Sølvskatten fra Rebild i Nordjylland blev fundet i 1971, og siden er mere af den dukket op, i alt 146 stykker sølv som vejer 5 kg. De havde tilsyneladende været svøbt i et stykke læder ved nedlægningen engang i anden halvdel af 900-tallet. Skatten omfatter sølv fra Rusland og fra mange egne af Skandinavien samt en kufisk mønt.

.

Mønt der er slået i Al-Shash i Centralasien for samanide-herskeren Ahmed ibn Is-mail i 299 efter hidjra, dvs. 911 efter Kristi fødsel. Den blev fundet sammen med seks stumper af dirhemer og en byzantisk mønt i en læderpung i en kvindegrav på Nordenbrogård, Magleby sogn, Langeland. Sama-niderne producerede enorme mængder lignende dirhemer i begyndelsen af 900-tallet. De er større og tungere end samtidige vesteuropæiske mønter; dette eksemplar vejer 3,69 g. Der er fundet mange i Østeuropa og i Skandinavien, særlig på Gotland og i Østsverige. Størrelse 1:1.

.

Kort over vikingernes aktivitetsområder i Rusland og Den nære Orient.

.

Denne sporadiske vikingeaktivitet havde langtfra samme omfang som tidligere togter. Hovedårsagen til afmatningen lå imidlertid ikke i det vestlige Europa, men i det østlige på den anden side af Østersøen hvor foretagsomme krigere nu havde muligheder for at tjene eller tiltvinge sig store rigdomme. Dette var muligt fordi store mængder sølv på den tid fandt vej til de lande syd og øst for Østersøen som nu udgør den europæiske del af Rusland og Ukraine. Rigdommene kom fra de islamiske provinser i Centralasien nord for Oxusfloden, et område der var blevet rigt på sølv efter at man ca. 890 havde opdaget meget store sølvlejer i Afghanistan. Denne regions islamiske herskere, samaniderne, var herefter begyndt at udmønte uhyre mængder fine, store og tunge dirhemer af sølv. Mønter fra Bukhara, Samarkand, Tashkent og andre samanidiske møntsteder blev brugt af muslimske købmænd på markedspladserne ved Volga til at købe slaver for og erhverve luksusvarer fra de nordlige skovegne. I kalifatet var der efterspørgsel ikke alene på slaver – der helst skulle være fanget i fjerne lande – men også på pels og skind. Det fineste pelsværk kom fra de koldeste egne i Norden, især fra Karelen nord for Ladogasøen, og fra de subarktiske områder endnu længere nordpå. Muslimerne var også ivrige efter at købe andre eksotiske varer; rav fra landene syd for Østersøen, bivoks og honning fra de store skove, og hvalrostand fra Ishavet. I den første halvdel af 900tallet var der mange, både skandinaver og andre folk, der greb chancen til at tjene store penge ved denne blomstrende handel. Nogle tjente som krigere i lokale herskeres hære, andre etablerede nye røverreder, eller erobrede allerede eksisterende, hvorfra de kunne skaffe sig de eftertragtede varer ved at brandskatte de indfødte.

Samanidernes rigdom førte til en betydelig vækst i denne handel, men den var ikke begyndelsen til den. I mere end et århundrede før år 900 havde muslimske købmænd besøgt markedspladser ved den nedre Volga og ved Don og var rejst endnu længere bort på jagt efter de samme luksusvarer som deres efterfølgere i 900-tallet. Også de betalte for deres indkøb med sølvmønter, og hermed begyndte strømmen af islamiske dirhemer at flyde til de lande der lå mellem Det kaspiske og Det sorte Hav og Østersøen. Det ældste møntfund af dirhemer nord for Kaukasus er faktisk fra området ved Ladogasøen og består af 31 mønter som er præget mellem 749 og 787.

De muligheder som lå i denne handel lokkede i begyndelsen af 800-tallet og måske endda tidligere både skandinaver og andre til området. Det var ikke dem selv der fangede egern eller samlede honning og bivoks, det blev gjort af de indfødte – finner, slaver og baltere – som enten handlede med deres bytte og produkter, eller, hvis de var uheldige, blev tvunget til at aflevere det som tribut til de fremmede. I beretningen om Ottars oplevelser får vi et livagtigt billede af skandinavernes indsamling af skat i en anden del af det arktiske område:

„Han [dvs. Ottar] var blandt de mægtigste mænd i sit land … Men deres rigdom består mest i den skat som lapperne betaler dem. Denne skat udgøres af dyrehuder, fuglefjer, hvalben, og tovværk lavet af hvalhud og sælhud. Enhver betaler i forhold til sin stand. Den højeststående må betale femten mårskind, fem rensdyrskind, et bjørneskind og ti mål fjer, og en kjortel af bjørneskind eller odderskind, og to tove. Hvert af disse skal være tres alen langt, det ene lavet af hvalhud og det andet af sælhud.”

Man kan ikke tro at denne skat blev betalt med glæde.

En del af det pelsværk som blev indsamlet i de nordlige lande blev formodentlig eksporteret til det vestlige Europa hvor det, som Adam af Bremen senere bemærkede, var „mere eftertragtet end den evige salighed”, men størstedelen blev solgt til muslimske købmænd til eksport til de islamiske lande syd for Det kaspiske Hav og Kaukasus. Disse købmænd kaldte de skandinaviske handelsfolk Rus, og det gjorde byzantinerne også. Uanset hvad dette ord egentlig og oprindelig betød brugtes det i 800-tallet til at betegne de indtrængende fremmede, hovedsageligt skandinaver, som dominerede handelen i det senere „europæiske Rusland”. Bevæbnede bander, der mindede meget om de vikingeflokke som samtidig hærgede i Vesteuropa, indsamlede tributter i nordrussiske centre som Izborsk, Beloozero, Jaroslav og Polotsk, og bragte dem til de markedspladser hvor de muslimske købmænd kom. De vigtigste af disse handelsbyer lå ved Volgas og Dons nedre løb.

Rus handlede også med byzantinerne. En gruppe „russere” besøgte Konstantinopel ca. 839, og i 860 blev byen angrebet af en flok af dem; men de begyndte ikke at handle med Byzans for tidligt i 900-tallet. Ved den tid havde Rus taget magten i Kijev ved Dnepr, og det middelalderlige fyrstedynasti i Kijev nedstammede fra anføreren af denne gruppe. En beretning om dette dynasti og dets oprindelse blev skrevet i Kijev i begyndelsen af 1100-tallet. Det er på mange måder en tvivlsom kilde – tidsangivelserne om begivenheder i 800-tallet er ikke til at stole på – men den almindelige fremstilling hænger godt nok sammen og stemmer overens med andre vidnesbyrd.

Fyrsterne i Kiev hævdede at de havde arvet deres rettigheder fra en skandinavisk mand der hed Rorik. Det kan ikke have været den Rorik som har en fremtrædende plads i frankiske kilder fra 850-873, men de kan meget vel have været i slægt med hinanden. Der er flere navne der går igen i den familie, og endelsen -rik tyder på, at Rorik oprindelig har været et kongeligt navn. Det var et sjældent navn.

Efter Kievtraditionen optræder Rorik som hovedanfører for Rus. Det fortælles at han havde to brødre hvis baser lå i Izborsk og Beloozero, men da de døde „fik Rorik eneherredømmet … og havde magten over alle disse områder”. Denne historie var tydeligt beregnet til at styrke Kievfyrsternes krav som Roriks arvinger på herredømmet over landområder som helt afgjort oprindelig var uafhængige baser for Rus.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Østens rigdomme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig