Digtning og sandhed

Set med vore øjne er det bemærkelsesværdigt at tidlige danske mønter afbilder skibe, både handelsskibe og krigsskibe, men det meste af den samtidige litteratur regner skibene som en fuldstændig selvfølge. Vi får sjældent detaljer om sørejser eller oplysninger om de skibe folk rejste med. Missionærer, købmænd og andre rejste slet og ret, f.eks, fra Dorestad til Danmark eller fra Hedeby til Birka. En lettere komisk undtagelse er beretningen om Ansgars første rejse til Danmark hvor han og hans ledsager fik et skib af ærkebispen i Köln kun for at opdage at de var nødt til at dele plads med den danske konge.

Samtidens tekster giver knap nok oplysning om fartøjernes størrelse. Skibstypernes navne kender vi fra digtningen og nogle få runeindskrifter, men det er næsten umuligt at afgøre forskellen mellem en skeith, en snekkja og en knarr. Skjaldene kan have brugt disse ord vilkårligt; formodentlig har de anvendt dem som synonymer. Fra 1000-tallet kaldtes et søgående handelsskib en knarr, men da dette ord i tidligere poesi brugtes for krigsskib var en knarr muligvis blot et søgående skib, hvad enten det var til kamp eller handel.

Det er kun i samtidens panegyriske litteratur som skjaldenes hyldestdigte og Encomium Emmae, skrevet i 1040rne til Knud den Stores dronning, at vi får beskrivelser af skibe og flåder. Vort kendskab til periodens skibe er imidlertid stort fordi der er gjort så mange betydningsfulde arkæologiske fund. Nogle skibe er fundet i grave, men endnu mere værdifulde er de skibe eller skibsdele der er fundet i skandinaviske farvande og i Østersøen. Den vigtigste opdagelse af denne art blev gjort i Roskilde Fjord ved Skuldelev, hvor fem skibe, tilsyneladende fra den senere vikingetid, med fuldt overlæg var blevet sænket for at blokere et sejlløb der kaldes Peberrenden.

Ved hjælp af dendrokronologi og en anden naturvidenskabelig dateringsmetode hvor man måler koncentrationen af den radioaktive kulstof-14 isotop har arkæologerne kunnet opstille et udviklingsmønster for skandinaviske skibe hvori selv mindre skibsdele kan indpasses. Naturligvis må der tages forbehold; i visse egne har man måske ikke fulgt med tiden, men fundene er så talrige og så entydige at vi i dag har sikker og præcis viden om skibsbygningskunstens udvikling.

Der var forskellige både til forskellige formål. Den simpleste er egen, en kano der er udhulet af en træstamme. Denne bådtype skabtes længe før vor periode og blev stadig brugt i danske søer og åer endnu for hundrede år siden. Vikingerne byggede også små pramme. En der er fundet i Egernsund ved Flensborg Fjord var syv meter lang og 1,9 m bred, og er dateret til slutningen af 1000-tallet. Især kender vi dog deres større fartøjer, både handels- og krigsskibe. Små fragtskibe, mindre end 20 m lange, er fundet ud for Klåstad ved den norske kyst nær Larvik, ved Äskekärr i Götaelven og ved Skuldelev. Samme sted fandtes to krigsskibe, og man har fundet resterne af endnu et krigsskib i en smukt anlagt gravhøj ved bredden af Kerteminde Fjord ud for Ladby, et navn der betyder „byen ved ladepladsen”. Alt træ i Ladbygraven er rådnet bort, men skibets form tegner sig klart i det mønster der dannes af de mange jernnagler som har holdt skibets klinklagte bordplanker sammen. I havet er der gjort vigtige fund af enkelte skibsdele, heriblandt et 2,8 m langt sideror som blev fisket op i Kattegat ca. to km fra Voerså i Vendsyssel samt en 3,8 m lang mastefisk der lå i Mariager Fjord ud for Hadsund. Mange skibsdele, både brugte og ubrugte, blev i 1980erne fundet på Falster i et værft fra 1000-tallet ved Fribrødre Å, hvor man øjensynligt har repareret gamle skibe.

De træsorter som skibene er lavet af kan give et fingerpeg om fabrikationsstedet. Egetræ var det almindeligste materiale i Danmark. Her var der ikke nåletræer til skibsbygning; men de voksede i Norge og de baltiske lande, så de skibe som er bygget af fyrretræ er formentlig ikke bygget her til lands. Det store handelsskib fra Skuldelev er af fyrretræ og stammer vel nok fra Norge, mens den mindste båd fra Skuldelev, muligvis en fiskerbåd, der også er af fyr, kan komme fra det baltiske område.

Disse fartøjer var produkter af en lang bådebyggertradition i Skandinavien og Østersølandene. Der er kun ringe forskel på de danske skibe og bådene fra de slaviske områder langs Østersøens sydkyst. Grundkonstruktionen bestod af køl og stævne. Når en skibstømrer havde lagt disse var fartøjets form stort set bestemt. Skroget, som var en klinkbygget plankeskal, blev derpå formet, og til sidst blev spanterne indsat med tværbjælker og anden afstivning. De lette skibe stak ikke dybt og kunne uden besvær trækkes op på stranden. Mellem kølen og stævnene er der ofte et kort stykke der er specielt beregnet til at afbøde stød ved ilandtrækningen. Denne sektion kunne lettere end selve kølen udskiftes hvis den blev beskadiget. Ringe dybgang var en fordel. Fartøjer der stak mere end to meter dybt var udsat for mange farer i de danske farvande; her var vikingernes lette skibe langt mere manøvredygtige. Mange af dem stak mindre end en meter dybt.

Byggemetoden satte grænser for skibenes størrelse. Alting afhang af kølens styrke, og et skib kunne normalt ikke blive længere end det forhåndenværende ligestammede egetræ tillod. Plankeskallen kunne ganske vist fremstilles ved sammenføjning af flere bordplanker, men både af denne type ville svækkes hvis kølen var lavet af mere end ét stykke træ.

Både sejladsen og landingen sled hårdt på de spinkle skibe. Det lille krigsskib fra Skuldelev var både bygget og repareret med brug af planker fra et andet skib. I en af disse planker var der allerede skåret årehuller. Fund fra skibsværftet ved Fribrødre Å på Falster viser tydeligt hvordan man gik frem. Her blev gamle skibe hugget op så man kunne benytte velbevaret skibstømmer, især bordplanker og tværbjælker. Kølene var knap så velegnede til genbrug, fordi de ofte var nedslidte efter den stadige trækken på land.

Den indsats man gjorde for at genanvende skibsdele og for at reparere skibene viser hvor værdifulde de var. De repræsenterede en stor investering. En kopi af handelsskibet Skuldelev 3, der er bygget med brug af vikingetidens værktøjstyper og metoder, krævede 15.000 arbejdstimer. Erfarne håndværkere var sikkert i stand til at gøre det på den halve tid eller mindre, men selv dette er en stor indsats. Man må have forventet at et skib under normale forhold holdt i mange år, måske lige så længe som nu hvor træskibe i regelen har en levealder på mindst 40 år.