Valsgård Bæk løber gennem en ådal nordfra ud i Mariager Fjord ca. 4 km øst for Hobro. Denne dalstrækning har antagelig ikke forandret sig meget i de sidste 1000 år. De tuede græsningsarealer, den spredte buskvækst, løvskovene og den blå fjord giver tilsammen en idé om, hvorledes en stor del af det danske landskab så ud i vikingetiden.

.

Om periodens klima ved man kun lidt med sikkerhed. Træernes årringe viser at væksthastigheden varierede fra år til år; men det skyldes mange faktorer, så man kan ikke drage entydige konklusioner om temperatur og regnmængde. Undersøgelser af danske højmosers tilvæksthastighed tyder på en cyklisk klimaændring med perioder af koldere og/eller fugtigere vejr ca. hvert 260. år. Sådanne forandringer er påvist ved år 500,1000 og 1300, men ingen for 700-tallet. Det er derfor tænkeligt at Danmark i størstedelen af vikingetiden oplevede en periode med relativt godt vejr, dvs. tørrere og/eller varmere vejr. Men det er ikke sikkert. Der synes at være en direkte sammenhæng mellem disse cykler og de perioder hvor vandstanden steg. Den transgression som begyndte i slutningen af 700-tallet kan meget vel have været ledsaget af en klimaforværring. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at udtale sig om hvordan sådanne langtidsændringer påvirkede vejret år for år. Samtidige årbøger, udarbejdet i det saksiske kloster i Corvey, melder om store oversvømmelser i 942 og 968, men i 974 var der tørke hele sommeren, og i 981 tørke hele året. Lignende variationer registreredes i De frankiske Rigsannaler i begyndelsen af 800-tallet. I 811 måtte den officielle fredsslutning mellem frankerne og danerne udsættes til foråret fordi den strenge vinter havde gjort vejen ufarbar; men fire år senere mislykkedes det to gange for en frankisk hær at gå over Elben om vinteren fordi det pludselig faldt ind med varmere vejr så isen smeltede. En mindre kursændring i lavtryk fra Atlanterhavet kan forandre vejrforholdene drastisk. Derfor er det næppe muligt at lægge klimatiske forandringer til grund for teorier om denne periodes Danmarkshistorie.

Det danske ørige forenedes af vand, og samfærdselen afhang af skibe. Den lektie lærte frankerne i 815, da det mislykkedes for den hær de havde sendt op i Jylland at komme i kamp med danerne, fordi disse havde trukket sig tilbage til en ø der lå tre mil borte, velsagtens Fyn. Fjorde udgjorde selvsagt forhindringer for landevejstrafik, og de vidtstrakte mose- og marskområder, især i Vestjylland, og selv små vandløb kunne tilsyneladende danne besværlige vejspærringer fordi åbredderne var sumpede. Ved vandskel kunne man gå tørskoet, men det betød ofte en omvej, så somme tider skød man genvej gennem et vadested for at undgå den lange tur rundt om åens udspring. De vadesteder hvori man har fundet daterbart materiale frembyder en sjælden mulighed for at bestemme hvornår en given vejstrækning har været brugt, men de fleste vejspor lader sig ikke datere på denne måde, så derfor er det umuligt at kortlægge danske veje i vikingetiden. Selv den berømteste af gamle danske veje, Hærvejen, kan ikke følges med vished på sin rute. Mange vejspor er endnu synlige, men det er i regelen umuligt at fastslå om de stammer fra oldtiden eller måske først er blevet til i nyere tid.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Klima og samfærdsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig