Støbeform af klæbersten fra Trendgården i Himmerland med riller på de tre sider til støbning af sølvbarrer. På den fjerde side er der to kors og en Thorshammer. Formen må have tilhørt en sølvsmed uden religiøse skrupler som solgte både hedenske og kristne symboler.

.

Over 800 islamiske mønter fra 900- og 1000-tallet fundet i Rusland og Skandinavien er forsynet med indridsede runer. De almindeligste ord er Gud men der findes også en del eksempler med Thor, som på denne mønt. Også Thorshamre og kors er kradset på mange mønter. Der har sikkert været en magisk eller religiøs hensigt med disse ord og symboler. Størrelse 1½:1.

.

I denne dobbeltgrav i Lejre på Sjælland var det øverst liggende lig halshugget. Antagelig er det en træl som har fulgt sin herre i døden.

.

Skibsgraven i Ladby på Fyn.

.

Skibsgraven i Ladby på Fyn er det fineste danske eksempel på denne form for hedensk jordfæstelse. På et tidligt tidspunkt er man brudt ind i graven, muligvis for at flytte liget til en kirke som det var tilfældet i Jelling og måske også i Bække. En del af gravudstyret blev samtidig fjernet eller tilintetgjort, men det som blev tilbage viser at det må have været en grav for en person af høj status og stor rigdom. Der var fire sæt rideudstyr og mindst elleve heste, nogle hunde og et hundeseletøj, fint bordtøj og fornemme klæder.

.

Den antagelse at dyrkelsen af de hedenske guder i stor udstrækning foregik under åben himmel i lunde eller i rydninger i skove støttes af stednavne. Dette karakteristiske træk i germansk religion blev bemærket af den romerske forfatter Tacitus, som levede i det første århundrede e.K., i hans beskrivelse af germanerne, og senere hen af kristne missionærer. Vi hører om hellige kilder og lunde og om lodkastning i det fri. Der synes ikke at have været nogen hedenske kultbygninger førend i perioden umiddelbart før omvendelsen hvor eksemplet fra de kristne kirker kan have ansporet nogle hedninge til at lave tilsvarende bygninger til deres guders ære. Hvis der er noget sandt i Adam af Bremens beskrivelse af helligdommen i Uppsala, der kun bygger på andenhåndsviden, og hans beskrivelse af de tre afguder Odin, Freja og Thor, der minder mistænkeligt om Treenigheden, er der ingen grund til at tro at templet var en gammel bygning. De mange stednavne i Sverige, Norge og Island der minder om Uppsala – der findes endog tre i Yorkshire – er måske vidnesbyrd om stedets berømmelse vidt omkring, men det siger ikke at der var et tempel der, og heller ikke at det var en slags hedensk Rom. Byens ry skyldtes nok Mälardalens betydning som handelsplads hvortil der kom købmænd langvejs fra.

Visse religiøse ceremonier fandt sted indendørs, men de foregik snarere i høvdingenes huse end i templer. Titelen gode brugtes om islandske høvdinge, og det beslægtede ord der forekommer i runeindskrifter på Fyn er afledt af et ord der betyder præst, men det betyder ikke at mænd med denne titel primært var præster. De var snarere høvdinge hvis magt både havde en religiøs og en verdslig dimension. Den omstændighed at disse mænd ledede religiøse ceremonier i deres hjem gjorde ikke deres huse til templer.

Den vigtigste religiøse handling vi kender indebar lodkastning. Tacitus gav en beskrivelse heraf som går igen hos Adam af Bremen:

"De nærer den største respekt for varsler og lodkastning. Deres fremgangsmåde ved lodkastning er ligetil. De brækker en gren af et frugttræ og skærer den i stykker. Så forsyner de stumperne med forskellige mærker og kaster dem på må og få som tilfældet vil hen på et hvidt klæde. Hvis konsultationen er offentlig er det præsten, og hvis den er privat er det familiefaderen som derpå samler tre stykker op, et ad gangen, og læser deres betydning ud af de indridsede mærker. Forbyder lodderne et forehavende kan der ikke spørges mere til råds den dag; og tillader de det kræves der yderligere stadfæstelser af resultatet."

Denne vejledning i fremgangsmåden er måske utilstrækkelig og mangelfuld, men både Ansgars og Willibrords levnedsskildringer viser skikkens betydning. Tolkningen af lodkastningen var naturligvis subjektiv og gav stor handlefrihed til dem der udlagde tegnene, og følgelig havde disse mænd stor magt. Det at Willibrord blev skånet skyldtes efter sigende lodderne, men man har trods alt en anelse om at det når alt kom til alt afhang af Radbods forgodtbefindende. Lodkastning godtoges også som et middel til at bekendtgøre den kristne guds vilje. I Ansgars Levned er der flere eksempler på det. I et tilfælde havde en svensk hær invaderet Kurland og forgæves belejret en by inde i landet. Efter ni dages forløb begyndte belejrerne at bekymre sig om hvordan de i sikkerhed kunne komme den lange vej tilbage til skibene, og „de besluttede sig til at kaste lod for derved at finde ud af, hvorvidt deres guder var villige til at hjælpe dem enten til at sejre eller til at slippe væk derfra med livet i behold.” Lodderne gav intet håb om hjælp, så folkene fortvivlede, indtil nogle købmænd

... "som huskede biskoppens [Ansgars] undervisning og instruktion gav dem et råd. „De kristnes gud,” sagde de, „hjælper ofte dem som anråber ham, og hans hjælp er almægtig. Lad os forespørge om han vil stå på vores side” … Som sagt så gjort; der blev kastet lod, og man så at Kristus var villig til at hjælpe dem."

Resultatet var at angrebet blev genoptaget, den belejrede by gav efter, og sveerne drog af sted med et kostbart bytte. Pålideligheden af denne usædvanlige beretning svækkes i nogen grad af at den samme historie fortælles om Ragnars angreb på Paris, men det er i sig selv interessant at den er en vandrefortælling. Lod kastning var en så dybt rodfæstet institution at kirken ikke var i stand til at udrydde den, og den levede videre under kristne former, f.eks. i den endnu eksisterende skik at finde frem til Guds vilje om et eller andet ved at slå op i Bibelen på må og få for at ramme et passende skriftsted.

På grundlag af kirkens forbud kan man danne sig et indtryk af de mange måder hvorpå hedningene kunne udforske gudernes vilje; de søgte den f.eks. i fuglenes flugt eller i hestepærernes form. Det var nødvendigt at vinde gudernes gunst ved offergaver, og det er endda muligt at man undertiden ofrede mennesker. Man har fundet grave som ser ud til at indeholde den slags ofre; men det er på den anden side tænkeligt, at den ofrede var skyldig i en forbrydelse imod den afdøde i hvis grav han eller hun blev lagt. Der forekommer også grave med skeletter af halshuggede, men det behøver ikke at være vidnesbyrd om ofring til guderne, og selv om man godtager alle sådanne gravfund som egentlige menneskeofringer er det samlede antal ikke stort.

Der findes ganske vist beskrivelser af rituelle menneskeofringer i vikingetidens Skandinavien, men ingen af dem er pålidelige. Bedst kendt er Adam af Bremens beretning om de ofringer der skulle have gået for sig hvert niende år i Uppsala. Den er baseret på godtkøbssnak om en fjern by, og tiltroen til Adams oplysninger om Uppsala bliver ikke just styrket ved hans beskrivelse af helligdommen med dens tre afguder. En lignende skildring af menneskeofring i Lejre ved Roskilde, skrevet af den tyske biskop Thietmar ca. 1015, anses for at være mere troværdig, dels fordi han var en samtidig kilde, og dels fordi han formodes at have været velinformeret om forholdene i Danmark. I begyndelsen af hans krønike hvor der fortælles om de bedrifter den tyske konge Henrik 1. (919-36) øvede, siges det at

"desuden brugte han sine tropper til at knægte nordmændene og danerne, og da han havde bragt dem ud af deres oprindelige vildfarelser lærte han dem og deres konge, Knud, at bære Kristi åg. Men da jeg har hørt nogle mærkelige ting om de traditionelle fangeofringer hos disse folk vil jeg ikke lade denne sag gå uomtalt hen. I disse territorier er der et sted som hedder Lejre, også kaldet Sjælland, som er kongerigets hovedstad. Der samledes de alle hvert niende år på den dag i januar hvor vi fejrer helligtrekonger. På dette sted slagtede de 99 mennesker og et lignende antal heste til ære for deres guder, og de ofrede hunde, og haner i stedet for høge, i den sikre tro at disse ville hjælpe dem i underverdenen og gøre bod for de forbrydelser de havde begået. Hvilken ædel handling af vores konge at forhindre dem i et så afskyeligt ritual! Hver den som skåner menneskeblod bringer Gudfader et velkomment offer, thi Herren forbød os at dræbe uskyldige og fromme."

Det er tydeligt at Thietmar ikke beskriver et ritual fra sin egen tid, men et som formodes at være afskaffet af den tyske konge hundrede år før. Han fremfører endvidere den påstand der ikke kendes fra andre kilder, at kong Henrik knægtede og omvendte nordmændene og danerne, og han er den eneste som siger at den danske konge der blev omvendt hed Knud. Hans beretning må derfor anses for højst upålidelig. Muligvis hidrører den fra en forvansket beskrivelse af en statelig begravelse som den man har fundet i Ladby hvor der var elleve hesteskeletter.

Rituel ofring af enkeltpersoner under en ceremoni der kaldes Blodørnens Offer spiller en stor rolle i mange fortællinger om vikingernes opførsel som et bevis på deres enestående bestialitet. Der er imidlertid tale om en skrøne som først kendes fra 1100-tallet, og som skyldes en misforståelse af det digteriske billede af ørnen som ådselgribben der er parat til at slå kløerne i de faldne.

Der er ingen grund til at tro at hedningene i vikingetidens Danmark var mindre rå og grusomme end deres frankiske, engelske og irske samtidige, men de udviste alligevel mere religiøs tolerance end de kristne. Horik 1. og 2. lod begge Ansgar prædike evangeliet, lod ham døbe de omvendte og bygge kirker i Slesvig og Ribe. Horik 1. hjalp ham også til at genoplive den kristne mission i Birka, og Horik 2. sendte gaver til paven. Der var hedninge, heriblandt herskere, som var villige til at acceptere Kristus som en gud blandt andre guder, som man kunne anråbe når det var opportunt. Karakteristisk for denne holdning var den islandske nybygger Helgi, som troede på Kristus, men alligevel påkaldte Thor før særlig vanskelige forehavender. En så vidtfavnende trosopfattelse var naturligvis bandlyst af de kristne som krævede at man kun og udelukkende dyrkede deres gud. Det var snarere kristen intolerance end hedensk uforsonlighed over for Kristus og hans tjenere der skabte problemer.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fredhellige steder og ritualer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig