Kongefamilierne

To rivaliserende familier gjorde krav på den danske kongeværdighed. Den ene samarbejdede med frankerne, den anden var dem fjendtligsindet, i hvert fald i begyndelsen. De oplysninger man har kunnet samle om de enkelte konger og deres slægtninge er opført på slægtstavlen på næste side. Fra 804 til 864 tilhørte alle kendte konger og tronkrævere disse to familier. Det er muligt at de repræsenterede dynastier som tidligere havde hersket over mindre kongedømmer der var blevet forenet i det danske kongerige, – ganske som det var sket i 600-årenes England da kongerigerne Bernicia og Deira blev til kongeriget Northumbria. Det er dog sandsynligere at de var grene eller dele af et og samme dynasti. Opsplitning af kongelige familier kendes andre steder, og den omstændighed at begge disse danske familier brugte navnene Hemming og Godfred tyder på et vist familieskab. På samme måde kan brødrene Sigfred og Halvdan, der nævnes som konger i 873, have været i slægt med tidligere konger med samme navne; og den kendsgerning at en af kong Godfreds slægtninge hed Angandeo lader ane, at de alle sammen var slægtninge af den kong Ongendus som Willibrord havde besøgt i begyndelsen af 700-tallet. – Hvis disse rivaliserende familier var udgået af samme dynasti, var splittelsen sikkert af nyere dato, måske fra slutningen af 700-tallet. Ellers ville der have udviklet sig flere end to grene. En af familierne truedes selv af splid i 850 da Horik blev nødt til at dele kongeriget med to nevøer; og i 854 blev omtrent alle familiemedlemmerne slået ihjel i en kamp hvor Horik blev udfordret af en tredje nevø, Gudurm, som – udelukket fra magten – havde tilbragt en række år som vikingeanfører i det fremmede.

Der findes ikke tilstrækkeligt kildemateriale til at afgøre hvordan arvefølgen var, og om der overhovedet var faste regler for den. Valget af Hemming efter mordet på hans onkel Godfred kunne tyde på at den ældste efterlevende slægtning havde fortrinsret. Da Hemming døde gjorde hans ældste efterladte bror krav på tronen, men han kom til at stå over for en rival, Anulo, der var en nevø af en kong Harald som man i øvrigt ikke ved noget om. Man har gættet på at han muligvis var en forgænger til Godfred som første gang nævnes 804, men det kan også tænkes at han var samtidig med Godfred.

Det faktum at kongemagten ved flere lejligheder blev delt, som regel mellem brødre, svækker formodningen om at den ældste slægtning normalt skulle være efterfølger. I 812 blev to brødre konger, men det følgende år blev de fordrevet af Godfreds sønner som i nogle år regerede i fællesskab. De frankiske kilder nævner imidlertid kun en af dem, det er Horik som var danernes enehersker i 848 og muligvis endda nogen tid før. Han omtales første gang 827, men da var han ikke enehersker; endnu året efter omtales Godfreds sønner som danernes konger.

Tronskifte kan meget vel have krævet kongevalg, i hvert fald har det forudsat tilslutning fra landets stormænd, dvs. andre medlemmer af kongefamilien samt høvdingene. Det var kun fordi Sigfred og Anulo ikke kunne enes i 812, at sagen blev afgjort ved den kamp hvori begge tronprætendenter blev dræbt. Anulos parti blev dog opfattet som vinder og hans brødre blev udråbt til konger. Dette forudsætter en eller anden form for anerkendelse af de efterlevende hos de ledende mænd i samfundet. En ny konge blev formodentlig indsat med højtidelige ritualer, men vi har ingen pålidelig viden om sådanne ceremonier. Siden hen blev kongehyldninger indledt på landstinget i Viborg, dette i overensstemmelse med Lejrekrøniken fra 1100-tallet der vil vide, at den sagnagtige grundlægger af kongeriget, kong Dan, blev sat på en stor sten i Viborg da han blev udråbt til konge. Et ritual af denne art er ikke usandsynligt, for lignende indsættelsesceremonier kendes i andre europæiske lande.

Frankiske tekster fortæller en del forskelligt om de danske kongers virksomhed. Her møder man kongerne som hærførere, og man ser dem som afsendere og modtagere af sendebud til ind- og udland. De danske mønter som prægedes i 800-tallet, vistnok i Hedeby, bærer ingen indskrift der fortæller hvem der lod dem slå; men det kan næppe være andre end kongen. Kongerne havde utvivlsomt befuldmægtigede i Hedeby og ved grænsen. Hovi, der omtales i Ansgars Levned som comes af Slesvig, lukkede byens kirke og forbød kristen gudstjeneste, men han blev selv senere tvunget bort af kongen. Gluomi var også embedsmand; han var custos eller vogter af den danske grænse og anførte landstyrker imod det frankiske fort i Itzehoe i 817. De danske konger må derfor have været ansvarlige for forsvarsværkerne, og det var da også kong Godfred som lod Danevirke udbygge. Når Hedeby ikke fik en vold før 968 – i modsætning til Gammel Lübeck som allerede i 819 blev befæstet – må man have ment, at byen ikke har haft grund til at frygte angreb fra hjemlige fjender. Hedeby nød formodentlig kongens fred, for selv om det første klare vidnesbyrd om denne form for beskyttelse er fra 1085, er der gode grunde til at tro, at den også kendtes i vikingetiden. De mænd som stredes om tronen var parate til at kæmpe hårdt for den, men de har øjensynlig ikke antastet de rigdomme som gjorde kongeværdigheden attraktiv.

I 800-tallet blev danske konger ofte udfordret af rivaler, som vendte hjem efter ophold i udlandet. De som nævnes i de frankiske annaler var alle medlemmer af de kongelige familier. Således kom Godfreds sønner hjem fra eksil i Sverige og fordrev brødrene Reginfred og Harald. Reginfred dræbtes året efter, men Harald tilbragte mange år i landflygtighed hos frankerne. I 855 forsøgte hans søn Godfred og hans nevø Rorik forgæves at vinde tronen efter Horiks død. I stedet valgtes en ung slægtning til Horik som bar samme navn.