Kort over det område der omtales i dette afsnit.

.

Frankerrigets udstrækning ved Karl den Stores død i 814.

.

En af de 194 sceattas som foreløbig er fundet i Ribe. En lignende mønt, muligvis præget med det samme stempel, er fundet på øen Schouwen i Scheldeflodens munding. Disse små sølvmønter blev fremstillet i Frisland og England i begyndelsen af 700-tallet. Der findes flere billedpræg, men det her viste er det mest almindelige; møntforskerne kalder den Wodan-monster-mønttypen, idet man har tolket masken på møntens forside som den germanske gud Wodan, i Skandinavien kaldet Odin, og bagsiden som et uhyre, der ser bagud over ryggen. Meget taler for, at netop denne type kan være præget i Ribe. Størrelse 2:1.

.

Størstedelen af det skriftlige kildemateriale blev skrevet uden for Danmark, først af frankerne og siden af tyskere og englændere. Frankerne var det mægtigste folk i 700-tallets vestlige Europa. Deres overlegenhed anerkendtes af pave Stefan da han i 753 henvendte sig til frankernes konge Pipin om hjælp; han mente at den byzantinske kejser ikke længere kunne give pavestolen den nødvendige beskyttelse. En direkte følge heraf var kejserkroningen i Rom af Pipins søn Karl den Store juledag år 800. På det tidspunkt havde frankerne under Karls ledelse overvundet sakserne og stod nu over for slaverne samt – på den anden side af Ejderen danerne. Dermed begyndte frankiske krønikeskrivere, gejstlige og herskere at lægge mærke til disse nye naboer, og derfor omtaler frankiske kilder fra 800-tallet ofte danerne.

Vi er knap så heldige med hensyn til det foregående århundrede, men der er dog et enkelt glimt fra omkring år 700 i en fortælling om den engelske missionær Willibrords liv. Han blev opfordret af de frankiske herskere til at virke langs den nedre Rhin blandt de hedenske folk som nylig var kommet under frankisk herredømme. Han fik Utrecht som udgangspunkt for sin gerning, etablerede et bispedømme der, og døde som frisernes ærkebiskop i 739. Ca. 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin, en beretning om hans liv, og skønt det mest er en samling mirakelfortællinger uden mange oplysninger om tider og steder, er der dog en skildring af et besøg hos en dansk konge. På et tidspunkt før 714 forsøgte Willibrord at udbrede evangeliet blandt friserne som boede uden for det frankiske territorium på den anden side af Rhinen, og da det mislykkedes drog han videre ad ferocissimos Danorum populus, „til de vilde daners stamme”.

"Der skal Ongendus have hersket, en mand mere grusom end et vilddyr og hårdere end en sten, men efter Guds vilje behandlede han dog sandhedens forkynder med hæder. Men da han fandt ham forhærdet i sæder, hengivet til afgudsdyrkelse og uden håb om et bedre liv, tog han 30 drenge med fra landet og ilede med at vende tilbage til de af Gud udvalgte folkeslag i Frankerriget. Men efter at have undervist drengene på rejsen tvættede han dem i livets kilde, for at de ikke ved farerne under den lange sejlads eller fra listige overfald af de vilde indbyggere på vejen skulle lide skade, idet han ville komme den gamle fjendes lumske angreb i forkøbet og værne de vundne sjæle med Herrens sakramenter."

Vi ved ikke hvor stort et område Ongendus herskede over, ej heller om der var andre danske herskere på den tid; men det er fristende at antage at Willibrord steg i land ved Ribe Å, og at Ongendus' område grænsede op til Frisland. Willibrords skib kunne naturligvis være gået ind til kysten længere nordpå, men Ribe var vestkystens bedste landingssted, og nord for Blåvandshuk er der revler parallelt med stranden, så det er lettere at sejle langs med kysten end at lande på den.

Åbenbart var det på samme rejse at Willibrord søgte ly for en storm på en ø som Alcuin kalder Fositeland efter guden Fosite som man dyrkede der. Øen skulle ligge på grænsen mellem friserne og danerne, og er blevet identificeret som Helgoland, men det er temmelig usikkert. Helgoland ligger godt 50 km fra kysten, i bedste fald ti timers sejlads. Fositeland er snarere en af øerne i Vadehavet, nærmere det danske og frisiske fastland. Hændelsen er interessant af flere grunde, ikke mindst fordi den viser et glimt af hedenske skikke i det område, om end de ses med kristne øjne.

Øen var belagt med tabuer som Willibrord trodsede til indbyggernes forbløffelse og til friserkongen Radbods raseri.

"Dette sted blev æret så meget af hedningerne, at ingen af afgudsdyrkerne vovede at røre noget dyr, der fik sin føde der, eller nogen anden ting; heller ikke kunne de tænke sig at øse vand af en kilde, der sprang ud der, uden i tavshed. Da den Guds mand var kastet hertil af storm, forblev han der i adskillige dage, indtil stormene ophørte, og der kom gunstig vind for sejlads. Men i ringeagt for den tåbelige overtro på stedet og kongens vilde sind, idet han plejede at dømme dem, der krænkede dets helligdomme, til en skrækkelig død, døbte han tre mennesker i denne kilde under påkaldelse af Den hellige Treenighed; og også dyrene, som fik deres føde på øen, befalede han skulle slagtes til kost for sine folk. Da hedningene så dette, troede de, at de fremmede var blevet vanvittige, og at de ville omkomme ved en hurtig død. Da de så at der ikke skete dem noget ondt, var de lamslåede og fortalte kong Radbod, hvad de havde oplevet."

Den frisiske konge blev rasende, og i tre dage kastede han lod tre gange daglig „for at se hvem der skulle dø, men da den sande Gud beskyttede sine tjenere faldt dødslodderne aldrig på Willibrord eller nogen af hans mænd, undtagen i et enkelt tilfælde med en i følget som således vandt martyrkronen.” Willibrord blev nu stævnet og sigtet for krænkelse af guddommen og for at skænde det hellige sted. Men han stod fast på sit og tilbød kongen valget mellem et evigt liv og evig fordømmelse i helvedes flammer, hvis han kastede vrag på det budskab Willibrord prædikede.

"herved forbavsedes kongen og svarede: „Det står mig klart at mine trusler preller af på dig, og at du står lige så fast ved dine ord som ved dine gerninger.” Men skønt han ikke ville tro Willibrords prædiken om sandheden sendte han ham tilbage med alskens æresbevisninger til Pipin, frankernes konge.

De 30 drenge som Willibrord tog med sig og døbte skulle antagelig hjælpe ham ved fremtidige forsøg på at omvende danerne, men der findes ingen optegnelser om at man skulle have gjort alvor af det, og denne tidlige forbindelse mellem franker og daner blev ikke fulgt op foreløbig. I den urolige tid efter Pipins død 714 indtog Radbod Utrecht, og selv om han hurtigt blev drevet tilbage var frankerne i årevis mere optaget af deres direkte naboer, friserne og sakserne, end af de fjernere daner. Først hen imod slutningen af århundredet, da et par saksiske anførere søgte tilflugt hos danerne, begynder de frankiske kilder igen at kaste lidt lys over dansk historie. Således fortælles det, at den saksiske høvding Widukind både i 777 og i 782 søgte tilflugt hos Sigfred, danernes konge, og i 804 forhandlede Karl den Store med udsendinge fra en anden dansk konge, Godfred, om tilbagegiveise af flygtninge.

For størstedelen af 700-tallet er vi altså fuldstændig afhængige af arkæologiske vidnesbyrd; og de viser klart at der var forbindelse mellem danerne og den frankiske verden. Spor heraf er de tidlige frankiske mønter man har fundet i Danmark; ved Gadegård ved den vestlige del af Limfjorden har man således fundet en underlødig guldmønt fra den vigtige frankiske handelsby Dorestad ved Rhinens nedre løb. Den er slået hen imod slutningen af 600-tallet af møntprægeren Madelinus. En endnu ældre mønt fra Maastricht er blevet fundet på Før, og endnu en frankisk, stærkt medtaget, mønt er fundet på Sild. I 1977 blev 77 frankiske og engelske mønter fundet ved Göting Kliff på Før et sted som ser ud til at have været bebygget, men som der ellers ikke vides noget om. Dette fundsteds betydning er endnu ikke klarlagt, men et antal mønter af samme karakter er imidlertid fundet under udgravninger to steder i Danmark som er bedre kendt: Dankirke og Ribe. Dankirke – ca. fem km syd for Ribe – var utvivlsomt et vigtigt sted i romersk jernalder (se Dankirke og Nordsøhandelen), og mange importerede varer fra 200-tallet og de følgende århundreder er fundet dér. Kontakten med det vestlige Europa i 700-tallet bevidnes af 13 frankiske, engelske og frisiske mønter, deriblandt en som er præget i Dorestad af Madelinus.

Også Ribe var en blomstrende by i 700-tallet. Håndværkere arbejdede med bronze, jern, hjortetak, ben, læder, glas og rav; og byens forbindelse med landene vestpå afsløres ikke alene ved fund af importeret glas, lertøj og møllesten, men også ved 194 sølvmønter hvoraf i hvert fald en del er præget i Dorestad. Nogle af disse mønter og andre fremmede genstande kan man vel have tilegnet sig med vold, men de sikre beviser på at håndværkere har arbejdet i Ribe taler for at de fleste importsager var handelsvarer. Mellem Ribe og Dorestad må der i perioder have været en forbindelse som voksede sig stærkere i 700-årene, og det fartøj som bragte Willibrord til Ongendus, var antagelig et handelsskib. Der har sikkert været mere end et, for på tilbagerejsen var der jo ud over Willibrord og hans folk også de 30 drenge som skulle have plads om bord.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tidlige kontakter med det kristne Europa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig