Det stred mod højesteretspræsident Troels G. Jørgensens paragrafstyrede verdensbillede, dersom man ikke gjorde grundlovsbruddet, der ramte kommunisterne, lovligt. Det skete da også med den såkaldte kommunistlov i 1941. Efter den 29. august 1943 skrev han til kongen for at presse ham til at søge en ny regering dannet. Det førte kun til, at Højesterets øvrige medlemmer fordømte deres præsident.

.

De tyske soldater i Danmark slæbte danske varer til Tyskland, nar de tog hjem på orlov. Det var meget eftertragtet at gøre tjeneste ved „flødeskums-fronten” i Danmark, og blandt tyske embedsmænd i Berlin opstod udtrykket „Jeiko”, der var en forkortelse for „Jeder einmal in Kopenhagen ”.

.

Modstandsbevægelsen var endnu i 1943 spredt og uden overordnet koordination. Skulle den have politisk effekt, og skulle dens kampkraft øges, måtte den organiseres på landsplan. Kommunisterne havde et klart blik for betydningen heraf. Men den enkeltperson, som fik størst betydning for etableringen af et fællesorgan, var cand. mag. Frode Jakobsen, som stod Socialdemokratiet nær. Han begyndte sine bestræbelser i marts 1943. Da regeringen var ude afspillet i august 1943, voksede forståelsen for vigtigheden af en fælles ledelse, som også kunne udfylde det opståede tomrum og give udtryk for en national vilje. Stifterne af Danmarks Frihedsråd var foruden Frode Jakobsen fra „Ringen”, professor Mogens Fog fra „Frit Danmark”, redaktør Borge Houmann – med folketingsmedlem Alfred Jensen som stedfortræder – fra DKP, civilingeniør Erling Foss fra „De frie Danske” og redaktør Aage Schoch, som ikke tilhørte nogen speciel gruppe. Dansk Samling var først repræsenteret af forlægger Jørgen Staffeldt, kort tid senere af professor Arne Noe-Nygaard og fra december 1943 af partiets leder Arne Sørensen. Flemming B. Muus blev optaget som medlem for „De frie Danske” i udlandet og SOE; han blev senere afløst af Ole Lippmann. På grund af arrestationer blev også professorerne Ole Chievitz og C. A. Bodelsen samt biskop Hans Øllgaard medlemmer af Frihedsrådet, som kort før den tyske kapitulation i 1945 tillige supplerede sig med kontorchef Niels Banke og professor Erik Husfeldt.

Frihedsrådet havde ifølge sagens natur ingen officielle beføjelser, men fik i løbet af 1944 en betydelig indflydelse i forhold til de allierede, som lyste rådet i kuld og køn bl.a. i forbindelse med formeringen af en undergrundshær. Den danske befolkning lyttede til Frihedsrådets paroler, som herved fik en stor opinionsdannende virkning.

Politikerne og mange menige vælgere så oprindeligt med skepsis på disse selvbestaltede mænd, hvis identitet man ikke kendte. Meget hjalp det, da Danmarks Frihedsråd i november 1943 udsendte sin vidt udbredte pjece „Når Danmark atter er frit”. Af denne fremgik det, at Frihedsrådet ønskede en regering hvilende på grundloven, men med ukompromitterede ministre, og man krævede nok straf over landssvigerne, men efter lov og dom.

Selv om modstandsbevægelsen – i det omfang Frihedsrådet artikulerede dens synspunkter – syntes moderat, var politikerne ivrige for på deres præmisser at sikre demokratiets genindførelse, når krigen var forbi. Som basis herfor havde de brug for værnene. Officererne havde for den 29. august ikke været aktive i modstandskampen bortset fra efterretningsofficererne og enkelte andre. Men da officerskorpset i oktober 1943 var blevet frigivet, henvendte hærchefen, generalløjtnant Ebbe Gørtz, og søværnets chef, viceadmiral Vedel, sig til politikerne gennem Vilh. Buhl for at få en aftale i stand om værnenes forhold i den regeringsløse periode.

Man enedes om at sende en gruppe officerer til Sverige, hvor de blandt de efterhånden mange danske flygtninge skulle rekruttere en hærafdeling, der ved krigens slutning kunne vende hjem og støtte den nye lovlige regering. Omkring 135 befalingsmænd kom til Sverige. De blev grundstammen i det korps, som benævntes „Den danske Brigade”. De resterende ca. 1200 befalingsmænd blev formeret i København i særlige O-grupper, der ligesom brigaden kunne indsættes til støtte for regeringen. Opbygningen af disse grupper begyndte straks og lededes af general Gørtz sammen med „den lille generalstab”, nogle yngre officerer. De fik et anspændt forhold til den egentlige modstandsbevægelse, der ikke kun ville afvente den tyske værnemagts sammenbrud, men også aktivt medvirke til den.

Det lykkedes Frode Jakobsen ved forhandlinger med Gørtz og Vedel, som handlede i forståelse med politikerne, at få værnene til at gå ind under Frihedsrådets ledelse. Politikerne gjorde en dyd af nødvendighed. De stolede på officerernes loyalitet og håbede ved aftalen at få indsigt i og indflydelse på modstandsbevægelsen.

I december 1943 kom Flemming Muus tilbage til Danmark efter rapportering i London. Han medbragte direktiver om hurtig opbygning af militærgrupper („ventegrupper”) i seks regioner til indsættelse i ryggen på den tyske hær, når eller hvis invasionen kom. Der blev samtidig beordret sabotagestop indtil maj 1944. Opbygningen blev i København og på Sjælland ledet af Frihedsrådets Militærudvalg (M-udvalget), mens Flemming Juncker fik overdraget opgaven i Jylland. Kommunisterne og Dansk Samling-folk dominerede i begyndelsen gruppedannelsen. Senere i løbet af 1944-45 kom Ringen til at spille en meget stor rolle. Frihedsrådet havde ledelsen af grupperne, idet dog „den lille generalstab” gennem indsættelse af officerer på ledende poster i regionerne i realiteten sad med den lange ende. I tilfælde af invasion skulle kommandoen overgå til den vestallierede overkommando med Gørtz som den designerede lokale chef. Ved kapitulationen talte undergrundshæren ca. 50.000 mand.

Våben blev dog hele tiden en mangelvare. I Sverige indkøbtes i forståelse med den svenske regering et mindre parti maskinpistoler, som „den lille generalstab” af frygt for kommunisterne søgte at fordele uden om Frihedsrådet. Denne såkaldt skæve våbenfordeling gav anledning til en dyb og varig misstemning mellem officererne i generalstaben og modstandsfolkene, som ønskede våbnene til de grupper, der ville anvende dem under krigen, ikke efter.

Den 6. juni 1944 gik de vestallierede i land i Normandiet, Frankrigs befrielse begyndte, og den 25. august 1944 nåede de allierede Paris. Herefter fik englænderne flere ressourcer til at hjælpe modstandsbevægelsen også i Danmark, og våbennedkastningen tog et betydeligt omfang. Fra august 1944 og indtil kapitulationen nedkastedes over 6000 containere med ca. 650 t våben og sprængstoffer. Hertil kom store mængder engelske og amerikanske våben, som nåede til Danmark via Göteborg eller over Nordsøen, omladet i rum sø fra engelske fartøjer til danske fiskekuttere. Blandt lederne af det omfattende og særdeles farlige modtagearbejde var Anton Toldstrup.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Frihedsrådet og undergrundshæren.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig