I arkitekturhistorien karakteriseres tiden mellem 1900 og begyndelsen af 1920'rne ofte under overskriften „kampen mod hæsligheden”. Det peger på, at der i offentligheden og især blandt arkitekter var en intens debat om husenes kvalitet, udseende og beliggenhed. Der var i det hele taget en stigende opmærksomhed om vore fysiske omgivelser. Både fra myndigheder, private og institutioner blev der taget mange initiativer for at bevare landets naturværdier samt eksisterende gode og smukke huse og sikre en højere standard i det nye byggeri. Konkret udmøntede disse bestræbelser sig bl.a. i de første fredningslove.
Rigsdagen gennemførte i 1917 en lov om naturfredning. Den åbnede mulighed for fredning af områder, som på grund af deres „skønhed eller ejendommelighed” havde væsentlig betydning for almenheden. Desuden kunne områder, planter, dyr og geologiske dannelser fredes af hensyn til naturvidenskabelige eller historiske interesser, og endelig skulle befolkningen have adgang til at færdes i naturen for at dyrke fritidsliv. Lokale myndigheder kunne gribe ind over for påtænkte byggerier, som ville forstyrre naturværdier. Det hele skulle administreres af lokale fredningsnævn og et overfredningsnævn, hvis kendelser ikke kunne appelleres.
Denne lov blev i 1918 fulgt op af den første lov om bygningsfredning. Her blev der fastlagt regler for fredning af bygninger, der var over 100 år gamle og havde „kunstnerisk eller historisk værdi”. Var en bygnings værdi særlig fremragende, kunne bygningssynet med ejerens tilslutning henlægge den under Nationalmuseet som „fredet mindesmærke”, til hvilke staten skulle yde tilskud til vedligeholdelse.
Disse love blev de første milepæle i fredningssagen. De blev til på et tidspunkt, hvor mange med hurtigt tjente gullaschformuer rundt om i landet ombyggede ældre huse eller opførte nye, der fyldte folk med blot et minimum af æstetisk sans med rædsel og fik arkitekterne til at intensivere indsatsen for højere kvalitet. Allerede før krigen havde en gruppe arkitekter oprettet en „tegnehjælp”, der skulle bistå ved opførelsen af de mange nye husmandssteder. På en stor landsudstilling i Århus i 1909 koncentrerede arkitekterne sig om de nye stationsbyers udseende og udformede ligefrem forslag til en modeiby. På mange måder blev disse initiativer et sidestykke til den folkelige kvalitets gennemslag i litteratur, malerkunst og musik.
De mange bestræbelser blandt arkitekterne blev i 1915 samlet i Landsforeningen Bedre Byggeskik med det formål at fremme det bedste i dansk byggetradition, at bygge nye huse, der skulle „være enkle, hjemlige og smukke, som de gamle var”. Bevægelsen fik praktiske udfoldelsesmuligheder gennem de mange boligselskaber, der i København og provinsbyerne blev grundlagt mellem 1910 og 1925. Arbejderbevægelsen gik i spidsen med kooperative byggeforeninger, og andre skabte de almennyttige boligselskaber. Dertil kom kommunale bygge-initiativer, navnlig i krigens sidste år. Denne almennyttige og offentlige indsats kom på afgørende måde til at præge bolig-byggeriet, hyppigt sat på tegnebrættet af landets bedste arkitekter. Store boligkvarterer skød op mellem 1917 og 1925, med ekstra fart efter oprettelsen af en statsboligfond i 1922. De var præget af en ny sans for lys, luft og grønne områder og med en gennemført høj kvalitet. Det gjaldt både ved gennembruddet for den moderne rækkehusbebyggelse med Bakkehusene i Grøndalskvarteret i København og ved en ny funktionalistisk udformning af lejlighedsboligen som i det monumentale kompleks Hornbækhus ved Ågade, ligeledes i København.
For funktionærer og bedrestillede arbejdere blev idealboligen et fritliggende hus med have, hyppigt placeret langs slyngede veje og i provinsen helst i nærheden af vand eller skov.
Var der grøde og fremsyn i boligbyggeriet, tegnede billedet af de bygninger, hvor det offentlige, magten, skulle huses, sig væsentlig mere broget. Det nye Christiansborg, det tredje, blev taget i brug i 1918, og det blev allerede før færdiggørelsen udsat for hård kritik. Som en „tung og ucharmerende bygning i en konventionel, repræsentativ barokstil” pegede det nye hjemsted for det parlamentariske demokrati snarere tilbage til fortidens betoning af magtens symboler end det repræsenterede den nationale og folkelige bredde bag demokratiet.
Mens befolkningen vel efterhånden tog dette „monumentale uheld” til deres hjerter, har et andet af magtens store huse, Politigården i København, aldrig kaldt varme følelser frem. Den blev færdiggjort i 1924 og var i ekstrem form det sidste udslag af den nyklassicisme, der var blevet så charmerende indvarslet med museet i Fåborg. Med sine strenge grå facader vendt ud mod borgerne stod den som udtryk for en „totalitær nyklassicisme”, der viste hen til den foretrukne byggestil i 20'rnes og 30'rnes autoritære og fascistiske regimer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.