Danmarkshistorien

Øm Klosters vidnesbyrd

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


I 1260 skiftede Øm Kloster abbed. Hr. Jens kaldet Dover, fordi han var født i Dover sogn nær klosteret, tiltrådte den 26. juni. „I hans tid var der stor ufred over hele Danmark, og hver mand gjorde hvad han lystede,” står der i klosterets krønike. „Thi kong Erik, kong Christoffers søn, var endnu kun et lille drengebarn der hverken forstod at styre sig selv eller andre, og således gik de ord af profeten i opfyldelse på os hvor han siger: 'Ve dig, du land, hvis konge er en dreng og hvis fyrster holder gilde ved gry'.” Det sidste er et citat fra Prædikerens Bog i Det gamle Testamente. Klosterkrøniken angiver, efter almindelig praksis, kun begyndelsesordene og overlader det til læseren selv at afslutte citatet.

Øm Kloster lå smukt i Midtjylland mellem Mossø og Gudensø. Det var også vel anbragt, fordi forskellen i vandstand mellem de to søer havde tilladt at bygge en vandmølle der aldrig ville savne vand. Klosteret var hundrede år gammelt, og på det gode sted havde det været siden 1172.

Hr. Jens' forgænger som abbed havde beklædt denne post i fem år på elleve dage nær, men nu var han blevet valgt til abbed i Øms moderkloster Vitskøl, hvorfra den første munkekoloni var blevet sendt ud til det der skulle blive til Øm Kloster.

Det var i hr. Jens' tid at enkedronningen voldgæstede Øm – dette drengebarns moder som holdt rigets tøjler, kalder krøniken hende – hun kom til klosteret og blev der i to nætter med 1600 ryttere „foruden de tilhørende løbere og fodfolk, rent bortset fra de klerke og riddere der for klagemåls skyld søgte hoffet”. Alle skulle de bespises og forsynes på klosterets bekostning.

Cisterciensermunkene skulle til deres egne håndskrifter bruge tarveligt og hullet pergament. Skriveren skrev da blot uden om hullerne. Her et opslag fra Øm Klosters Krønike, den livfulde skildring af klosterets eksistenskamp imod kongemagtens og århusbispens angreb.

Gæsteri var munkene efter deres egen mening i forvejen alt for hårdt belastet med. 1 1250'erne havde århusbispen Peder Ugotsen lagt sig med hele sit følge i klosteret i tre uger om året og ikke villet høre på munkenes erklæringer om at det oversteg deres kræfter. Biskoppen grundede sin ret på at klosteret i sin tid var blevet rigelig betænkt af bispestolens midler under hans forgænger den navnkundige biskop Sven, som Øm Kloster selv holdt højt i ære på grund af hans velgerninger mod dem. Det kom til et forlig mellem biskoppen og klosteret, og der kom fred i tre år, nemlig så længe biskop Peder levede. „Senere blev han, da hans forseelser mod hans ærkebisp med rette forskyldte det, sat i band af denne samme ærkebiskop og således domfældt gik han alt kødets gang”, hedder det dystert i krøniken.

Jens Dover længtes i hele sin tid som abbed efter klosterlivets egentlige formål at tjene Gud, og hans bønner blev hørt så han kunne få lov at nedlægge abbedværdigheden helligtrekongersdag 1262. Hans embedsperiode er skildret i dette afsnit af klosterkrøniken som stilheden før en storm. En magister Tyge var allerede ved pavehoffet for at skaffe sig det ledige bispesæde i Århus. Og abbed Jens blev afløst på posten af en af Øm Klosters dygtigste munke, en mand der hed Bo og som i krøniken kaldes en dygtig skriver og dygtig maler, tillige kunstbegavet i mange henseender. Tænke kunne han også. Han blev en værdig modstander for biskop Tyge af Århus, der på sin side var en af de betydeligste på det kongetro parti af tidens danske gejstlighed.

Biskop Tyge krævede sit gæsteri som om der ikke havde eksisteret nogen aftale med hans forgænger. Afvekslende begrunder han sit krav med bispestolens gaver til klosteret der gav hævd på en gæsteriydelse, afvekslende er der tale om gæsteri i forbindelse med visitats. Under alle omstændigheder er det underhold i klosteret i tre uger med et stort følge han kræver. Den kloge abbed afviser ikke at yde gæsteriet, hvis det vel at mærke kan betragtes som en frivillig gave klosteret yder. Men biskoppen var ikke kommet for at få almisse.

Striden forløber parallelt med en fase i ærkebispestriden, og da denne var afgjort og Jakob Erlandsen død, faldt også uroen omkring Øm bort. Det endte med at ingen af parterne vandt, og klosteret i det mindste tabte. Et særligt afsnit af Øm Klosters Krønike belyser stridens forløb i en række livfuldt opridsede hændelsesforløb, scener der udspilledes mellem biskop og munkesamfund. Således da Tyge ved kyndelmisse 1263 tog ophold i klosteret og den første morgen bad abbed Bo om tilladelse til at overvære munkenes kapitel. Her tager bispen ordet og siger til forsamlingen: „Vi er kommet hertil for at holde visitats, og Vi vil derfor vide om der er nogen der har noget udestående med nogen, og vil fremdeles høre om I holder Jeres ordensregel vel, og Vi vil vide hvor meget I giver ved døren til de fattige.”

Abbeden forhindrede straks nogen i at svare og bad biskoppen fremføre, hvad han i øvrigt måtte have at sige, for visitats af dette kloster hørte ikke under ham, men under ordenens myndigheder. Derpå rejste han sig og udvandrede med hele munkesamfundet af kapitlet, idet han istemte Davids 46. salme: „Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød …” Den kongetro biskop der forsøgte at tvinge det genstridige kloster har måske særlig sat pris på stroferne: „Folkene larmed, rigerne vakled, han løfted røsten så jorden skjalv, hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste borg.”

Bispen kom igen i fastetiden, havde sendt sine kokke nogle dage i forvejen og kunne ifølge krøniken have fået alt hvad han krævede hvis han blot ville give klosteret brev på at han modtog det som en fri gave og ikke som en skyldig ydelse. I stedet rejste bispen klage på tinge, hævdede at være blevet jaget bort med stokke og knipler og påstod at klosteret var skjulested for rigets fjender. Det sidste er i virkeligheden sandsynligt, for netop da stod krigen mellem de forskellige linier af kongeslægten på sit højeste, og Midtjylland var et vigtigt område. – Nu følger en fase af gensidige beskyldninger for at savne retmæssigt grundlag for deres myndighed, bispen bestrider abbedens retmæssighed, og krøniken fortæller historien om hvordan det var gået til da magister Tyge var blevet århusbiskop. Valget havde stået lige mellem de tolv kanniker og afgørelsen var tilfaldet den landflygtige ærkebiskop der havde udpeget Tyges modkandidat, abbed Arnfast i Ryd Kloster. Denne havde dog ikke turdet tiltræde embedet, fordi han vidste sig valgt mod dronningens vilje. „For hans skyld gæstede i samme år den herre kongens marsk Jens Kalf os syv gange med mindst 300 heste for at forsøge om han ikke kunne fange denne bisp Arnfast og han svor at om han så fandt ham for højalteret ville han tage ham der. Men denne gode mand havde i virkeligheden ikke sat sin fod i dette hus siden han var blevet viet til biskop,” slutter krøniken sit afsnit herom. Før havde han altså været der, må vi tro, f.eks. da han kandiderede til embedet.

Munken skrev sin skildring af dette dramatiske forløb på et tidspunkt da striden var løbet ud i en endeløs række af appelskrivelser og klageskrifter med juridiske spidsfindigheder. Han skrev på tarveligt, hullet pergament, omhyggeligt uden om hullerne, og han skrev formentlig i bevidsthed om at sagens egentlige indhold foreløbig ikke kunne behandles. Den danske kirkes splittelse gik dybt. Men han skrev i håbet om at klosteret skulle få mulighed for engang på et nyt grundlag at tage denne sag op igen. Et håb der aldrig blev indfriet.

Derved bliver munkens skildring for os navnlig et vidnesbyrd om en voldsom og kaotisk tidsalder hvor den danske konge var et drengebarn der ikke var gammelt nok til at regere sig selv eller andre. Danmark var et land hvis konge var et barn og hvis fyrster holdt gilde om morgenen.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Cisterciensermunkene skulle til deres egne håndskrifter bruge tarveligt og hullet pergament. Skriveren skrev da blot uden om hullerne. Her et opslag fra Øm Klosters Krønike, den livfulde skildring af klosterets eksistenskamp imod kongemagtens og århusbispens angreb.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
ærkebiskop
i oldkirken fra 300-t. indehaver af et betydelig ...Artikel i Den Store Danske
Mossø
langsø i en øst-vest-gående tunneldal i Det M ...Artikel i Den Store Danske
helligtrekongersdag
den 6. januar, i vestlig kristen tradition ki ...Artikel i Den Store Danske
håndskrifter
De mytologiske tekster, fx Ældre Edda og Snor ...Artikel i Nordisk Mytologi
Arnfast
abbed i cistercienserklostret Ryd ved Flensborg Fjor ...Artikel i Den Store Danske
Jakob Erlandsen
d. 18.2.1274, ærkebiskop. Jakob Erlandsen tilhør ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
gejstlighed
i kristne kirker brugt om præstestanden til forskel ...Artikel i Den Store Danske
Arnfast
levede 1259. abbed i cistercienserklostret i Ryd, st ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Jakob Erlandsen
d. 1274, ærkebiskop i Lund. Jakob Erlandsens ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
KHoer
13/02/2012
RAO
13/02/2012
  • Læst 735 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki