Orden og uorden i fire-partisystemet

Skulle man dømme ud fra den økonomiske udvikling, var der al mulig grund til at tro, at dansk politik ville fortsætte bevægelsen tilbage til det kendte mønster med et stærkt Socialdemokrati i regeringsposition, støttet af Det radikale Venstre. De to oppositionspartier, Venstre og Det konservative Folkeparti med basis i henholdsvis landbruget og industri og handel, måtte da skiftes til at skaffe sig indflydelse på lovgivningen ved kompromiser med regeringen. Det hørte med til det traditionelle parlamentariske mønster, at partier uden for dette politiske magtcentrum var små, eventuelt kortlivede og under alle omstændigheder uden mulighed for at gøre alvorlige indhug i de fire gamle partiers vælgerskare. Når disse normale tilstande i det politiske liv blev bragt til veje, kunne den afsluttende parentes om besættelsestidens endeligt sættes.

Men det politiske liv havde svært ved at finde et stabilt leje. Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og de radikale var blevet vanskeligere, fordi den stærke kommunistiske fremgang i slutningen af krigen, manifesteret ved 18 pladser i Folketinget i 1945, havde tvunget socialdemokraterne til at tage konkurrencen op på venstre fløj. Deres program, „Fremtidens Danmark”, fra den umiddelbare efterkrigstid var alt andet end en opskrift på revolution; men der var rigeligt agitationsstof at hente i det for de borgerlige partier, der hellere end gerne malede socialdemokraterne mere røde, end de faktisk var. Jo mere Hedtoft og navnlig hans unge handelsminister, Jens Otto Krag, blev opfattet som socialister med ønsker om at nationalisere det danske erhvervsliv, desto sværere blev det at få samarbejdet med Det radikale Venstre til at glide.

Det var ikke blevet lettere efter 1949, da også udenrigs- og forsvarspolitikken stillede sig i vejen for samarbejdet mellem de to partier i stedet for som før at styrke det.

Et ihærdigt arbejde i Socialdemokratiets organisationer var i gang for at overbevise medlemmerne om rigtigheden af den nye kurs; men de forrige års fremgang i medlemstal vendte alligevel i 1949 og førte i 1950 til en reel tilbagegang på 11.000 af de knap 300.000 medlemmer.

I den henseende var det ingen trøst for Socialdemokratiet eller regeringen Hedtoft, at udenrigs- og forsvarspolitikken kunne føres med et solidt flertal i Rigsdagen, hvor Venstre og Det konservative Folkeparti helhjertet sluttede op. De to partier var, skønt indbyrdes uenige, i skarp opposition til regeringens økonomiske politik. De så en mulighed for at bruge vreden over krigstidens rationeringer og reguleringer til et frontalangreb på selve den styring af økonomien, som var central i den socialdemokratiske opfattelse. De internationale politiske konjunkturer gav dem medvind i kravet om liberalisering af økonomien.

Med Retsforbundet som et ekstremt liberalt blænkerkorps var den parlamentariske situation ganske broget for regeringen Hedtoft, og de økonomiske vanskeligheder, der skulle melde sig i løbet af 1950, gjorde ikke regeringens tilværelse lettere.

Knud Kristensens personlige vælgertække, hans sydslesvigpolitik, de konservatives vanskeligheder med Christmas Møller og endelig Venstres valgtekniske kneb med dannelsen af Hovedstadens Venstre havde i 1947 skaffet Venstre en overrepræsentation, så det talte 49 medlemmer i Folketinget. Nu da valgloven var lavet om, og sydslesvigproblemet var klinget af, var det til at forudse, at et valg ville blive dyrt for partiet, så meget mere som man måtte regne med, at Knud Kristensens afgang fra formandsposten og hans udtræden af Folketinget også kunne komme til at koste stemmer.

Venstre havde besvær med at besætte den tomme stol efter Knud Kristensen. Edv. Sørensen var blevet valgt til formand for partiet; men nogen høvdingekåring, som partiet før havde præsteret, havde der ikke været tale om. Professor Thorkil Kristensen havde fået næsten lige så mange stemmer som Edv. Sørensen. Gårdejeren fra Ringe på Fyn, Erik Eriksen, der var partiets politiske ordfører i Folketinget, lignede mere en venstreleder. Det blev også mere og mere ham, der tegnede partiet.

Det konservative Folkeparti havde lagt Christmas Mølleruroen bag sig og var opsat på at få et folketingsvalg så snart som muligt. De mange borgerlige stemmer, der i 1947 var blevet lånt ud til Venstre og til Knud Kristensens fejlslagne sydslesvigaktivisme, skulle hentes hjem igen. Den konservative oppositionspolitik var skarpere, hvad der sidst havde givet sig udslag i partiets modstand mod devalueringen.

Siden partiets start som afløser for det forrige århundredes Højre havde kun de to verdenskrige givet de konservative mulighed for at prøve ministerværdigheden. Den aktuelle styrke med kun 17 mandater i Folketinget kunne nok betragtes som en midlertidig svaghed; men den pegede alligevel på risikoen for, at partiet skulle blive henvist til pladsen som støtteparti, hvis det skulle komme til et regeringsskifte. Ved årsskiftet 1949-50 var der dog ikke meget, der tydede på, at det skulle blive aktuelt.

Ole Bjørn Kraft var blevet partiets leder efter Christmas Møllers afgang. Hans hjertesag var forsvaret; men med den kompakte enighed mellem de tre største partier om tilslutningen til NATO og opbygningen af det danske forsvar blev det sværere at markere en særlig konservativ profil. I den økonomiske politik havde Det konservative Folkeparti sine traditionelle problemer med at finde en linie uden at støde den ene eller den anden gruppe af sine vælgere fra sig. Ole Bjørn Kraft overlod gerne partiets yngre kræfter, Aksel Møller eller Poul Sørensen, den besværlige opgave at finde og forklare standpunkter, der kunne tiltale både fabrikanterne, grossererne og proprietærerne i partiet.