Keramik fra Stamford i Lincolnshire fra før den normanniske erobring. Siden da var stedet centrum for pottemageri. Stamfordlertøj er ikke kun fundet mange steder i England, men også i Skandinavien. Produktionen kom i gang ved den tid hvor den danske erobring fandt sted, og teknikken (herunder brug af drejeskive, glasurer og rød farve) taler for at oprindelsesstedet var i Nordfrankrig. Det kan tænkes at en eller flere pottemagere er blevet ført til England eller frivilligt har ledsaget nogle daner, som har tilbragt nogen tid på fastlandet før de slog sig ned i England.

.

Omkring 954 havde kong Alfreds efterkommere fået magt over alle de dele af England som var erobret af danerne. Alfreds søn Edvard blev i 920 hyldet som konge af alle dem der boede syd for Humber, og hans overherredømme anerkendtes ikke alene af Ragnald, der var konge af York, men også af skotterne og andre som levede i det nordlige Britannien. Hans søn Athelstan arvede dette overherredømme i 924, og tre år senere overtog han tronen i Northumbria og „fik magten over alle de konger som var på denne ø”. Dette vakte modstand. Northumbrierne var i særdeleshed uvillige til at acceptere en sydengelsk konge og forsøgte at bevare deres uafhængighed ved hjælp af skandinaviske konger i Dublin, som gerne ville regere et rigere kongerige end deres egen lille bystat i Irland. Da de ikke havde lykken med sig tog northumbrierne en landflygtig norsk konge, Erik Blodøkse, til konge, men han kunne ikke klare sig over for de engelske konger, og hans død i 954 blev enden på de uafhængige skandinaviske kongerigers epoke i England.

De engelske konger fik herredømme over danske områder, men dette medførte ikke at efterkommerne af de danske kolonister blev fordrevet. Nogle af dem valgte at drage bort, men de fleste blev og anerkendte de nye herskeres autoritet. I store dele af det nordlige og det østlige England var derfor mange af overklassen af dansk afstamning i 900- og 1000-tallet. I nogle egne havde de et stort ord på tinge, og selv så mægtig en konge som Edgar (957-75) tillod at „verdslige rettigheder skulle stå ved magt hos danerne i overensstemmelse med de love de vedtager efter bedste overbevisning”. Et stort område i England kaldtes senere Danelagen; lovene i Danelagen var imidlertid ikke særlig danske. Man brugte enkelte danske juridiske udtryk, men de betegnede institutioner og procedurer som også kendtes andre steder i England. Hvis der var reelle forskelle mellem lovene i Danelagen og resten af England, hvilket er tvivlsomt, er det mere sandsynligt at de afspejler forskelle der allerede fandtes da danerne kom, end at der er tale om danske reformer. Det er en urimelig antagelse at de lovmænd som kom til at spille en fremtrædende rolle i visse byer i Danelagen, skulle være en institution hentet fra Danmark hvor der i 800-tallet overhovedet ikke fandtes byer der tåler sammenligning med York, Lincoln eller Cambridge. Ethvert forsøg på at skelne træk fra 800-tallets danske retspleje og retsvæsen i det engelske Danelagen vil være dømt til at mislykkes.

Det engelsk/danske aristokrati i 900-tallets England fik imidlertid en plads både i dansk og i engelsk historie. En del blev præster og munke, og enkelte kom til at beklæde betydningsfulde stillinger. Oda, ærkebiskop af Canterbury 942-58, og to efter hinanden følgende ærkebisper i York, Oscytel 956-71 og Oswald 972-92, havde danske forfædre. En senere generation af mindre kendte engelsk/danske gejstlige spillede en vigtig rolle da Danmark gik over til kristendommen, ved at styrke den kristne påvirkning som var kommet over Vesterhavet med købmænd, krigere og kolonister der havde bestemt sig til at vende hjem.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Erobringen af Danelagen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig