Danmarkshistorien

VK-regeringen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Erik Eriksen, der inden for det sidste år var blevet formand for Venstre og for partiets folketingsgruppe, stod nu med den taktiske opgave at danne en regering af Venstre og Det konservative Folkeparti. Partiernes råd til kongen skaffede ikke umiddelbart et flertal, fordi de radikale forsøgte at få et samarbejde i stand mellem Socialdemokratiet og Venstre. Ved at handle hurtigt og udnytte socialdemokraternes nølen fik Erik Eriksen imidlertid dannet sit ministerium, uden at der var flertal imod det. Talmæssigt blev ministerposterne fordelt ligeligt mellem de to partier, og Ole Bjørn Kraft fik som regeringens nummer to Udenrigsministeriet. Den vigtige plads som finansminister gik til Thorkil Kristensen, der formodedes bedre end en konservativ minister at kunne komme på talefod med de radikale og måske endog med socialdemokraterne.

I dansk politisk historie var det en begivenhed. Venstre var gået i regeringssamarbejde med arvtagerne efter Højre. Samtidens og eftertidens kommentatorer har hæftet sig ved, at de konservative kom i regering for første gang siden systemskiftet i 1901, når man ser bort fra tiden under de to verdenskrige. Det blev også bemærket, at de liberale bønder nu gik sammen med byernes borgerskab. I Rigsdagens daglige arbejde var brobygningen mellem de to partier dog for længst fuldbyrdet. Som et fælles minimumsprogram havde de modstanden mod den socialdemokratiske dirigeren og kontrolleren. I det lange løb var begivenheden måske mest betydningsfuld ved at blokere for et samarbejde mellem de konservative og socialdemokraterne om en industrialiseringspolitik.

Folketinget var det samme som før, og øjeblikkets økonomiske problemer så ikke anderledes ud for den nye finansminister end for H. C. Hansen eller Viggo Kampmann.

Trods Marshalladministrationens heftige protest blev den famøse smørrationering ophævet, og danskerne kunne ved morgenbordet glæde sig over det politiske kursskifte. Men glæden blev kort. Forbruget skulle ned, og der var i store træk kun de samme kort at spille ud, som socialdemokraterne havde haft på hånden. Importbegrænsningen blev ikke lempet, og der kom forhøjelser af de indirekte og de direkte skatter. Det tidligere forslag om en særlig værneskat til dækning af forsvarsudgifterne kom igen, denne gang dog med bevarelsen af retten til at trække den betalte skat fra på selvangivelsen. I den forrige regerings buket af forslag indgik også et tvangslån til forsvarsformål. Det kom ikke med i forligsforhandlingerne efter regeringsskiftet; til gengæld blev skatteydere over en vis indtægtsgrænse pålagt en bunden opsparing. Tvangslån eller bunden opsparing, skatteyderne har næppe mærket den ideologiske forskel så tydeligt.

I løbet af november kom det alt sammen med i det næste i rækken af politiske forlig, hvor de fire gamle partier filede kompromiserne til. Under sådanne forhandlinger mærkede man gensidigt, hvor forligsmulighederne var, og hvor parterne havde for stærke principper eller varetog interesser, der ikke måtte gås for nær. Regeringspartierne kunne ikke tåle, at der blev rørt ved skattefradragsreglen, og socialdemokraterne ville ikke acceptere, at pristalsreguleringen af lønningerne blev anfægtet. Novemberforligets skatter, afgifter og bundne opsparing skulle efter beregningerne sætte danskernes forbrug ned med 500 mio. kr.; men underskuddet i valutakassen for det næste år så ud til at nå 800 mio.

Den politiske diskussion drejede sig ikke om nødvendigheden af forbrugsbegrænsning, men om fordelingen mellem forskellige erhverv og befolkningsgrupper. Det kom tydeligt frem, da det viste sig, at indgrebene ikke var tilstrækkelige. Allerede i februar 1951 måtte partierne i gang med en ny runde. I løbet af marts førte forhandlingene frem til det tredje økonomisk-politiske forlig i løbet af et år.

Thorkil Kristensen kunne i sin politiske retorik forene en tør saglighed med en appel til gammel borgerlig moral, der også tiltalte forligsmagerne i Det radikale Venstre, Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard. Når arbejdernes repræsentanter ikke ville slippe pristalsreguleringen – noget de i øvrigt var enige med arbejdsgiverne om – og når de heller ikke ville møde prisstigningerne med en sund, frivillig sparsommelighed, måtte den bundne (og altså tvungne) opsparing nå ned i deres indtægtsniveau. Det havde den ubestridelige fordel i bekæmpelsen af inflationen, at opsparingen ikke, sådan som skatterne, blev regnet med i pristallet.

Forliget indeholdt politisk sprængstof for regeringen. For at holde pristallet nogenlunde i ro besluttedes det, at hjemmemarkedspriserne på de vigtigste fødevarer ikke måtte stige. Der gennemførtes en stramning af kornordningen (tvangssalg af en del af høsten til en lavere pris) og forskellige andre foranstaltninger, der bragte landbruget i harnisk, ikke mindst fordi Thorkil Kristensen forklarede, at det ganske rigtigt var meningen, at landbruget måtte ned i indtægt.

Hans Pinstrup, der havde afløst landbrugsminister Henrik Hauch som præsident for Landbrugsrådet, anklagede regeringen for at have brudt en aftale med landbruget om ligelig fordeling af byrderne ved genopretningen af valutabalancen. Pinstrup fulgte sine angreb op ved at stemme imod sit parti, da lovforslagene gik igennem Rigsdagen. Hauch kunne ikke længere dække regeringen ind over for landbruget, og i september gik han af. Den konservative handelsminister Ove Weikop gik af samtidig, dog uden politisk dramatik; men regeringen, og navnlig Venstre, var ikke blevet styrket. Vreden var stor hos partiets kernetropper, de jyske bønder. Man kan formode, at det hjalp noget, da det nu omsider lykkedes at overtale England til en forhøjelse af priserne på den danske landbrugseksport.

Ole Bjørn Kraft havde været medlem af Folketinget siden 1926 og forsvarsminister i befrielsesregeringen. I Erik Eriksens ministerium blev han udenrigsminister og deltog med udelt tilfredshed i udbygningen af NATO. Hans engagement voldte nogle gange vanskeligheder med Det radikale Venstre, hvis parlamentariske støtte var nødvendig for regeringen.

Netop i september 1951 begyndte situationen at lysne. Den internationale højkonjunktur, der var en følge af oprustningen, løjede en smule af, formodentlig påvirket af våbenstilstandsforhandlingerne i Korea. Stigningerne i importpriserne fladede ud, og forbrugsbegrænsningen fra forårets politiske forlig begyndte at virke, også i negativ retning på investeringerne og beskæftigelsen. Ved årets udgang måtte man notere en arbejdsløshedsprocent for hele året på 9,7. Industriproduktionen var kommet ned under niveauet fra året før; men en større del blev eksporteret, og industrien tegnede sig nu for mere end en tredjedel af landets samlede eksport.

Tendensen til en bedring var endnu usikker, og problemerne var langtfra overstået. Sammenlignede man med året før, havde forandringen i bytteforholdet med udlandet nu bevirket, at der skulle eksporteres 20 procent mere for at få råd til den samme import. Man kunne spare sig ud af den akutte valutavanskelighed; men man risikerede også at spare sig ind i en såkaldt vækstfælde, en situation hvor der ikke var råd til at finansiere et opsving.

VK-regeringen måtte ligesom sin forgænger og sine efterfølgere erfare, at politiske principper ikke noteres til pari på den parlamentariske børs i Danmark. Når regeringen ville have gennemført noget, måtte den ud og samle et flertal sammen ved at skaffe sig støtte fra de andre partier. Det blev derfor heller ikke VK-regeringens program, der blev realiseret, og Thorkil Kristensen måtte gang på gang finde sig i, at livremmen ikke blev spændt så hårdt, som han mente, det var nødvendigt.

Overfor OEEC's krav om liberalisering måtte VK-regeringen også bryde med sine standpunkter fra oppositionstiden og i 1951 endog indvillige i at stramme importreguleringen. I regeringsposition kan man imidlertid bruge magten til at sætte sit præg på udviklingen i grænseområdet mellem administrative og politiske afgørelser. Den genopbygningsfond, som havde været en del af forliget med regeringen Hedtoft i marts 1950, kunne VK-regeringen ikke afskaffe; men den kunne forsinke brugen af de 200 mio. kr. Også her mødte regeringen imidlertid vanskeligheder. Amerikanerne i Washington og i ambassaden i København forlangte, at der kom gang i brugen af tilbagebetalingspengene fra Marshallhjælpen.

Ikke blot blev der sat en stopper for brugen af tilbagebetalingerne til afdrag på statens gæld til Nationalbanken, de 200 mio. kr. til genopbygningsfonden var heller ikke nok. I alt blev der imod regeringens ønske og Industrirådets protester brugt 535 mio. kr. som tilskud, billige lån og garantier til erhvervslivet. Regeringen måtte også meget mod sin vilje bruge nogle af tilbagebetalingerne til forsvarsformål.

Endnu i 1951 finansierede Marshallhjælpen halvdelen af Danmarks import fra dollarområdet. Alligevel blev underskuddet på handelsbalancen på 273 mio. kr. I 1952 viste bedringen i bytteforholdet sig at blive stabilt, og selv om hjælpen i Marshallprogrammets to sidste år, 1952 og 1953, blev skåret kraftigt ned, fik Danmark begge år et beskedent valutaoverskud. Det skete ikke i kraft af nogen imponerende vækst i produktionen; tværtimod lå den økonomiske vækst i Danmark lavt i forhold til de andre OEEC-lande helt frem til 1957, hvor investeringerne og produktionen i industrien endelig gik stejlt i vejret.

Der var ikke omfattende protester eller strejker mod regeringens skatteforhøjelser eller spareplaner. Forsøg på at rejse en stemning mod oprustningen havde ingen succes. Venstrefløjen i dansk politik var indkapslet i DKP og dermed isoleret i den kolde krigs atmosfære. En egentlig højrefløj uden for de etablerede partier fandtes nok, men var enten kompromitteret under besættelsen, eller den savnede noget politisk at samles om. Grundlovsrevisionen skulle vise sig at være brugbar. I øvrigt blev det i vid udstrækning overladt til politikerne og avisredaktionerne at diskutere de svært forståelige problemer med betalingsbalance og valutaunderskud.

Det store flertal af den danske befolkning havde prøvet 1930'rnes økonomiske nedtur og det offentliges regulerende indgreb i dets handlefrihed, det havde været gennem besættelsestidens voldsomme følelsesmæssige og politiske udsving og dens forsyningsmæssige besvær. Nu tog det vilkårene, som de var, og prøvede at indrette sig.

Indtrykket af de første fem år af 1950'erne som en stilstandsperiode, hvor „den tavse generation” var de unge, kommer kun frem ved at sammenligne femåret med de første år af 1940'rne og de sidste år af 1960'erne. De unge i 1950'erne var de små fødselsårgange fra 1930'erne. Mens de lidt ældre fortalte om deres store oplevelser under besættelsen, og de endnu ældre rådede dem til at skaffe sig en fast stilling, var de unge selv optaget af andre ting, bl.a. noget så langt fra de høje idealer som at skaffe sig tag over hovedet.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Ole Bjørn Kraft havde været medlem af Folketinget siden 1926 og forsvarsminister i befrielsesregeringen. I Erik Eriksens ministerium blev han udenrigsminister og deltog med udelt tilfredshed i udbygningen af NATO. Hans engagement voldte nogle gange vanskeligheder med Det radikale Venstre, hvis parlamentariske støtte var nødvendig for regeringen.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Bertel Dahlgaard
7.11.1887-31.3.1972, politiker. Bertel Dahlgaar ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Hauch
Slægtens ældst kendte mand, Johannes Hauch, f ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
udenrigsminister
minister med et lands udenrigstjeneste som ansva ...Artikel i Den Store Danske
Viggo Kampmann
21.7.1910-3.6.1976, dansk økonom og politiker, s ...Artikel i Den Store Danske
Bertel Dahlgaard
7.11.1887-31.3.1972, dansk politiker. Dahlgaa ...Artikel i Den Store Danske
betalingsbalance
opgørelse over værdien af et lands økonomiske ...Artikel i Den Store Danske
Thorkil Kristensen
1899-1989, dansk økonom og politiker. Kristen ...Artikel i Den Store Danske
ministerium
(af lat. ministerium 'tjeneste, embede', afled ...Artikel i Den Store Danske
befrielsesregeringen
dansk regering fra den 5. maj til valget den ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HSNis
13/02/2012
  • Læst 1942 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki