Junker Jakob Nielsens, grev Niels' søns, segl. Skjoldets motiv er en variant af kongevåbenet og understreger derved junker Jakobs høje byrd.

.

Den første grev Niels af Halland var søn af kong Valdemar Sejr og en ukendt frille. Efterslægten blev dog uden forbehold regnet til kongehuset, og Jakob Nielsens stilling som greve af Halland ligner mest af alt hertugerne af Sønderjyllands forhold til kongeriget. Han fik dog først sit fyrstelige len i 1283 da biskoppen og greverne af Schwerin gik i forbøn for ham hos Erik Klipping og henviste til at grev Jakobs fader, dengang kong Valdemar Sejr sad fangen i Schwerin, havde givet afkald på sin mødrene arv i Schwerin (dvs. moderens medgift) mod til gengæld, frit og arveligt, at få Halland.

.

Brudstykke af en seglstampe fundet ved udgravninger i Sorø Kirke 1970 foran højalteret hvor Esbern Snare og hans efterslægt er begravet. At dømme efter motivet, en hjortetak, er seglstampen sandsynligvis Anders Mundskænks. Den er blevet sønderbrudt ved hans død og kastet i hans grav for at forhindre misbrug af seglet.

.

Der fandtes endnu en linie af den danske kongeslægt ved siden af Abels og Erik Plovpennings, nemlig den der nedstammede fra Valdemar Sejrs frillesøn Niels der var blevet greve af Halland og havde ægtet en grevedatter af Schwerin. I Erik Klippings regeringstid da slaget om Christofferliniens fremtid på tronen for alvor skulle udkæmpes, levede der to sønnesønner ved navn Niels og Jakob.

På mødrene side tilhørte de Hvideslægten. Deres moder hed Cæcilie og var sønnedatter af den store Jakob Sunesen af Møn. Det er ham grev Jakob er opkaldt efter, ligesom hans frænde Jakob Erlandsen i den foregående generation var blevet det. Hans ældre broder hed Niels efter den første greve af Halland, men han døde før Jakob som efter 1271 var alene om at føre slægtens uindfriede krav frem.

De bestod ikke kun i grevskabet Halland der havde været inddraget under kongemagten siden 1251, men også i godtgørelse af den udgift den første grev Niels af Halland havde påtaget sig ved at lade sin hustrus schwerinske gods, hendes medgift i ægteskabet, indgå i den løsesum der havde skullet betales for Valdemar Sejr da han i sin tid var faldet i Sorte Grev Henriks fangenskab.

Junker Jakob Nielsen der skulle blive grev Jakob af Halland i 1283 da udenlandske fyrster gik i forbøn for ham hos Erik Klipping, havde indtil dette tidspunkt sin mægtige mødrene slægt at støtte sig til. Moderen Cæcilie døde 1260 og var da siden 1257 gift med Anders Mundskænk der tilhørte en anden gren af Hvideslægten end hun selv. Forinden havde hun efter sin første ægtefælles død en kort tid været gift med en greve af Gleichen.

Anders Mundskænk havde sit navn fordi han havde gjort hoftjeneste som den der skulle smage for på kongens mad og drikke, måske både under Christoffer 1. og Erik Klipping, men 1266 faldt han åbenbart i unåde og blev sat i fængsel. Dette tidspunkt er sammenfaldende med at kongemagten blev tvunget til at udlevere noget gods til nogle af Jakobs slægtninge, uden at Jakob selv fik noget af hvad han havde til gode.

Mundskænken blev sikkert fængslet fordi han talte sin unge slægtnings sag. Indtil 1265 havde Jakobs værge været Jon Lille, moderens morbroder, men efter hans død var stedfaderen den nærmeste beskytter. Nu var der endnu mere gods at gøre krav på, for også arven efter Jon Lille søgte kongemagten at forholde arvingerne.

Jakob Sunesen havde ved sin død kun efterladt sig to børn, Jens der blev fader til grev Jakobs moder, og Ingerd der blev grevinde af Regenstein og som enke levede på Sjælland og blev en stor velgører for Roskilde Sankt Clara Kloster. Cæcilie og hendes broder Jon (Lille) var børn af Jens i hans ægteskab med Adelheid af Ratzeburg, og de var ene om at dele arven efter Jens. Moderen må have skiftet med dem da hun efter faderens død indgik nyt ægteskab med en greve af Ravensberg. Børnene af dette ægteskab er junker Jakob Nielsens og hans broder Niels' medarvinger efter Jon Lille, og dem har kongemagten tilladt at komme i besiddelse af arven. De må have haft nogle mægtige beskyttere. Men Jakob og Niels fik foreløbig ikke andet end hvad de havde.

1283, i en kritisk fase af Erik Klippings regeringstid, fik Jakob endelig, på udenlandske fyrsters forbøn, grevskabet Nørrehalland. Indtil da har han levet på Sjælland blandt sin moders slægtninge og ventet på bedre tider.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grev Jakob af Hallands arv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig