På stranden ved Skuldevig i nærheden af Roskilde Fjords udmunding afslørede en voldsom storm i 1976 spor af en markedsplads fra vikingetiden. Efterfølgende udgravninger viste at denne plads, der optog et areal på 45.000 m2, blev benyttet gennem hele vikingetiden og endnu en tid derefter. Stedet ser ikke ud til at have været i brug året rundt. En mængde nagler viser at der blev repareret skibe, og andre fund som glas og klæbersten fortæller om oversøiske kontakter. Bugten danner en god naturlig havn, og ud for kysten på dette sted er der fundet rester af tre 1100-tals skibe.

.

Luftfoto af det sted hvor vikingetidens Skiringsal (Sciringesheal), nu Kaupang, lå ved Viks Fjord sydøst for Larvik. Havets overflade var ca. 3 m højere i begyndelsen af 800-tallet, da Kaupang var et blomstrende handelscentrum med forbindelser både til Øst- og Vesteuropa. De to vandløb på billedet var dengang meget større; det mørkere, fugtige terræn langs åbredderne giver os en vis idé om deres tidligere udstrækning. Byen lå med sine huse og bolværker til venstre mellem vejen og den gamle kystlinie og bredte sig over ca. 40.000 m2. Kun 3% af området er undersøgt, og man ved derfor endnu ikke hvor stort et areal der til stadighed var beboet. Man regner med at der er ca. 1000 grave ved handelspladsen, der ser ud til at være opgivet i 900-tallet.

.

Kort over udbredelsen i Skandinavien af skålformede spænder af de typer som med sikkerhed er lavet i Ribe. Koncentrationerne af fund ved f.eks. Vejle og Stavanger og i Vestfold ved Oslofjorden kan skyldes, at håndværkere, som virkede i Ribe, også hyppigt besøgte markedspladser i disse egne.

.

Berdalspænde.

.

Hvæssesten i et vrag fra ca. 1000, fundet ved Klåstad i det sydlige Norge. I båden var der ca. 50 ubrugte hvæssesten, muligvis fra Eidsborg i Telemarken, der må have udgjort en del af ladningen da det forliste i Klåstadkilen. Hvæssestenene på billedet er et vidnesbyrd om eksporten af norsk stenindustri fra handelspladsen Kaupang, der lå 6 km fra fundstedet.

.

Efterspørgselen i det vestlige Europa på disse varer fra nordlige egne fik adskillige mennesker til at drage vidt omkring på jagt efter nye forsyninger. Ottar jog hvalros hinsides Nordkap, og skandinaver – både daner og sveer – foretog ekspeditioner til landene øst for Østersøen for at presse skatter af indbyggerne. Ca. 750 grundlagdes Staraja Ladoga lidt syd for Ladogasøen på ruten til pelsjægernes rige jagtmarker i det østlige Europa, og den besøgtes utvivlsomt på et meget tidligt tidspunkt af skandinaver. I begyndelsen af 800-tallet var der lignende handelscentre i Birka i Mälaren og i Truso i Wislaflodens delta, Gammel Lübeck ved Traveflodens munding og Ralswieck på Rugen. De frankiske annaler beretter om et angreb som danerne foretog på handelspladsen Reric i abodritterområdet. Dette er for nylig identificeret som Gross Strömkendorf på Wismarbugtens østkyst. Mange af de varer fra Vesteuropa, som man har fundet på sådanne steder, må være kommet over havet, sandsynligvis gennem Limfjorden. En lignende handels- og håndværksplads, som for nylig er fundet ved Sebbersund på fjordens sydkyst vest for Ålborg, bekræfter denne vandvejs betydning som rute for den voksende handel mellem det vestlige Europa og Østersøen.

Et net af lokale markeder eller tuskhandelspladser eksisterede længe før og samtidig med disse centre for fjernhandel. Her mødtes medlemmer af lokalsamfundene jævnligt af religiøse, sociale, retlige og politiske grunde. Disse møder gav en naturlig anledning til køb og salg. Her kom også håndværkere som var dygtige til at arbejde i ben, glas, læder, træ og tøj. Nogle af dem drog fra sted til sted for at opfylde de lokale behov. Visse steder er der gjort særlig mange fund af specielle håndværksprodukter som kan være vidnesbyrd om sådanne lokale markedspladser, f.eks. i nærheden af Ribe og Vejle og i omegnen af Kaupang i Vestfold. En tidlig lokal markedsplads er påvist ved Ystad i Skåne. Udgraveren har beskrevet den som et marked for nabosamfund fra 600- eller 700-tallet, eller måske endnu tidligere. Et lignende marked fandtes nær ved Åhus i Østskåne ved udmundingen af Helge Å, mens det ved Skuldevig ved Roskilde Fjords munding er fra 800- og 900-tallet. Alle disse steder havde let adgang til havet og kunne besøges af folk der kom sejlende langvejsfra. I den senere middelalder solgte bønderne fra de danske øer deres produkter i Lübeck, og nordmænd solgte deres varer rundt om i Danmark. Arkæologiske vidnesbyrd lader os forstå at deres forfædre i vikingetiden og før da gjorde omtrent ligeså. Fundet ved Åhus af karakteristisk slavisk lertøj fra Pommern viser klart at der i 800-tallet var handelsforbindelser mellem Østersøens nord- og sydkyster.

Endnu en regional handelsplads som blomstrede i 700- og 800-tallet var Kaupang på Oslofjordens vestside, et område der dengang stod under dansk overherredømme. Navnet, der svarer til „købing”, betyder handelsplads, og de efterladenskaber man har fundet dér ved bredden af en stille vig viser at det var mere end et lokalmarked, for det havde kontakter med de britiske øer såvel som med andre dele af Skandinavien.

Udbredelsen af bronzespænder i vikingetidens Skandinavien tydeliggør havets betydning for samkvemmet, for de findes mest ved kysterne. Den rober sandsynligvis at rejsende håndværkere drog fra markedsplads til markedsplads, og i nogle tilfælde synes det muligt at fastslå bestemte håndværkeres virkeområder. F.eks. kan den mand eller de mænd der støbte Berdalspænder i Ribe også have besøgt Kaupang, mens håndværkere der havde tilknytning til Hedeby berejste et andet område som omfattede Vejle Fjord og Mälaren. Fund af benarbejder fører til en lignende konklusion, nemlig at omvandrende håndværkere virkede inden for afgrænsede områder der dog overlappede hinanden. På den måde spredtes nye moder vidt omkring, således at isolerede lokale stilarter dårligt kunne udvikle sig.

På de britiske øer og andre steder hvor der findes et rigere skriftligt kildemateriale fra 700- og 800-tallet end vi har for Danmarks vedkommende, synes lokalsamfundenes handelspladser ikke at have været underlagt herskernes myndighed fra begyndelsen, og en del af dem kom heller ikke siden hen under nogen øvrighed. Markederne eller købestævnerne blev uden tvivl besøgt af stedlige indflydelsesrige folk og måske af herskeren eller hans repræsentanter, men oprindelig havde de ikke nogen kontrol med handelen på de lokale markeder. Standspersoner forventede naturligvis visse privilegier såsom forkøbsret, og de havde også særlige roller i de sociale, religiøse og politiske arrangementer, der hørte sig til ved sådanne stævner. De lokale handlende og håndværkere afkrævedes i begyndelsen ingen afgifter, men en vis betaling for beskyttelse kunne forlanges af fremmede, og på den måde kom de handelspladser som tiltrak udenlandske købmænd under kongelig bestyrelse. Et tidligt eksempel er kong Godfreds tvangsforflyttede i 808 af købmænd fra den slaviske markedsplads Reric til hans eget territorium, fordi den afgift de betalte ville være „et stort gode for hans kongerige”.

Efter alt at dømme ønskede Godfred at bosætte Reric-købmændene i Hedeby som på dette tidspunkt, om ikke for, kom under kongelig ledelse. Købmænd havde i lange tider rejst gennem dansk territorium og danske farvande, og de afgifter de betalte kongen for beskyttelse mod overfald og overgreb udgjorde en indtægtskilde for de danske magthavere. Men nu erkendte Godfred åbenbart, at permanente handelspladser var endnu mere givtige. Det sted han valgte at etablere sin egen handelsplads havde været midtpunkt for lokal handel i godt og vel 50 år. Nu blev det udbygget til et knudepunkt for international trafik under kongelig kontrol. Den frankiske krønikeskriver som fortæller om købmændenes nedsættelse i Hedeby, lægger megen vægt på at der kun var én port i Danevirke, hvorigennem heste og vogne kunne komme frem og tilbage. Hovedlandevejen fra Nordjylland til Saksen, som gik igennem denne port, var en afgørende faktor i valget af pladsens beliggenhed. Det var et ideelt sted for tyske købmænd at skaffe produkter fra Østersøegnene. Man må formode at Godfred ikke blot prøvede at kontrollere trafikken over grænsen, men også at pålægge den en eller anden form for told.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Handelspladser i de baltiske lande og i Skandinavien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig