Eva Gredal (forrest th.), socialminister i Anker Jørgensens regeringer 1972-73 og 1975-78, her i 1972 på sit kontor under en demonstration mod nedskæringer i åndssvageforsorgen med bl.a. skuespilleren Lone Hertz (t.v.) og hendes hjerneskadede søn Tomas. Som minister for de socialt dårligt stillede var Gredal en af hovedkræfterne ved formuleringen og udmøntningen af den nye Bistandslov, der trådte i kraft i 1976. I en tid, hvor den systemkritiske venstrefløjs pressionsgrupper og radikale kvindegrupper stod stærkt, høstede Eva Gredal imidlertid nok så megen utak på grund af de nedskæringer, hun også måtte tage ansvaret for.

.

Sådan fremstillede Socialministeriet i en pjece hovedprincippet i den nye bistandslov. Den administrative forenkling skyldtes først og fremmest, at den nye lov afløste alle tidligere omsorgs- og forsorgslove. Princippet var at samle alle de sociale love under én hat i kommunalt regi.

.

Arbejdsformidlingskontoret i Tøndergade på Vesterbro var i 1970'erne i kortere eller længere perioder en alt for velkendt lokalitet for mange tusinde arbejdsløse københavnere. Det offentlige arbejdsformidlingssystem blev etableret i 1970, og trods nogen kritik af dets funktion under den økonomiske krise bidrog det til det danske arbejdsmarkeds betydelige fleksibilitet: Det var relativt let for arbejdsgiverne både at fyre og at ansætte arbejdskraften, mens lønmodtagerne var sikret et forholdsvis højt understøttelsesniveau i tilfælde af arbejdsløshed.

.

„Gør gode tider bedre.” Det havde været Socialdemokratiets besnærende valgslogan ved folketingsvalget tilbage i 1960. Den økonomiske højkonjunktur var allerede indtrådt, og forventningerne til velfærdsudviklingen var med rette store i begyndelsen af 1960'erne. Den Socialreformkommission, som socialminister Kaj Bundvad (S) nedsatte i 1964, havde derfor ikke som K.K. Steinckes berømte socialreform i 1933 baggrund i en økonomisk krise og social nød. Ønsket var tværtimod at benytte højkonjunkturen til at konsolidere og videreudbygge den danske velfærdsstat på basis af 1950'ernes og de tidlige 1960'eres sociale tryghedsreformer. Udgangspunktet var således en forestilling om fortsat højkonjunktur og høj vækst.

Kommissionen var dog også nedsat under indtryk af voksende kritik fra borgerlige kredse af den socialdemokratisk inspirerede velfærdsmodel. Ifølge denne skulle de skattefinansierede velfærdsydelser – børnepasning, ældrepleje, folkepension, uddannelser og sundhed – i princippet omfatte alle borgere uanset trang og (hidtidig) indtægt. Venstre og De Konservative var betænkelige ved den stærkt stigende skattebyrde og voksende offentlige sektor, som denne model indebar. Samtidig advarede borgerlige debattører imod faren for statsligt formynderi og udviklingen af en passiv krævementalitet hos borgerne, som kunne føre til en forsørgerkultur.

Socialdemokratiet fastholdt omvendt, at universel adgang til velfærdsgoderne nok betød relativt høje skatter, men til gengæld fik alle noget igen, hvilket sikrede det store flertals, altså også de bedrestilledes, villighed til at betale til ydelser også til dem, der ikke selv kunne bidrage så meget. Alle skulle bidrage i forskelligt omfang til den velfærdsstat, næsten alle havde glæde af. Dette solidariske princip, hvor omfordelingen skete via skattesystemet, sikrede samtidig en høj grad af økonomisk udjævning og lighed i samfundet, hvilket af især Socialdemokratiet og De Radikale blev set som politisk ønskværdigt og socialt stabiliserende.

De påpegede også, at den universelle velfærdsmodel var gennemskuelig og relativt enkel at administrere, samt at det private erhvervsliv i høj grad også havde udbytte af en effektiv og udbygget offentlig sektor. Det var ikke mindst tilfældet i en periode, hvor kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet nødvendiggjorde stærkt udvidede offentlige pasningsordninger og institutioner for børn og ældre.

Alligevel viste det sig, at der i Socialreformkommissionen var en overraskende bred enighed blandt de store politiske partier om den fremtidige velfærdspolitiks indretning. Kommissionens betænkninger kom dermed til at danne grundlag for en vidtrækkende social reformproces, som strakte sig gennem det meste af 1970'erne, men hvis tyngdepunkt lå i årene indtil 1975, dvs. inden den økonomiske lavvækst- og arbejdsløshedsperiode i kølvandet på energikrisen i 1973 for alvor satte ind. Heri lå også reformernes væsentlige betydning både umiddelbart og på længere sigt: som sociale 'støddæmpere' og stabiliseringsfaktorer i de følgende års politisk-økonomiske kriseperiode, men også som et sårbart og problematisk redningsnet, for så vidt som reformerne var tænkt og udformet til at fungere under højkonjunkturens helt anderledes betingelser.

I forbindelse med kommunalreformen i 1970 vedtog Folketinget i første omgang en administrativ forenkling med en ny social styrelseslov, som til betydelig lettelse for borgerne fastlagde det såkaldt enstrengede princip, dvs. at der i hver kommune og amtskommune kun skulle være ét organ, det sociale udvalg, som havde ansvar for de sociale opgaver. Med denne ramme på plads gik det såkaldte 'andet arbejderflertal' i 1971-73, dvs. den socialdemokratiske regering støttet af SF's og tre nordatlantiske mandater, i gang med to større reformprojekter, nemlig dagpenge- og sygesikringslovgivningen (det første S-SF-'arbejderflertal' var i 1966-67).

Dagpengereformen med ikrafttræden i 1973 indeholdt klare forbedringer, set fra lønmodtagernes side, i forhold til den afgåede VKR-regerings oprindelige forslag. Alle borgere kunne nu opnå dækning for tab af arbejdsindkomst under sygdom, ved tilskadekomst eller fødsel. Dagpengesatsen blev forhøjet til 90 procent af indtægten, dog med et maksimum, og karenstiden blev afskaffet. Ordningen blev finansieret af arbejdsgiverne i de første dage af sygdomsperioden, derefter af det offentlige via en skatteforhøjelse. Sygesikringsreformen, som også fik virkning fra 1973, afskaffede det gamle sygekassesystem, som i over 100 år havde været grundlaget for finansieringen af sygeforsikringen. Socialdemokratiet og fagbevægelsen ønskede principielt, at staten overtog sygeforsikringen, men på den anden side var sygekasserne efterhånden blevet en vigtig del af den socialdemokratiske netværksorganisering og som sådan noget af en bastion for arbejderbevægelsen. Men også en skydeskive for borgerlig kritik af socialdemokratisk „pamperi”.

Som et kompromis blev sygekasserne integreret i det nye enstrengede kommunale og amtskommunale sociale system, mens arbejdsløshedskasserne til gengæld forblev tæt knyttet til fagbevægelsen. Medlemskab af en a-kasse forudsatte således medlemskab af en fagforening. Disse var oftest socialdemokratisk orienterede, hvilket snart skulle blive kilde til konflikter med ikke-socialdemokratiske lønmodtagere. A-kasserne kom dog under skærpet kontrol, idet staten skulle dække alle de udgifter til understøttelse, som lå ud over kontingentet til a-kassen. Overordnet set betød sygesikrings-reformen, at hele befolkningen fik adgang til sygesikring med forhøjede satser, som altså i princippet blev finansieret over skatterne. Også heri skulle der snart vise sig voksende politiske problemer, første gang klart manifesteret ved de mange proteststemmer ved folketingsvalget i december 1973 mod netop især det stigende skattetryk.

Også på arbejdsmarkedet blev der gennemført reformer ved lovgivning. Det var for så vidt en nyskabelse, idet der i Danmark – modsat f.eks. i Sverige – ikke var tradition for at lovgive i større omfang på dette område, som arbejdsgivere og fagbevægelse havde været enige om selv at regulere efter fælles indbyrdes aftaler. Det havde derfor også ført til protester fra dele af fagbevægelsen, især dens venstrefløj, da VKR-regeringen i 1968 ved lov fjernede arbejdsformidlingen fra fagforeningerne og lagde den ind under et centraliseret statsligt arbejdsformidlingssystem. Det skete efter krav fra arbejdsgiverne og betød, at båndet mellem det enkelte medlem og fagforeningen blev løsnet. Der opstod dog snart tvivl om, hvor hensigtsmæssigt det nye system var, især da det op i 1970'erne stod klart, at det var indrettet til en situation med permanent høj beskæftigelse og ikke kunne håndtere de problemer, en langvarig høj arbejdsløshed skabte.

Til gengæld var endnu et lovindgreb på arbejdsmarkedet, nu under det 'andet arbejderflertal' i begyndelsen af 1970'-erne, klart i lønmodtagernes interesse, nemlig en forhøjelse af den maksimale dækningsprocent ved arbejdsløshed fra 80 til 90 procent af den hidtidige indkomst. V og K stemte imod loven, og Dansk Arbejdsgiverforening protesterede imod, at loven brød med den mangeårige praksis for, at Folketinget kun vedtog arbejdsmarkedslovgivning efter forudgående fælles indstilling fra arbejdsmarkedets parter. Arbejdsgiverne argumenterede, at hele velfærdspolitikken på arbejdsmarkedet ville være truet, hvis 'tilfældige' politiske flertal ensidigt fulgte den ene parts interesser.

Ikke desto mindre var der samtidig næsten fuldstændig politisk enighed i Folketinget om den mest omfattende af 1970'ernes sociale reformer, loven om social bistand. Lovforslaget blev fremsat af socialminister Eva Gredal (S) i 1972, kort efter at Socialreformkommissionen kom med sin anden betænkning, „Det sociale tryghedssystem. Service og bistand”, som var grundlaget for forslaget. Bistandsloven blev vedtaget under den 'smalle' Venstreregering i 1974 med de fire gamle partiers plus SF's stemmer, og med ikrafttræden den 1. april 1976. Historikeren Niels Finn Christiansen har med rette betegnet bistandsloven som højdepunktet af gennemslagskraft for Socialdemokratiets velfærdsstrategi og som et vidnesbyrd om en gennemgribende 'socialdemokratisering' af befolkningens holdninger i disse år, uanset tilstedeværelsen af oprørsbevægelser både på venstre- og højrefløjen.

Først og fremmest var bistandsloven en udbygning af det enstrengede og universelle system. Enhver borger, der kom ud for en trangssituation, nu kaldet en 'social begivenhed', kunne henvende sig til bistandskontoret i opholdskommunen, som tog stilling på grundlag af et såkaldt 'skønsprincip', dvs. alene en konkret vurdering af den pågældendes behov. Hidtil havde muligheden for at opnå sociale ydelser været betinget af årsagerne til og måden, hvorpå behovet var opstået. Hertil kom det såkaldte 'indkomstbortfaldsprincip', som skulle sikre, at der ikke skete nogen væsentlig forringelse af borgerens hidtidige levevilkår. Dermed håbede man at forhindre, at en social begivenhed trak bistandsmodtageren og eventuelt dennes familie ind i en nedadgående spiral af stadig værre sociale begivenheder. Det var således et vigtigt sigte med bistandsloven at fastholde borgerne i arbejdsstyrken gennem familiebehandling, forebyggelse og revalidering, tre nøglebegreber i hele reformen. Den enkelte skulle med andre ord ikke være afhængig af at kunne fungere optimalt på (arbejds)markedet for at kunne opretholde et acceptabelt leveniveau.

Den decentralisering, som bistandsloven var udtryk for, blev midt i 1970'erne videreført med kommunernes og amtskommunernes overtagelse af ansvaret for oprettelse og drift af sociale institutioner, for børne- og ungdomsforsorgen og mødrehjælpen og fra 1979-80 også for særforsorgen (fysisk og psykisk handicappede). Også finansieringsformen blev gjort ensartet for at mindske forskellene i kommunernes tilbud om ydelser til borgerne. Bistandslovens decentrale skønsprincip kunne nemlig, påpegede kritikerne, let komme i konflikt med lovens generelle rets- og behovsprincipper.

Det største problem med bistandsloven var dog, at også dén var udtænkt under højkonjunkturen med næsten-fuld beskæftigelse, høj økonomisk vækst og politisk stabilitet, altså på ganske andre forudsætninger og vilkår end dem, loven kom til at fungere under i sidste halvdel af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Lavvækst og massearbejdsløshed, ikke mindst blandt de unge, førte sammen med den politiskideologiske krise fra 1973-74 i kølvandet på opgøret om EF-medlemskabet og 'jordskredsvalgets' parlamentariske omvæltninger til en marginalisering og udstødelse af så store befolkningsgrupper, at de tidlige 1970'eres sociale tryghedsreformer kom delvis til kort. Men også kun delvis.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet 1970'ernes socialreformer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig