Parcelhus i forstaden og sommerhus „kun fem minutter fra stranden”. Det var målet for mange, og det satte skub i udstykningerne, der galopperede langt foran den planlægning, det offentlige kunne overkomme. Annoncernes forklaringer om, hvordan man skulle finde frem til de nye sommerhusgrunde og udstykningskontoret, gik ud fra som en selvfølge, at køberne kom i bil.

.

I filmen „Harry og Kammertjeneren” 1962, instrueret af Bent Christensen efter manuskript af Leif Panduro, mødtes Osvald Helmuth og Ebbe Rode som typer, der hverken red med på velstandsbølgen eller lod sig hale op på det tørre af det sociale tryghedssystem.

.

Velstanden og fremgangen prægede tilværelsen på mange måder, ikke blot ved de ting man anskaffede. Den fulde beskæftigelse var måske den mest afgørende forandring. Den åbnede for muligheden for en større mobilitet på arbejdsmarkedet, og for den enkelte gav den en tryghed, så man turde binde an med langsigtede forpligtelser som f.eks, køb af et parcelhus. Der var ikke kun flere penge i fuld beskæftigelse, der var også frimodighed over for arbejdsgiveren.

Udbygningen af den sociale lovgivning gav også tryghed, om ikke del i velstandsstigningen. Omkring 1950 havde man som et led i bekæmpelsen af tuberkulosen vedtaget ekstra hjælp til de familier, der blev ramt af sygdommen. Man fortsatte i det spor med ekstra hjælp til dem, der blev ramt af børnelammelsesepidemien i 1952. Permanent handicappede fik ved forskellige love også ekstra hjælp, der skulle bruges til at undervise og træne dem, bl.a. med sigte på at skaffe dem et erhverv. Det mæglingsforslag, der i 1956 blev ophøjet til lov, og som havde bevirket så megen uro, rummede en sygelønsordning, så funktionærer og tjenestemænd ikke længere var alene om at kunne pleje deres influenzaer uden økonomiske afsavn. Ved en reform af sygeforsikringen i 1960 blev sygelønsordningen udvidet til at omfatte alle lønmodtagere.

I 1956 blev endelig folkepensionsreformen gennemført med ikrafttræden året efter. Den forbedrede sundhedstilstand havde op gennem århundredet støt forlænget den gennemsnitlige levealder. Der var altså flere gamle at forsørge, og i det urbaniserede samfund lagde mange praktiske og psykiske hindringer sig i vejen for familiens omsorg for de gamle. Det blev som regel kommenteret som en ulykke for alle parter, at det var blevet sådan. Gamle blev isoleret i alderdoms- og plejehjem, mens børnebørnene savnede den nære kontakt med voksne, der havde tid nok. Glemt var til gengæld den mangel på værdighed, der ofte havde været følgen af afhængigheden.

Den afgørende forskel mellem aldersrente og folkepension var, at det nu var alle, der var berettiget, også selv om de ikke havde magtet at opretholde medlemskabet af sygekassen. Meget af debatten om folkepensionen handlede om, at også de velstående nu kunne hente et beløb i de offentlige kasser, når de blev 67 år eller for kvindernes vedkommende lidt yngre. Folkepensionens mindstebeløb var dog særdeles beskedent, for et ægtepar ti procent af den gennemsnitlige indkomst for forsørgere, endnu mindre for enlige. Det kunne man ikke leve af, og derfor suppleredes beløbet, hvis man ikke havde andre indtægter. Selv det højeste beløb et ægtepar kunne få, rakte kun til godt en tredjedel af en gennemsnitlig arbejderløn. En undersøgelse fra begyndelsen af 1960'erne af de ældres vilkår viste, at halvdelen af mændene fortsatte med at arbejde, efter at de var blevet 67, og næsten en tredjedel endda efter 70.

Deres typiske indkomster lå ikke meget under gennemsnitsindkomsten for arbejderne.

Med loven om folkepension og den samtidige invalidepensionslov var der taget et socialpolitisk skridt af principiel karakter. Det tidligere sociale sikringssystem hvilede på princippet, der allerede i 1849 var kommet med i den første grundlov, at det offentlige har pligt til at sørge for dem, der ikke kan klare sig selv, og som ikke har andre til at sørge for sig. Skridt for skridt blev det sociale sikringssystem udbygget til et andet formål, den almindelige velfærd.

Det kom til udtryk i loven om revalidering i 1960, hvis formål ikke kun var at hjælpe dem, der var blevet ude af stand til at forsørge sig selv, men netop at gengive dem evnen til at klare et arbejde og dermed forsørge sig selv. Endnu tydeligere kom den nye tankegang frem i loven om offentlig forsorg, vedtaget i 1961. Det hidtidige trinsystem med særhjælp, kommunehjælp og nederst fattighjælp blev afløst af en enkelt kategori, og tilbagebetalingspligten blev i praksis ophævet. Samtidig forsvandt den sidste rest af lovgivningens diskriminerende virkning, idet fortabelse af valgret, der havde fulgt modtagelse af fattighjælp, nu endelig blev ophævet.

Loven om offentlig forsorg er sammen med den øvrige sociale lovgivning i disse år blevet kaldt den lille socialreform med en hentydning til K. K. Steinckes store reform fra begyndelsen af 1930'erne. Dengang drejede det sig om hjælp til værdigt trængende, nu var det velfærdsideologien, man søgte at udmønte i praksis.

Det havde sin pris. Mest åbenbart i direkte offentlige udgifter, og her var antallet af beskæftigede i socialsektoren en voksende belastning. Det kunne mærkes på skattebilletten. Der var et hensyn at tage til balancen mellem ideologiens krav om effektiv hjælp og skatteydernes begrænsede tolerance over for sociale klienter. Der var nogle, der spurgte sig selv og efterhånden også hinanden, om der med de udbetalinger, der kom fra de sociale kasser, egentlig var fattige i Danmark. I sammenligning med nogle af de forhold i u-landene, man så og hørte om, var familier under offentlig forsorg i Danmark at regne for velhavere. De kunne købe det nødvendige, så længe man kun regnede bolig, opvarmning, mad og tøj til det nødvendige. Men dette begreb bliver mere omfattende, når man lever mellem naboer, der anser fjernsyn, tobak, smart tøj også til børnene og meget mere som en selvfølgelig del af deres daglige forbrug.

Tærsklen for det nødvendige kom til at ligge højere i Danmark i disse år, og den kunne lægges stadigt højere i afgørelserne fra de sociale forvaltninger, tilsyneladende uden at forargelsen blandt andre blev uoverkommelig.

En uforudset virkning af forbedringen af det sociale sikringssystem blev, at mennesker, der havde deres på det tørre, blev mere og mere tilbøjelige til at mene, at sociale problemer måtte det offentlige tage sig af – man havde jo betalt sin skat. Hvad der tidligere havde været en progressiv holdning, fordi den var med til at befri de sociale tabere for den private godgørenheds uafrystelige karakter af almisse, blev nu en kilde til isolation af dem, der i forvejen led under mangel på menneskelige kontakter, for slet ikke at tale om venskaber. Den stærke tendens til individualisering i alle tilværelsens forhold, som urbaniseringen medfører, blev yderligere forstærket for dem, der havde sværest ved at klare tilværelsen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den lille socialreform.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig