De store organisationer

I forholdet mellem de politiske partier og de organiserede erhvervsinteresser var det traditionelle mønster i dansk politik intakt. Samarbejdet mellem parti og organisation kunne være tæt og formaliseret som mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, eller det kunne som for de to borgerlige partier være helt uden formelle bindinger. Ikke desto mindre kunne man regne med, at Venstre ikke ville genere de store landbrugsorganisationer, ligesom Det konservative Folkeparti næppe ville træde hårdt op imod Dansk Arbejdsgiverforening, Industrirådet eller handelens organisationer – i hvert fald ikke imod alle tre på én gang. Husmandsforeningerne kunne regne med at finde lydhørhed hos Det radikale Venstre. Stabiliteten i dansk politik beroede for en del på, at partiernes stillingtagen var forudsigelig, fordi de var knyttet til bestemte økonomiske interessegrupper. Partierne var ikke organisationernes forlængede arm på Christansborg; men politikken udformedes også andre steder, hvor organisationerne havde mulighed for at blive hørt.

Medlemstallene i organisationerne var i stadig stigning. Det var sværere at stå uden for en organisation, der traf afgørelser med betydning for den enkeltes muligheder i sit erhverv. De samvirkende Fagforbund (senere LO) passerede i 1950 650.000 medlemmer; det var 150.000 flere end i 1940. Organisationsprocenten blev beregnet til 65, og selv om internationale sammenligninger af sådanne tal er usikre, var det under alle omstændigheder et stort tal i forhold til andre lande.

300.000 af fagbevægelsens medlemmer arbejdede i virksomheder, der var organiseret i Dansk Arbejdsgiverforening, der også havde mærket væksten med en stigning i medlemsskaren på 50 procent siden 1940. Der var ganske vist mange arbejdere og arbejdsgivere uden for DsF og DA; men det var disse to organisationer, man talte om som „arbejdsmarkedets parter”. Aftaler om løn og arbejdsforhold mellem dem fik hurtig virkning for det øvrige arbejdsmarked.

Dansk Arbejdsgiverforening og DsF var paraplyorganisationer for henholdsvis brancheopdelte arbejdsgiverorganisationer eller mesterforeninger og fagforbund. På samme måde samlede Industrirådet brancheforeninger som Textilfabrikant-foreningen, Beklædningsindustriens Sammenslutning, Jernindustriens Sammenslutning og mange andre. Enkeltvirksomheder kunne også være direkte medlemmer. I 1950 var 3422 virksomheder tilsluttet Industrirådet, som dermed var blevet dobbelt så stort som før krigen.

Handelens organisationer stod mere delt, med Grosserersocietetet for København og Provinshandelskammeret som de mest indflydelsesrige. Detailhandelen fik først i løbet af 1950'erne dannet Butikshandelens Fællesrepræsentation.

Det danske landbrug var endnu mere gennemorganiseret end byerhvervene. Landbrugsrådet, der havde til huse i Axelborg i København, var paraplyorganisationen, hvor De samvirkende danske Landboforeninger, gårdejernes organisation, og andelsselskaberne udgjorde grundstammen. Siden 1939 havde landbrugets eksportforeninger og importforeninger været med; men husmandsforeningerne, der under landbrugskrisen i 1930'erne havde været med i Landbrugsrådet, havde meldt sig ud i 1940. Det store, kornsælgende landbrug var organiseret i godsejernes tolvmandsforeninger, der også stod uden for Landbrugsrådet.

Den økonomiske styrke, landbruget repræsenterede, og den betydning, landbrugseksporten havde i hele den danske økonomi, betød, at ingen regering, uanset partifarve, kunne tillade sig at lukke døren, når erhvervets talsmænd mødte op. Efter landbrugskrisen i 1930'erne havde de gode indtægter under krigen og i de første efterkrigsår gengivet landbrugerne deres selvbevidsthed.

Under de store organisationer var der en kraftig underskov af mindre sammenslutninger, der varetog specielle erhvervsinteresser, eller som var lokalt baseret. Også de mødte op hos de offentlige myndigheder med deres ønsker, eller de søgte hjælp hos den enkelte rigsdagsmand, der forventedes at kunne løse et problem for sin valgkreds.

Med i billedet af det organiserede Danmark hører også et meget stort antal foreninger med ikke-økonomiske formål. Sport og meget andet affødte foreningsdannelser og hyppigt også sammenslutninger på landsplan. Det hørte til sjældenhederne, at de gjorde sig gældende politisk, selv om de ved festlige lejligheder fik mange velmenende ord fra politikerne.

I kraft af medlemskontingenter og ekspertise rådede organisationerne over store ressourcer. Man kunne forestille sig, at deres pressionsmuligheder over for de politiske partier var afhængige af, om de kunne dirigere deres medlemmers stemmer ved politiske valg; i praksis var det ikke blevet prøvet. Organisationsfolk sad dog ikke forgæves i partiernes bestyrelser og i deres rigsdagsgrupper.

Muligheden for den enkelte borger til at påvirke betydelige politiske beslutninger gik gennem organisationerne til partierne, til regeringen og til centraladministrationen. De almindelige vælgere stemte ved valgene til Folketinget, Landstinget og – med en lidt lavere stemmeprocent – også ved kommunalvalgene. De politisk aktive var medlemmer af en vælgerforening og kunne i beskedent omfang påvirke opstillingen af kandidater til valgene. Man kunne møde op til generalforsamlingen i den lokale afdeling af sin organisation eller sin vælgerforening og prøve at få sine synspunkter frem der. Men den direkte vej til beslutningsniveauet fandtes kun formelt. Erfaringerne fra besættelsestidens urolige år, hvor „manden på gaden” havde taget beslutninger hen over hovedet på de organisatoriske og politiske tillidsmænd, så ud til at være glemt. Hverken de politiske partier eller organisationernes ledelse havde nogen grund til at ønske sådanne former for direkte folkestyre tilbage.