Reformtanker og kultursammenstød

Det danske undervisningssystem var blevet til i et samspil med samfundets økonomiske og politiske udvikling. Fra børneskole til universitet, med udslusning til arbejdslivet på forskellige trin, var det nogenlunde tilpasset arbejdsmarkedet eller i det mindste de almindelige forestillinger om, hvordan børnenes voksne liv ville blive. Afstanden mellem idealer og virkelighed var ikke større end på så mange andre felter af samfundslivet.

De tanker om reformer af uddannelsessystemet, som blev diskuteret i årene omkring 1950, var ikke revolutionerende. Umiddelbart efter besættelsestiden havde der været en udbredt stemning af taknemmelighed over for ungdommen, udsprunget af den ikke helt forkerte forestilling, at modstandsbevægelsen havde været en slags ungdomsoprør. Med bred tilslutning fra alle partier havde regeringen nedsat Ungdomskommissionen med professor Hal Koch som formand og med repræsentanter for de politiske og upolitiske ungdomsorganisationer. Opgaven var at stille forslag om forbedringer af ungdommens sociale og uddannelsesmæssige vilkår. I de følgende år frem til 1952 afgav kommissionen en række betænkninger. Set i lyset af de forandringer, det danske samfund stod overfor, var forslagene særdeles moderate, og udviklingen kom i løbet af de næste 10-15 år til at passere og distancere reformforslagene på næsten alle felter.

Det er synd at sige, at forslagene blev mødt med udbredt velvilje. Det mentale skred, der i løbet af det næste årti, godt hjulpet af merkantile interesser, skulle gøre ungdom til en kvalitet i sig selv, var endnu ikke kommet i gang. Et centralt synspunkt i Ungdomskommissionens betænkning var, at ungdommen skulle have kortere arbejdstid, og at undervisningen i tekniske skoler, handelsskoler og ungdomsskoler skulle ligge inden for arbejdstiden. I det mindste måtte man sikre, eventuelt ved offentlig kontrol, at arbejdstiden i den alder, hvor de endnu voksede, ikke blev længere end for de voksne.

Kommissionen var i forvejen under anklage for at ville pakke ungdommen ind i vat. Men da den end ikke veg tilbage for at foreslå, at de beskyttelsesregler, som den mente burde gælde for unge i byerne, også skulle omfatte de unge i landbrugserhvervet, rejste den en storm imod sig. Et offentligt møde, arrangeret af Hjørring Amts landøkonomiske Selskab, blev transmitteret i radioen. Professor Hal Koch og Venstres Ungdoms repræsentant i kommissionen, Jens P. Petersen, Farendløse, der selv var gårdejer, blev kastet for 800 vrede landmænd. „Noget diskussionsmøde i egentlig forstand blev der dog ikke tale om,” refererede Vendsyssel Tidende. Det ganske land – radioen blev virkelig aflyttet – hørte ikke „månedens diskussion”, men fik i stedet forsamlingens hujen og tilråb og oplæsning af støttetelegrammer til „de gæve vendelboer”.

Ungdomskommissionen havde foreslået nogle beskedne foranstaltninger i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere på landet, bl.a. om fast arbejdstid, og at karlekamrene skulle opfylde mindstekravene i medhjælperloven fra 1920'rne; men kommissionen havde råbt tværs over en kulturel kløft mellem land og by.