Konge, højadel og kirke

I 1502 skete der et prominent mord i København. Rigshofmesteren Poul Laxmand blev en dag, da han var på vej fra slottet til sin gård i Østergade, stukket ned på Højbro af to adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. De lempede ham derefter ud over broens rækværk ned i Gammel Strand med en kvik bemærkning, noget i retning af: „Du hedder Lax, så kan du vel svømme.”

Kongen deltog personligt i messerne for den afdødes sjæl. Men kort efter konfiskerede han rigshofmesterens vældige godser. Der blev rejst anklage mod Poul Laxmand for forræderiske forbindelser med svenskerne, og landstinget kendte ham skyldig. Herredagen fældede derefter en dom, der gav kongen medhold i konfiskationen som erstatning for forræderiet.

Vi kan ikke afgøre, om Poul Laxmand var skyldig efter anklagen og heller ikke, om kongen i virkeligheden stod bag drabet, hvad mange i samtiden mente. Derimod kan vi gøre os tanker om hele den politiske situation og det politiske klima, hvori modsætningerne mellem kongen og en af hans mest fremtrædende politiske med- og modspillere, rigshofmesteren, hørte hjemme.

I det politiske system udgjorde kongen og det højadelige og højgejstlige rigsråd de to magtfaktorer, som tilsammen dominerede samfundet. De havde, ikke mindst i deres fælles egenskab af godsejere, mange sammenfaldende interesser, bl.a. i selve systemets opretholdelse. De bedste politiske hoveder blandt højadelen var ikke i tvivl om centralmagtens nødvendighed i denne sammenhæng. Men i magtfordelingen inden for systemets rammer var der, som i andre politiske systemer, mange modsætninger.

I unionspolitikken var det meget vel tænkeligt, at en centralt placeret person som rigshofmesteren har indtaget en holdning, der var baseret på den betragtning, at unionens egentlige mening og indhold var en alliance mellem dansk og svensk højadel. Adelige havde undertiden godser i mere end ét af de nordiske riger, og tankegangen ville svare helt til rigsrådsadelens almindelige tendens til at opfatte rådet som den egentlige og varige repræsentant for kronen, mens kongen var den valgte og midlertidige forvalter. Forræderianklagen og dommen kan da ses som et udtryk for kongens kamp imod sådanne tendenser og deres aktuelle politiske udslag.

Men sagen har også et andet perspektiv. De højadelige magtudvidelser i tiden betjente sig i hovedsagen af politiske midler, og inden for magtsystemets ustabile balance kunne disse bestræbelser ikke undgå at støde mod kongens interesser. Det drejede sig i sidste ende om fordelingen af bondebrugenes overskud.

Senere, da kong Hans var død og der skulle forhandles om den nye konge, Christian 2.s, håndfæstning, kan vi spore en række af de punkter, hvor interesserne er gået imod hinanden. Både rigsrådet og „menig adel” havde meget at kritisere kong Hans for, og selv om situationen – den nye konges betingelser – i høj grad indbød til overdrivelse af klagerne over forgængeren, er det klart nok, på hvilke områder, striden stod.

Der er klager over, at adelens privilegier og traditionelle ret til at gøre kongetjeneste og modtage forleninger var blevet tilsidesat. Kongen havde ladet vanbyrdige få len og blive landsdommere, hvorved de havde fået øvrighedsbeføjelser over de privilegerede stænder. Og borgere havde i modstrid med kong Hans' håndfæstning købt „frit” jordegods. Dette gods skulle nu – i 1513 – tilbage til de rette ejere. Det var også ved den lejlighed et afgørende punkt for adelen at fastholde, at grænsen mellem „frit” og „ufrit” gods var lige så fast som mellem „fri” og „ufri” personer.

Adelen klager også over, at den i kong Hans' tid var blevet forhindret i at nyde rettighederne over sine bønder fuldt ud. Hermed er anslået et tema, som ikke blot drejede sig om de privilegerede stænders forhold til kongemagten, men i allerhøjeste grad også om problemer dem selv imellem. Også her havde den godsrige og foretagsomme Poul Laxmand været at finde i begivenhedernes centrum.

Ligesom adelens magtstilling for en stor del beroede på dens ret til forvaltning af krongodset, således havde den også betydelige dele af kirkens gods under sig som forlening eller i pant. I Skåne havde den højadelige ærkebiskop Jens Brostrup rundhåndet overladt slægt og venner store dele af bispegodset som len. Men den nye ærkebisp, Birger Gunnersen, der var søn af en landsbydegn og ikke spor adelig, havde andre meninger om kirken og dens stilling i samfundet. Han arbejdede på at reducere den skånske kirkes len og panter til adelige, og i de voldsomme stridigheder, der fulgte heraf, tog Poul Laxmand parti for sine standsfæller, mens ærkebispen appellerede til kong Hans om støtte.

Poul Laxmand havde også stridigheder mod roskildebispen Niels Skave om nogle gårde. Disse årtiers heftige kamp om forsvarsretten over bønderne kom ikke alene til at stå mellem adel og konge og adelen indbyrdes, men også mellem adel og kirke og mellem kirkelige institutioner. Det kunne gå hårdt ud over bønderne, der undertiden kunne komme i vildrede med, hvem de overhovedet hørte under. Tingmænd kunne blive presset til at afgive vidnesbyrd, der stred mod hinanden, og de bønder, der kom i klemme i stridighederne, kunne komme ud for at blive lyst i band, pålagt bøder eller fængslet.

Det er uden tvivl også i sammenhæng med disse konflikter, dommen over Poul Laxmand skal ses. I sine modsætninger til de dele af højadelen, der mest hensynsløst håndhævede deres magt, kunne kongen finde støtte hos borgerlige og lavadelige, især blandt kirkens og administrationens folk. Kongen måtte navigere imellem de to modstående magtfaktorer, der mere og mere tegnede sig: højadelen og den del af de kirkelige institutioner, som opretholdt en selvstændig stilling over for denne samme højadel. Det er den begyndende kamp mellem højadel og kirke om magten i samfundet og udbyttet af jorden, der danner de ydre rammer for det politiske liv, hvor også kongens holdning til en højadelig lederskikkelse som Poul Laxmand hører til.