Langs hovedvandskellet i Jylland kunne man færdes tørskoet, men vejen var lang og bugtet. Mange steder var der allerede i vikingetiden etableret genveje over vadesteder, dæmninger og broer.

.

Gamle veje kan sjældent tidsfæstes sikkert uden omfattende udgravninger; og når det lykkes er det i regelen umuligt at sige hvorvidt der er tale om lokalveje eller veje af mere almen betydning. Der er lignende problemer med tolkningen af det stednavnemateriale som hentyder til samfærdselen. Mange navne henviser til vadesteder; Vejle og -vad er de mest almindelige, men andre viser sig i navne som Ødsted i det sydlige Østjylland (af adjektivet *øth, „som kan gennemvades”), Forum (af *forth, det samme ord som engelsk ford (vadested)), hvor den gamle kongevej fra Ribe til Varde passerer Alslev Å eller Felsted ved Åbenrå, brugt om passagen gennem mose- og engstrækningen syd for byen (af vestjysk fæl der betyder vadested eller overkørselssted). Ordet bro benyttedes også, ikke alene for broer, men også for træbrolagte veje. De fleste af disse navne optræder først i kilder fra 1300- og 1400-tallet, andre viser sig endnu senere, og vi kan ikke regne med at alle disse stednavne var dannet før 1000-tallet. Men en del af dem var det formentlig, især de navne der rummer andre elementer som blev brugt meget tidligt, såsom -hem, der indgår i navnene Forum og Vadum nord for Limfjorden ved Gammelå. Stednavne som betegner midtpunkter i sogne er formodentlig også forholdsvis gamle, og seks sognenavne der er forbundet med vejle og by hentyder sikkert til vadesteder som man benyttede i vikingetiden, men det fortæller os intet om hvor stor en betydning de har haft som åovergange eller om deres placering i et større færdselsnet. De var navngivet af omegnens folk som ikke havde særlig grund til at skelne mellem et vadested af blot lokal betydning og et der havde almen interesse fordi det lå på en hovedvej. Der findes dog en række navne der må anses som vidnesbyrd om særlig vigtige gamle veje. Byen Vejen mellem Kolding og Esbjerg er et godt eksempel. Det kommer af flertalsformen af ordet vej, og viser at hovedvej 1 som krydser Hærvejen her, allerede eksisterede i 1285 da Vejen første gang nævnes.

Et par vadesteder og broer er dateret ved hjælp af dendrokronologi eller kulstof-14, og man kan finde frem til alderen på en del korte vejstrækninger som er fundet i og nær ved udgravede byer. Lokale studier har påvist hvor ustabile mange veje var, og at der skete betydelige forandringer med dem i løbet af vikingetiden. Således holdt den træbro, der byggedes over Vejle Å ved Ravning i 979 eller 980, kun i højst fem år. Først omkring år 1900 blev en ny bro bygget over dalen på dette sted. Omtrent samtidig med Ravning Bro opførte man en træbro, men af langt mindre dimensioner, over Risby Å i Sydsjælland. Heller ikke denne bro blev holdt i ordentlig stand, og Risby Bro blev omkring år 1000 erstattet af en solid kampestensvej.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Vidnesbyrd om vikingetidens veje og broer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig