Dette kort over området vest for Fjerritslev viser linieføringen for den sejlrende mellem Limfjorden og Jammerbugten, som muligvis var åben i vikingetiden. Land mere end 10 m over havets overflade er skraveret. 5, 10 og 15 fods højdekurverne (opmålt 1881-83) afslører de konturer, som på den gamle havbund er dannet af bølger og strøm i overgangszonen mellem hav og land. 5 fod svarer til 1,6 m. Odden syd for Kløv, men også den nordlige del af odderne ved Klim og Gøttrup er dannet af bølger og strømme fra nord, dvs. mens der endnu var en åbning mellem Jammerbugten og Limfjorden. Det gråtonede bælte viser denne åbnings sandsynlige forløb. Ændringerne ved Tinglav Mølle skyldes kræfter fra sydlige retninger og må altså være sket efter sejlrendens lukning. Andre vidnesbyrd om denne åbnings eksistens leveres af stednavne som Gøttrup Strand, der må stamme fra en tid, da Gøttrup faktisk havde en strand. Sejlrendens sydlige del findes indtegnet på et kort trykt i 1797. Den nordlige del lukkedes på et ukendt tidspunkt, som følge af tilsanding forårsaget af vind og hav, ikke blot i storme, men også i magsvejr hvor revler kan opstå. Rester af et skib fra 1200-tallet er fundet et stykke inde i landet nær Klim Strand, men det viser ikke nødvendigvis, hvor sejlrenden gik; det kan være kastet derind af højvande og storm.

.

I vikingetiden så det danske landskab helt anderledes ud end i vore dage. Ganske vist er vandstanden ved de fleste danske kyster nu om stunder omtrent som for tusind år siden, med undtagelse af Sønderjylland hvor landet stedvis er sunket med indtil en m; men fra tid til anden har der været mærkbare ændringer i vandstanden. Der var én forbigående stigning, en såkaldt transgression, i 800- og 900-tallet, og én efter år 1300. Disse transgressioner og de mellemliggende regressioner, hvor vandstanden atter synker, har forårsaget store forandringer. Langs vesterhavskysten syd for Blåvandshuk har transgressioner siden 700-tallet hævet marskniveauet ca. 1,5 m; andre steder har de nedbrudt kysten. Modsat kan regressioner fremkalde ændringer i havet ud for en kyst ved at blotlægge lave sandbanker som vinden kan gribe fat i og flytte, så mønsteret af undersøiske banker har omdannet sig når vandstanden på ny stiger. Kraftige storme forstærker virkningen af disse udsving i vandstandsforholdene. Vandstanden ved Jyllands vestkyst kan under en storm stige op til tre m, og når stormene er langvarige eller hyppige udsættes klitterne for nedbrydning; nye vandløb kan opstå, og gamle sande til. En storm kan også virke stik modsat og sænke vandstanden med indtil en m. Klitternes bevægelser kan få drastiske følger, f.eks, kan der danne sig store søer hvis et vandløb blokeres.

Vi har kun mulighed for at studere sådanne forandringer fra nyere tid; men vi har dog en samtidig beskrivelse af en stormflod der ramte Frisland i året 839.

"Den 26. december kom en voldsom flodbølge – langt større end ved sædvanligt tidevand – så omtrent hele Frisland stod under vand. Oversvømmelsen var så stor at området nærmest kom til at ligne de sandbanker der findes på de kanter og som de kalder klitter. Alt hvad havet væltede ind over gik til grunde: mennesker såvel som alle andre levende skabninger, endog huse. Antallet af druknede mennesker blev nøje opregnet: 2437 meldtes døde."

Historien melder intet om hvorvidt stormfloden også ramte Jylland, men faktisk skete der af og til også her lignende katastrofer. Stormfloder og de langsommere nedbrydningsog aflejringsprocesser forårsaget af tidevand og strøm har ganske givet skabt forandringer på Jyllands vestkyst som ikke kan efterspores i dag. Derfor er det umuligt at danne sig et klart billede af vikingetidens kystlinie. Fanø, Mandø og Rømø var vistnok langt større i middelalderen end nu, og antagelig var Limfjorden åben mod vest i det meste af perioden, måske hele tiden. Engang i 1100-tallet lukkede den sig. Det ser ud ti! at der foruden udløbet ved Thyborøn også har været en kanal mellem Limfjorden og det åbne hav gennem den lavtliggende grund Sløjen i Han Herred.

Den jyske vestkyst er særlig udsat for ændringer, men kun få steder på den danske kystlinie – om overhovedet nogen – har holdt sig uforandret gennem de sidste 1000 år.

Menneskenes aktivitet har trukket spor overalt i landskabet som også derved har undergået mange forandringer. I mange egne af vikingetidens Danmark henlå store vådområder med udrænede marker, sumpede ådale, vidtstrakte moser og marskland. Hertil kom brede strøg af hede.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kystlinien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig