• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Besejling af danske farvande

Oprindelig forfatter Sawyer

Den som sejler i danske farvande er aldrig langt fra land, og om dagen er det almindeligvis ikke nødvendigt at sejle længe uden at der er landmærker i sigte. Havet omkring Danmark rummer ikke mange alvorlige farer for skibe med så ringe en dybgang som vikingernes. Der er enkelte farlige rev og nogle strækninger med grundt vand, men det er i øvrigt ikke muligt at rekonstruere vikingetidens søkort. Sandbanker lå ikke altid der hvor de nu er, for de kan flyttes af strømmen, eller af den vind de udsættes for når de en tid blotlægges af en lavere middelvandstand. Også tidevand, strømforhold og kraftige storme kan forårsage drastiske ændringer i forholdene på havbunden og ved kysterne. Skønt tidevand hovedsageligt forekommer ved Jyllands vestkyst (hvor ebbe og flod varierer fra 0,3 m ved Skagen til over to meter ved Blåvandshuk og helt op til tre meter længere sydpå) er der også tidevand – om end i mindre målestok – i Kattegat og selv i Øresund. Det er almindeligvis kun af ringe betydning, men når det forstærkes af vind og strøm kan det indvirke mærkbart på besejlingsforholdene og forvandle sikkert farvand til farligt fladt og grundt vand. I smalle sunde kan disse kræfter tilsammen have ekstreme virkninger. Således kan en østenstorm i Svendborg Sund hæve vandstanden ved Svendborg en meter eller mere over vandstanden på den anden side af sundet ved Troense, mens en nordvestenstorm har den modsatte effekt.

 Rekonstruktionstegning, der viser hvordan mastefisken gjorde det muligt at lægge masten ned under sejlads med vikingetidens krigsskibe. En mastefisk var udført i egetræ og kunne måle 3,5 m eller mere i længden. Den støttede en mast på 20 cm i diameter. I handelsskibe var mastefisk ikke nødvendig, idet masten her blev støttet af en tværbjælke.

Rekonstruktionstegning, der viser hvordan mastefisken gjorde det muligt at lægge masten ned under sejlads med vikingetidens krigsskibe. En mastefisk var udført i egetræ og kunne måle 3,5 m eller mere i længden. Den støttede en mast på 20 cm i diameter. I handelsskibe var mastefisk ikke nødvendig, idet masten her blev støttet af en tværbjælke.

De fleste steder er kysten tilgængelig, og kan man ikke finde læ eller havn er der næsten altid mulighed for at trække både op på stranden. Det har, selv i vore dage, været almindelig praksis på Jyllands vestkyst. Ved de fleste danske kyster er der dog havne eller fjorde hvor skibe kan søge læ, selv om grundt vand kan vanskeliggøre besejlingen af nogle fjorde. Man skal imidlertid ikke være sikker på at vikingetidens havne lå de samme steder som nutidens. De forandringer som er sket med kysterne og havet omkring dem gennem de sidste 1000 år betyder at vi kun kan have en svag anelse om hvor havnene lå omkring 1000-tallet, bortset fra det par stykker hvorom vi har gode arkæologiske vidnesbyrd, nemlig Ribe, Hedeby og Århus. Et fingerpeg om gode landingssteder giver de undervandsforsvarsværker der byggedes i vikingetiden. Spærringen af Peberrenden er således et indirekte tegn på trafik i Roskilde Fjord. Andre spærringer fra omtrent samme tid er fundet ved Helnæs på Sydvestfyn, Hominde på Lolland, i Haderslev Fjord og ved Bussevik i Blekinge. Om flere spærringer vidner måske stednavne som Stege på Møn, Stige i nærheden af Odense og Steg på Nordals, som alle kommer af det gamle danske ord stik der betyder pæl. De kan naturligvis hentyde til forekomster fra en anden periode, for lignende spærringer fandtes både tidligere i jernalderen og senere i middelalderen.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Besejling af danske farvande Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Historik