Dette eksemplar af Vita Ansgarii, nu i Landesbibliothek Stuttgart, er formentlig en tidlig afskrift af den version der blev lavet til biskop Salomo af Konstanz som i 864 bragte gaver fra kong Horik til pave Nikolai 1. Kapitel 24 hvoraf en del her gengives beskriver Ansgars besøg hos Horik som den tyske konges udsending og det venskab der opstod mellem missionæren og danerkongen. Et resultat heraf var at der blev bygget en kirke i Sliaswich, og mange blev omvendt der. Om følgerne heraf hedder det i bogen: „Der var stor glæde i Sliaswich, og det i den grad at selv folk af denne race (dvs. saksere) såvel som købmænd fra denne egn og fra Dorestad beredvilligt og uden frygt begav sig derhen, noget som førhen ikke kunne tænkes, og på den tid var der en overflod af alle slags varer."

.

Bronzeklokke (51 cm høj) fundet 1978 i Hedeby havn tillige med den bevarede del af dens bom af egetræ. Fund i Hedeby af brudstykker af støbeforme og bronzeklumper tyder på at denne klokke støbtes her, måske til en dansk kirke, og er tabt i vandet ved et uheld. Ansgar fik tilladelse af Horik 2. til at bruge klokken i kirken i Sliaswich til trods for hedningenes misbilligelse.

.

Alterkalk, traditionelt kaldet Skt. Lebuins kalk efter en missionær hos sakserne som døde ca. 775. Den består af elfenbensplader som i 1300-tallet er monteret i en indfatning af sølv. Dekorationen tyder på at kalken oprindeligt er lavet i 800-tallets begyndelse, antagelig ved Karl den Stores hof.

.

Selv om Ansgars Levned hæver sig himmelhøjt over hovedparten af 800-tallets kirkelige missionsberetninger må man ikke tro at levnedsbeskrivelsen er en pålidelig og upartisk beretning. Der er påfaldende uoverensstemmelser mellem den og de samtidige kilder. For at tage et eksempel: da Harald kom til dåben var han ifølge Rimbert allerede fordrevet fra Danmark, men årbøgerne tidsfæster denne forvisning til det følgende år. Man mistænker Rimbert for at ville bortforklare missionens endelige fiasko; for den blev en fiasko, netop fordi Harald mistede styret. Der opstår yderligere tvivl når man sammenligner Ansgars Levned med Ermoldus Nigellus' samtidige digt om Ludvig den Fromme. Ifølge det blev Harald sendt hjem til sit kongerige med talrige gaver, liturgiske bøger og skibe, ledsaget af munke og præster. Alligevel understreger Rimbert at Ansgar og hans følgesvend Autbert var de eneste kristne som fulgte den nydøbte konge. Det kunne tænkes at Ermoldus har tilladt sig en digterisk frihed, men der er ingen grund til at betvivle hans beretning om at Harald ledsagedes til Mainz af hustru og søn. Som Ludvig havde været dåbsvidne og gudfader til Harald var kejserinde Judith fadder til Haralds hustru, mens kejserens ældste søn Lothar stod fadder til Haralds søn. Samme dag døbtes flere daner; Ermoldus lader os forstå at det drejede sig om et stort antal.

Denne øjenvidneberetning vækker tvivl om Rimberts historie om at Ansgar og Autbert fik et skib med to kahytter til tilbagerejsen af ærkebiskoppen af Köln, og „da Harald så skibet, bestemte han sig til at blive der sammen med dem så han og de hver kunne få en kahyt”. Haralds hustru nævnes overhovedet ikke; Rimbert bekymrer sig åbenbart slet ikke om hendes bekvemmelighed på rejsen. Det virker som om han har overdrevet Ansgars betydning og villet stille ærkebiskoppen af Köln i et gunstigt lys. Det sidste var et vigtigt punkt fordi en senere ærkebiskop af Köln var hovedmodstanderen af foreningen af Bremen- og Hamburg-bispedømmerne; og en af de vigtigste bevæggrunde for Rimbert til at skrive Ansgars Levned var netop at forsvare og retfærdiggøre denne sammenlægning.

Selv om Rimbert ikke udtrykkeligt nævner missionsrejsen i 823 anfører han dog at Ebbo var den første missionær i Norden, og at han havde modtaget en generalfuldmagt af pavestolen til missionen i Norden før Ansgar. Han nævner også at flere af de første missionærer var beslægtet med Ebbo eller oplært af ham, og at han var rådgiver for Ansgar. Efter at Harald var fordrevet fra Danmark i 827 blev Ansgar hos ham i to år, og det missionsarbejde der blev udrettet af ham og senere af hans efterfølger Gislemar foregik ikke blandt danerne nord for Ejderen, men i området nord for Elben, formentlig fra missionsstationen Welanao som Ebbo gav til Ansgar. Først efter 845 fik Ansgar igen adgang til det danske hof.

Efter at have forladt Harald rejste Ansgar på missionsrejse til Birka tilkaldt af en svensk konge. Her etablerede han tilsyneladende med succes en kirke og missionsstation, den første på nordisk grund. Da han i 832 kom tilbage blev han udnævnt til biskop og senere ærkebiskop af Hamburg. Han delte legatmyndigheden med Ebbo, og da denne i 835 faldt i unåde må det også have skadet Ansgars position og svækket missionen i Norden.

Rimbert har ikke meget at sige om de næste ti år, bortset fra Ansgars køb af danske og slaviske drenge hvoraf han sendte nogle til sit kloster Tourhout i Flandern til oplæring. Da Frankerriget i 843 blev delt mistede Ansgar Tourhout fordi det lå i det vestlige kongerige; og for at føje spot til skade blev Hamburg i 845 indtaget af vikinger som var på vej hjem fra et togt mod Paris. Denne ulykke kan meget vel have ansporet den hedenske reaktion der samme år fordrev den kristne mission i Birka. Kristendommen var blevet prædiket som en magtens og heldets religion, og en så åbenbar fiasko måtte vække tvivl om dens værdi. Hamburgs tab med næsten alle domkirkens bøger og skatte samt sammenbruddet af missionen i Birka var et katastrofalt tilbageskridt for Ansgar og betegner hans karrieres lavpunkt.

Men året 845 blev også begyndelsen til en betydelig forandring. Den umiddelbare anledning var øjensynligt en farlig sygdom som havde angrebet en del af de daner som det år overfaldt Paris. Enkelte af dem levede længe nok til at komme hjem og fortælle kong Horik hvad der var sket. Ragnar henførte den mystiske sygdom til St. Germain hvis kloster vikingerne havde angrebet. Den tyske udsending Kobbo var på denne tid ved Horiks hof, og da han siden hen besøgte abbediet fortalte han dér hvad han i sin tid havde overværet ved det danske hof, og historien – som der sikkert er blevet pyntet på – blev hurtigt indlemmet i beretningen om St. Germains mirakler. Heri genfortælles Ragnars beretning hvor han siger „at i det kristne land han havde besøgt, havde de døde større kraft end de levende, og at han ikke havde fundet nogen der gjorde modstand mod ham af så stor en folkemængde – undtagen en olding ved navn Germain. Han havde ladet hans legeme grave op af den grav det havde ligget i gennem mere end tre hundrede år. Og mens han sagde dette styrtede han ængstet og rystet til jorden og begyndte at råbe med vældig røst at Germain stod foran ham og gav ham svære prygl med den stok han havde i hånden. Da forbavsedes kongen og alle hans stormænd som var til stede der, og de blev ramt af en overvættes frygt for det der var sket.”

Derpå lovede Ragnar at dyrke de kristnes gud og ingen andre hvis han bare blev helbredt, „men da han ikke hørte til Kristi får” døde han kort efter ligesom flere af sine kammerater. Det forfærdede i den grad kongen at han gav ordre til at alle Ragnars overlevende ledsagere skulle henrettes, og at alle kristne fanger skulle frigives og hjemsendes til deres egne lande. Hvis plyndringen af Hamburg demonstrerede den kristne guds uformåenhed til at beskytte sine egne, så var den skæbne som samme år overgik nogle af dem der overfaldt Paris en mærkbar moddemonstration som beredte vejen for Horiks anerkendelse af Ansgar, først som Ludvig den Tyskes udsending og siden som missionær.

Plyndringen af Hamburg havde et uventet resultat som hjalp Ansgar til at udvide sin missionsvirksomhed; han fik bispesæde i Bremen i tilgift til sit gamle bispedømme i Hamburg. Bremen var rigere end Hamburg, og følgelig fik han råd til at købe de gaver han behøvede for at vinde det danske hofs gunst. Dette sammentræf af omstændigheder resulterede til sidst i at Ansgar blev modtaget venskabeligt af Horik. 200 år senere skrev Adam af Bremen at kong Horik blev kristen. Det er nok en overdrivelse, men kongen tolererede i det mindste kristendommen, i hvert fald i Slesvig hvor han gav sin tilladelse til at man byggede en kirke. Ifølge Rimbert stimulerede det handelen fordi kristne købmænd nu havde mod på at tage til Hedeby siden de kunne komme „uden frygt, hvad de ikke kunne før”. Dette har man nok taget i betragtning når man inviterede missionærer til handelspladser som Birka og Hedeby. Horik hjalp også Ansgar til at genoprette den kristne kirke i Birka.

Ved det store slag i 854 hvor Horik og omtrent alle hans slægtninge dræbtes, mistede Ansgar de fleste af sine venner ved danerhoffet. Ifølge Rimbert prøvede rådgivere af den nye konge, Horik 2. at overtale ham til at forbyde den kristne religion. Den nylig grundlagte kirke i Slesvig blev da også lukket af grev Hovi. Men Hovi faldt snart efter i unåde, og takket være en grev Burghards forbon – han havde for hjulpet Ansgar og var i familie med både Horik 1. og 2. – blev Ansgar modtaget ved hoffet, fik tilladelse til at forsyne den nyåbnede kirke med en klokke og til at grundlægge endnu en kirke i Ribe. Horik 2. sendte endog gaver til paven, som i sit svar 864 beklagede at kongen ikke var døbt.

Ansgar døde året efter og efterfulgtes af Rimbert. Man ved ikke meget om Rimberts virksomhed i Danmark udover at han løskøbte en kvinde, vistnok i Hedeby. Kilderne taler ikke om organiseret kristen virksomhed blandt danerne, før den saksiske krønikeskriver Widukind nævner at en dansk konge i 934 blev døbt under hårdt pres fra den tyske kong Henrik, men denne oplysning er næppe pålidelig. Missionsvirksomheden der var begyndt som et kejserligt politisk initiativ, blev holdt i gang endnu en tid også efter at kejserdømmet var brudt sammen, men hen imod slutningen af 800-tallet havde de tyske kristne konger ikke kraft til at holde den nordiske mission i live, og de danske regenter var ikke interesserede i den.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ansgar og beretningen om hans levned.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig