tre måneder, senere forhøjet af Højesteret til for nogles vedkommende fire måneder.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
arbejderbevægelse
organisationer og institutioner, der har til for ...Artikel i Den Store Danske
Socialdemokratiet
se Socialdemokraterne . ...Artikel i Den Store Danske
konfrontation
(lat. confrontatio ), d.s.s. konfrontering . ...Artikel i Den Store Danske
bogtrykker
hidtil almindelig betegnelse for indehaveren af et b ...Artikel i Den Store Danske
Industrirådet
erhvervspolitisk interesseorganisation, stiftet i 18 ...Artikel i Den Store Danske
undtagelsestilstand
den samfundsmæssige nødstilstand, der kan berett ...Artikel i Den Store Danske
Neergaard
de Neergaard . Adelig og borgerlig slægt. ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
erhvervspolitik
økonomiske foranstaltninger, som har til formål at r ...Artikel i Den Store Danske
Dragoner
...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelig forfatter
NFC
13/02/2012
  • Læst 1092 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki