En ny æra

På trods af de politiske stridigheder og parlamentariske uvejrsskyer var Danmark et stabilt demokrati. De fire gamle partier bestemte stort set alt, DKP og Retsforbundet var isolerede. Det gjorde de hjemlige politiske forhold overskuelige. Uoverskuelig kunne derimod Danmarks placering på den internationale skueplads virke. Medlemskabet af Atlantpagten gav Danmark rettigheder, men også pligter i forhold til alliancens andre medlemmer; hvilke ville afhænge af den kolde krigs udvikling. På den havde Danmark ingen større indflydelse.

I den første efterkrigstid sluttede Danmark sig også til Forenede Nationer og dens mange underorganisationer som Den Internationale Valutafond (IMF), Verdenssundhedsorganisationen (WHO), FN's Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) og FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO). Dertil kom medlemskab af Europarådet, OEEC og mange andre såkaldt overstatslige organisationer.

© Gyldendal

Kort efter 2. verdenskrig byggede Forenede Nationer sit hovedsæde i New York. Folkeforbundet havde ligget i Geneve, men verdens centrum var ikke længere i Europa. Danmark engagerede sig fra første færd i FN's vidtforgrenede arbejde.

Aldrig før havde Danmark været med i et så omfattende udenrigspolitisk netværk, og aldrig tidligere havde Danmarks røst kunnet høres så mange steder uden for rigets grænser. En ny æra var indledt med større indflydelse, men også med flere forpligtelser.