En bandsat konges død

Med fængslingen af Jakob Erlandsen stod kongen i kirkens band, dvs. han var udelukket fra gudstjenesten og afskåret fra at modtage sakramenterne. Der kunne være tvivl om interdiktet, gudstjenesteforbudet i henhold til Vejlekonstitutionen. Her havde Lunde domkapitel straks lyst interdikt over ærkestiftet, helt i overensstemmelse med paragrafferne. Men få dage efter fulgte roskildekirken efter med interdikt over Roskilde Stift. Biskoppen her, Peder Skjalmsen Bang, var Jakob Erlandsens slægtning og nærmeste forbundsfælle. Han har villet markere at der burde lyses interdikt over hele riget, og han har anset det for indlysende at kongen stod bag fængslingen, dvs. at det blot var et skalkeskjul at fængslingen var foretaget af en udlænding. Men her var kirken ikke enig. Lunde og Roskilde stifter har været de eneste hvorover der var lyst interdikt, og i det mindste for Sjællands Stifts vedkommende ved vi at det ikke blev fuldt accepteret. Karise Kirke på Stevns var en nybygning, og den blev indviet i 1261.

Men at ærkebispen og hans parti havde lyst kongen selv i band, var en anden sag, og ham indhentede døden i Ribe den 29. maj 1259. Ribebiskoppen havde taget afstand fra Vejlekonstitutionen og overholdt i det mindste ikke noget interdikt. Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit lejersted inde i selve domkirken. Nogle år senere, da Ribe domkapitel bliver krævet af ærkebispen for en forklaring henholder kapitlet sig til at kongen på dødslejet ikke blot udviste tydelige tegn på anger, men også udtrykkelig afgav løfte om at genoprette den krænkelse han havde forvoldt ærkebispen. Efter kapitlets mening måtte kongen således anses for ved sin død at være udløst af bandet, hans arvinger forpligtede til at indfri hans løfter, og kannikerne selv skyldfri hvad angik dette at de havde begravet ham i kirken og på fuldt kristelig måde.

I anledning af Jakob Erlandsens fængsling gjorde hertug Erik Abelsen og fyrst Jarimar af Rügen invasion på Sjælland, hvor de havde en forbundsfælle i roskildebispen. Nogle uger efter at kongen var død kom det til et stort slag ved Næstved, hvor invasionshæren sejrede.

1260 måtte enkedronning Margrete Sambiria udnævne Erik Abelsen til hertug af Sønderjylland, men krigen var ikke slut. I sommeren 1261, den 28. juli, led det kongelige parti et afgørende nederlag i slaget på Lohede syd for Danevirke. Enkedronningen og hendes søn den 11-årige Erik Klipping måtte gå i holstensk fangenskab. Hun kom fri det følgende år, men kongen sendtes videre i forvaring hos markgreverne af Brandenburg og vendte først tilbage til Danmark 1264.

Den fængslede Jakob Erlandsen var blevet ført til Hagenskov på Sydvestfyn, i nærheden af Assens, et slot der havde været kongeligt i Abels tid og nu muligvis var blandt dem Christoffer gav i forvaring til sine tyske forbundsfæller. Måske var det allerede nu fyrst Albrecht af Braunschweig som havde det, han som i det mindste med sikkerhed besad det i 1270'er-ne. Men ærkebispen blev ikke siddende længe i sit fængsel. Hans løsladelse var pavens betingelse for at modtage sagen til afgørelse, og her ønskede enkedronningen og det kongelige parti ikke at lade nogen tid gå til spilde.

Christoffer selv må have taget sig bandlysningen ganske let. Nu var der to partier med hver sin kirkelighed. Tidligere havde kirken været fast knyttet til kongemagten, næsten indlemmet i den, som en del af den store kongelige husholdning. Men nu hvor kongemagten var blevet splittet, spaltedes også den danske kirke.